Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5: Wacken Open Air 2017

Populær
Updated
Top 5: Wacken Open Air 2017

Programmet på Wacken Open Air 2017 er fyldt til bristepunktet med gode navne, hvorfor vi kommer på overarbejde med at prioritere. Vi har dog gjort et forsøg.

Der er virkelig mange gode navne på Wacken Open Air i år. Hovednavne som danske Volbeat, Emperor, Marylin Manson, Megadeth, Alice Cooper og Amon Amarth er blandt de store trækplastre, der unægtelig vil trække en del folk til. Der er dog også andre spændende navne i den store pulje af omkring 180 bands. Vi lister her de fem bands, vi glæder os mest til at se.

1. Emperor
Nordmændene tager igen på turne og denne gang spiller de hele ’Anthems to the Welkin at Dusk’. Vi så dem også på Wacken tilbage i 2006 og 2014 og ser meget frem til en tredje tur med deres majestætiske black metal.



2. The Dillinger Escape Plan
Hvis ikke man fik sagt ordentligt farvel på Copenhell er her chancen for at gøre det igen på Wacken Open Air. Det er ekstrem musik, og fredag aften 19.35 på W:E:T Stage kan næppe blive en bedre kulisse.



3. Morbid Angel
Amerikanske Morbid Angel er blevet delt i to lejre. Guitarist og grundlægger Trey Azagthoth har stadig navnet Morbid Angel og har allieret sig med Steve Tucker, der tidligere har været forsanger i Morbid Angel, da den oprindelige forsanger David Vincent forrige gange forlod bandet. Nu turnerer de kun med de plader, hvor Steve Tucker har været forsanger, og det bliver spændende at se, hvordan de klarer sig uden de helt store, klassiske skæringer på sætlisten. Derudover er det også en god indikator på, hvordan Morbid Angel klarer sig som hovednavn på Aalborg Metal Festival til november.



4. Megadeth
Det er ikke alle, der kan komme forbi Vega i starten af august og deltage i braget derinde. Heldigvis kommer Dave Mustaine og co. også forbi den nordtyske festival, og vi håber, der er lidt mere smæk på præstationen end da de senest gæstede Copenhell. Der var det lidt kedeligt. Vi satser på en mere snerrende præstation på Wacken Open Air 2017.

 

5. Batushka
Vores anmelder på Copenhell blev blæst bagover af bar benovelse over Batushkas præstation på Pandæmonium-scenen i år. Der er rigeligt med teater, der kan gøre lidt for øjnene samtidig med, at der er noget sort musik til ørerne. Det vil vi gerne opleve igen. Derudover findes der næppe bedre opvarmning til Mayhem på samme scene bagefter, når de fremfører hele ’De Mysteriis Dom Sathanas’.



Udover de fem bands er der mange andre spændende navne, vi vil forsøge at nå så mange af som muligt. Så forskellige bands som Europe, Napalm Death, Nile, Brujeria, Memoriam, Sanctuary, Marylin Manson, Grave Digger, Clawfinger, Paradise Lost, Warpath, Dog Eat Dog, Grand Magus, Sacred Reich, Psychotic Waltz, Candlemass, Possessed, Alice Cooper, Amon Amarth, Kreator og Aura Noir gør jo en anmelder, der gerne vil smage det hele, fuldstændig forpustet. Vi har end ikke nævnt, at Iron Maidens bassist Steve Harris kommer med sit nye band British Lion. Og der er som sagt danske Volbeat som hovednavn torsdag aften.

Wacken 2017 har et rigtig godt program. Vi får stress af bare at tænke på det. Men vi glæder os!