Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Comeback-album, der holder

Populær
Updated
Top 5 - Comeback-album, der holder

De fleste comebackalbum kan højst afføde en glæde over udsigten til endelig at komme til at se et gendannet band live, afløst af frygt for, at man skal trækkes gennem for meget af det gendannede bands alt for middelmådige og generiske materiale. Men enkelte gendannelsesalbum er tiden værd. Devilution har samlet fem.

Kunstner
Titel
+ Celtic Frost + Iron Maiden + Amebix + Infernäl Mäjest
Forfatter

Mens jeg sidder og skriver det her, er der sikkert minimum tre, nej fire, nej fem, nej seks aldrende bands, der er blevet gendannet efter at have været opløst i en årrække eller efter at have uden en del originalmedlemmer i en årrække.

Motiverne herfor kan være mange: Genforeningen kan ske for ussel, men rigelig mammon, om end den slags nok mest sker for større bands og kræver turneren og dermed samvær bandmedlemmerne imellem. Måske er bandmedlemmerne blevet ældre og har begravet stridsøksen. Eller de har fået tid igen, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra, konen er skredet, og midtvejskrisen har meldt sin ankomst med generalhonnør. Man kan selvfølgelig også forestille sig, at det er lysten og glæden ved musikken, der driver værket. Endog fornyet kreativitet. Men de to sidste muligheder er nok mere sjædne end de to første.

For genforeningsalbummet er næsten altid kendetegnet ved de mådelige. Det er "kapabelt", "solidt", "godt håndværk", "bedre end frygtet", "bedre end forventet", "livsbekræftende", "godt i forhold til bandets alder" eller "når ikke tidligere tiders bedste stunder, men er bedre end så meget andet". Den fortid, bandet er blevet gendannet på baggrund af, ender næsten altid med at vinde stort over nutiden, og i stedet får man oftest steril metervarethrash, blodfattige kopier, sekundavare og uinspireret standardmetal eller generisk dødsmetal.

Men en gang imellem sker det utænkelige, at genforenede bands leverer materiale, der er på niveau med karrierens højdepunkter. Vi har samlet et lille udpluk her.


1. Mercyful Fate - 'In the Shadows' (1993)
"I 90'erne var gendannelsen ikke normen, og langt de fleste opløste bands holdt stadig ved deres løfter om aldrig at ville se hinanden for deres øjne igen. Men Danmarks til alle tider mest indflydelsesrige band blev gendannet og udgav 'In the Shadows' med 4/5 af det originale lineup. Det er et album, der i sagens natur aldrig kunne komme til at influere en generation af metalbands på samme måde som udgivelserne i 80'erne, men kan man se bort fra dette og et trommespil fra Morten Nielsen, der er lige straight nok sammenlignet med originalmedlemmet Kim Ruzz' trommer, er albummet musikalsk på et rasende højt niveau. Det indeholder i øvrigt en gæsteoptræden fra en vis hr. Ulrich. Og alle album til og med 'Into the Unknown' (1996) holdt højt niveau. Så gik Michael Denner ud, og det var ikke længere helt det samme."




2. Celtic Frost - 'Monotheist' (2006)
"En Celtic Frost-gendannelse var ikke lige noget, man havde set i kortene. Hovedmændene Tom G. Warrior og Martin Eric Ain har haft høje ambitioner og en del konflikter, og bandet splittedes ikke som de bedste venner i sin tid. Men comeback-albummet 'Monotheist' har vist sig langtidsholdbart og er et album, man i dag hører omtrent lige så meget som bandets klassiske fase. Det er ikke helt så radikalt nyskabende som Celtic Frost oprindelig var, men har til gengæld en dræbende tyngde og en indædt intensitet, som man næppe ser mange steder. Det skulle da lige være i Warriors nuværende band Triptykon, som han dannede, da Celtic Frost alligevel ikke kunne holde hinanden ud, hvor både Ain og Warrior var utilfredse med (den ikke originale) trommeslager Franco Sesa. Hvad der forhindrede dem i at finde en anden trommeslager, er uklart, men håndklædet blev igen smidt i ringen. Warrior fortsatte som nævnt med Triptykon, mens Ain driver en succesfuld bar i zürich."




3. Iron Maiden - 'Brave New World' (2000)
"Det var hårde år for den klassiske metal og for Iron Maiden i 90'erne, hvor både sanger Bruce Dickinson og guitarist Adrian Smith forlod bandet, og gruppen gennemgik en voldsom tilbagegang og uafladeligt blev hånet for vigende popularitet og sanger Blaze Bayley, der ikke havde Dickinsons pragtorgan af en stemme. 'The X Factor' er nu bedre end sit rygte, men det var nu alligevel en lettelse, da Smith og især Dickinson vendte tilbage i folden. Om ikke andet så for koncerternes skyld. Men at 'Brave New World' skulle blive SÅ god, havde kun de færreste regnet med, og albummet regnes af mange for et af diskografiens bedste."




4. Amebix - 'Sonic Mass' (2011)

"Britiske Amebix var et af 80'ernes sejeste bands med deres knusende tunge og møgbeskidte crust, der havde masser og metalliske influenser og nu og da var som en langsom, postapokalyptisk punkversion af et bunkepul mellem Motörhead og Venom, og Amebix influerede blandt andet Darkthrone, Bathory og Celtic Frost. De gik i opløsning efter hovedværket 'Monolith' (1987), men gendannedes i 2008 og udgav 'Sonic Mass' i 2011. Det er et album, der viser en udvikling i bandet, der er mindre tungt, mere alternativt rocket og mindre beskidt, men til gengæld har fået noget majestætisk og ophøjet over lyden. Og det var fuldt på højde med 80'er-klassikerne. Gendannelsen holdt i sagens natur ikke, det havde været for meget forlangt, men sanger, bassist og hovedsangskriver Rob "The Barron" Miller, der i øvrigt bor på Isle of Skye og ernærer sig som sværdsmed, fortsatte linjen i sit fremragende nye projekt Tau Cross."




5. Infernäl Mäjesty - 'Unholier Than Thou'
"Der er mange thrashbands, som er blevet genforenet, og de fleste genforeninger har været ligegyldige, dog med markante undtagelser. Den mest markante har de færreste vel hørt om. De canadiske thrashkonger Infernäl Mäjesty udgav den suveræne 'None Shall Defy' i 1987. Desværre gik den under radaren hos de fleste, godt hjulpet på vej af et uheldigt glam-image, der gjorde sit for at skjule, at bandets Slayer-inspirerede thrash var på omgangshøjde med forbillederne. Bandet blev glemt efter opløsningen og så genforenet med dette klassealbum fra 1998, der er en del sejere end de fleste af Slayers udgivelser fra samme årti. Det er blevet til et par udgivelser siden, heriblandt et livealbum optaget på Loppen, og bandet er p.t. i gang med endnu et comeback. Det bliver næppe nogensinde til mere end kultstatus, men er den kommende udgivelse på højde med comebackalbummet, fortjener bandet langt mere."




Og vi ved selvfølgelig godt, at der er en del flere eksempler. Så kom gerne med jeres egne bud i kommentarfeltet herunder.