Top 5 - Grunde til at du skal høre Doomriders på onsdag

På onsdag spiller Doomriders på Beta. Devilution giver dig fem gode grunde til, hvorfor du skal bruge en aften på Amager sammen med Nate Newton, der nok er bedst kendt som Converges bassist, men som har haft pænt mange jern i hardcoreilden siden midten af 90'erne.

Da Nate Newton ved årsskiftet blev indforskrevet som sessionsbassist i Cavalera Conspiracy, viste det sig, at han havde så travlt, at det ikke var muligt at indspille sammen med resten af bandet i London, hvorfor hans basspor og vokal blev optaget separat hjemme i Boston. At hans bidrag til ikke mindst nummeret 'The Crucible' alligevel var et af højdepunkterne på pladen, som vi skrev i anmeldelsen for et par uger siden, siger så godt nok mere om niveauet for den plade, end det nødvendigvis gør om Newtons formåen, men først og fremmest siger det noget om, hvor meget Newton egentlig har gang i, når han ikke engang har tid til at spille sammen med Sepultura-brødrene.

35-årige Nate Newton fordeler sin tid mellem tre aktive bands, hvoraf det mest kendte klart er Converge, med hvem han siden 1999 har været med til skabe en ny lyd for hardcore og sætte nye standarder for, hvor teknisk kompleks, åndssvagt brutal og følelsesmæssigt sammensat moderne hardcore kan være. Fra mesterværket 'Jane Doe' og frem har Newtons brølende backingvokal dannet kontrast til Jacob Bannons raspende skrig, og hans stædigt pumpende bas har skabt en fast grund under Kurt Ballous gribebrætsfræsen og Ben Kollers kaotiske haglen over trommerne. Langt hen ad vejen er det Newton, der sørger for, at der er en eller anden forankring i hardcore, mens resten af Converge trygt farer ud ad vilde tangenter.

Trygt er det også i hans eget band, Doomriders. Her er ingen vilde ambitioner om at forny genrer eller imponere med intrikat riffing og vanvidstempi: Her er et groove. Det er vel nærmest den største overraskelse, at Newton i sit soloprojekt bryder helt fri af hardcore for i stedet at spille en sludget stoner metal med singalong-omkvæd og sydstatsrockvibes. Alligevel har Doomriders udviklet sig hen over deres foreløbig tre plader fra den lidt famlende og noget partyprægede debut 'Black Thunder' over den fuldbårne, velskrevne opfølger 'Darkness Come Alive' til sidste års – relativt – mere komplekse 'Grand Blood'. Sensationelt er det ikke, men det er overraskende cool, og derfor giver vi her fem grunde til, hvorfor du skal tage ud på Beta onsdag aften og høre dem – altså ud over at opvarmningsbandet Coliseum sådan set også er ret fine.

1. Du skal høre, om titelnummeret fra 'Darkness Come Alive' virkelig lyder så meget som nummeret 'Lost Crew' med det legendariske svenske posthardcoreband Breach.



Tip: ">Det gør det. Ikke at det gør det til et dårligt nummer, det gør det til et ret godt nummer af et helt i orden band, der læner sig op ad et temmelig fænomenalt og fuldkommen atypisk nummer med et helt exceptionelt band.

2. Du skal høre ham fra Old Man Gloom.



Mens postmetallerne Isis op igennem 00'erne blev stadigt mere rene og åbne i deres udtryk, skabte frontmanden Aaron Turner Old Man Gloom til at gå den modsatte vej mod en knugende og intenst larmende lytteoplevelse. Bandet, hvor Nate Newton synger og spiller guitar, har siden 2001 fungeret sporadisk, men er de seneste år blevet et mere konsekvent aktivt band. I den forgangne uge udgav Newton med Old Man Gloom to plader, der begge hedder 'The Ape of God', to markant stilistisk forskellige versioner af en plade.

3. Du skal høre ham fra de der Converge.



Og gerne uden en brøsig sikkerhedsvagt oppe på scenen, som det var tilfældet, sidst Converge spillede i København.

4. Du skal høre, om Beta har sørget for, at han fik noget ordentligt at spise.

Det kan godt være, at det umiddelbart virker, som om moderne hardcore mest handler om walls of death, halstatoveringer, kickboksning og følelser, men der skal være noget at stå imod med. Og det har der ikke altid været, som Newton forrige år beskrev i et kort, overraskende velskrevet, ret så sjovt og desværre også efter alt at dømme ret så spot on essay om, hvordan det var at turnere som hardcoreband i 90'erne og prøve at få noget vegansk at spise, der ikke var dybstegt kinamad, tacos eller den frygtede punkstuvning.

Læs 'A Brief History of Tour Food' på Vice.

5. Du skal tjekke, om ligheden med Pedro fra indiefilmen 'Napoleon Dynamite' stadig holder.