Top 5 - Guilty Pleasures

“Hvad i alverden havde jeg gang i?” er en tanke, der kan dukke op flere gange i livet, og det kan såmænd også ske, når man trawler gennem musiksamlingen og finder ting, der ret beset ikke er særligt godt, men som har fået adskillige glade lyt gennem årene. Villumsen bringer et mere eller mindre pinligt udsnit af plader, der ikke kun har samlet støv i hans musiksamling.

Efter at have fået “det sorte album” på vinyl i 1992, mener jeg det var, blev vinylen hurtigt efter lagt på hylden til fordel for den smarte cd, og den første af den slags, der landede i min samling, var Bon Jovis ‘Keep the Faith’. Her kunne allerede være et punkt til min guilty pleasures-liste, men valget er faldt på skiver, som jeg stadig er i besiddelse af. Nævnte fløderock-album blev nemlig senere solgt til en veninde – ikke givet væk, cd’er var jo stadig dyre dengang. Eller også er jeg bare nærig. Det er jeg nok.

Nå, men hvad har jeg så siden investeret i, som jeg ovenikøbet har lyttet til med glæde, selvom jeg måske allerede vidste, at den måske ikke var helt god for en person, der senere skulle blive noget så fjollet som musikanmelder, og på den måde prøve at fortælle, hvad der er godt og skidt. For hvordan kan I – kære læsere – dog stole på en, som ikke bare har råhørt følgende, men stadig kan tage sig selv i at mene, at det er et genlyt værd?

1. Pyogenesis - Sweet X-rated Nothings (Nuclear Blast, 1994)

"Ok, til mit forsvar hører med, at den er købt på tilbud i en kælder i Badstuestræde, København. Yes, den gode gamle Metalized-shop. Tyske Pyogenesis havde lavet en udmærket doom/death-wannabe-Paradise-Lost-ep med ‘Waves of Erostasia’. Men på det efterfølgende album kastede forsangerne sig (for alvor) over ren vokal med masser af toner, der ikke blev ramt, og så endda med et tykt tysk aftryk på udtalen. Men sangene var på sær vis ganske fængende, og så var det jo nemt at synge med på hjemme på teenageværelset, når bandet selv ikke var helt sikre på, hvilke toner de mente passede til de melodiske guitarer. Her er det ikke blot en tanke, at pladen kan tåle et genlyt: den ryger stadig på af og til …"



2. Embracing - Dreams Left Behind (Invasion Records, 1997)

"Alene det ækle cover burde have holdt mig væk, men nej. Jeg var i en periode, hvor alt melodisk død røg ned, og kom det ud af Sverige, gjorde det kun tingene mere interessante. Her er tale om en art melodisk dødsmetal blandet med poppede melodier i et sammensurium af dårlig produktion, ringe vokal, både af den hæse og den rene slags, og sange, der på ingen måde virkede færdige.

Pladen viser sig at have en slags fanskare og er siden blevet genudgivet. Måske man skulle finde en køber til sin cd i første oplag? Her er det kun blevet ved tanken, at skiven skulle have et spin mere, men den blev rigeligt hørt i sin tid. Sært nok, også dengang syntes jeg, det var skidt, men jeg så en charme i det alligevel."



3. Manticore - Dead End Solution (Demo, 1997)

"Her er lidt snyd med i spillet, for jeg ejer faktisk ikke skiven. Det var en af de ulovlige: overspillet fra skribent Molins eksemplar til minidisc (orv, klenodie-format), men hørt mange, mange gange. Jeg burde nok sende bandet 40 kroner, eller hvad den nu stod til i Metalized-kælderen i sin tid. På den anden side forcerede jeg i 2012 adskillige mudderbanker for at nå at se og støtte det danske band, der nu hedder Manticora, på Wacken klokken tidligt om morgenen på en af teltscenerne. Og det var der desværre ikke mange, der gjorde det år.

Musikken er faktisk ganske kompetent heavy metal, og man kan høre, at melodierne i vokalen, hvor problemet mest ligger, er fine og fængende. Men efter sigende havde frontmanden halsbetændelse, da demoen blev indspillet, og resultatet måtte blive, som det blev. Med et væld af finurlige toner, der vist ikke var meningen. Eller hvad med den anstrengte vokal 3:35 minutter inde i ‘In Silence’?"



4. Sarnath - Overshine (Shiver Records, 1996)

"Musikken på den her finske plade er egentlig meget god. En art heavy metal med lidt spor af noget melodisk dødsmetal. Igen er det vokalerne, der er er lidt anstrengende at høre på i længden, men omvendt kan man da sige, at der er ikke er brugt tid på at fluekneppe eller koble autotune på, som nogle jo forfalder til i dag. Energien er sådan set ganske god og autentisk på den måde, men anmelderen i mig i dag ville nok have ladet nogle hårde ord falde for vokalen.

Såvidt jeg husker hypede Michael Andersen og Bjarke Ahlstrand (der kendes fra Mighty Music/Target) udgivelsen på hver sin vis; Michael i sit ‘zine og og Bjarke på P3’s 'Metal-Go!'. Dengang skulle der ikke meget ros til bands fra de to herrer, før lommepengene røg op af lommen. En plade, jeg gerne sætter på fra tid til anden, men der er efterhånden langt imellem.



5. Eternal Peace - Schinderaas (Noiseworks Records, 1995)

"Den står stadig i samlingen. Den bliver ikke hørt. Jeg vandt den i radioprogrammet nævnt under punkt 4. Bjarke Ahlstrand fortalte, at han havde fået to stk. fra bandet, et til sig selv og et til en konkurrence. Men på grund af mange deltagende i denne konkurrence valgte Bjarke gavmildt også at forære sin egen cd væk med det tyske gothic/ death metal-band.

Den blev givet mange chancer, men her må jeg bryde mit eget opsatte præmis for denne top 5. Det var simpelthen aldrig godt, og skiven har i den grad samlet støv, indtil et lille genlyt var nødvendigt som research til artiklen her. Musikken var for simpel og manglede kreativitet, og så var vokalen (ja igen er det vokalen, der gør ejerskabet af albummet lettere pinligt) simpelthen frygtelig. Av, av. Det fremgår på Metal-Archives, at den kun blev udgivet i 1000 eksemplarer. Kan jeg mon blive rig ved et salg?



Har du noget i samlingen som du af en eller anden årsag sætter pris på, selvom du tror, eller måske ligefrem ved, at der kun kan være meget få, der kan se kvaliteter i skidtet?