Fornøjelig udfordring
Updated
Tonal orgasme og lir for skuekassen. Vor anmelder havde en hed affære med The Mars Volta i Vega. Det er noget af en udfordring, når man, stor set uindviet til Mars Voltas musik, får tjansen at skulle anmelde deres bombardement af et fusionsunivers en koncertaften i Store Vega. Det stod dog hurtigt meget klart, at det skulle blive en udfordring af de ganske fornøjelige.
Bandets 4. album, ”The Bedlam in Goliath”, er just udgivet. Denne plade gik direkte ind på en 3. plads på Billboards Top 200 med mere end 54.000 solgte eksemplarer i åbningsugen. Ganske imponerende for et band, der spiller en form for progressiv avantgarde metal med jazzede, psykedeliske udladninger af indforstået karakter.
Det ottemands store orkester gik på scenen til hymnerne af Ennio Morricones sublime tema fra filmen ”A Fistful Of Dollars”. En storslået start, der forpligter. Lyden var til at starte med temmelig diffus og lidt over det hele. De mange instrumenter gjorde det svært for ikke blot lydmanden, men også for Vegas ellers solide koncertsal.
”Roulette Dares (The Haunt Of)” fra debutpladen ”De-loused in The Comatorium” (2003) var sangen, der sparkede ballet i gang denne aften, og som fik Vega til at danse temmelig godt med. Samspillet oktaven imellem var fra start af helstøbt. Med en udskiftning på tønderne, har The Mars Volta i det nye navn, Thomas Pridgen, fået sig en trommeslager usammenlignelig med nogen anden. Han er den yngste trommeslager nogensinde til at blive sponsoreret af Zildjian. Han var da 10 år gammel! Sammen med puertoricaneren Omar Rodrigue-Lopez på lead guitar, skinnede de igennem som to unge, respektløse eventyrlystne - vovemodige, energiske, liderlige efter (tonal) orgasme!
Rent æstetisk var der også lir for skuekassen at komme efter denne aften. Ikke blot ser bandet klassisk set bedre ud end langt størstedelen af deres kollegaer på rockscenen – nogle ville formentlig kalde dem "gay" – men de forstår samtidig at give hele udtrykket unikke farver og en spændstighed, der sjældent opleves magen til. Grønne satinskjorter, og selvlysende trommestikker i hænderne på en mørk Pridgen i bar overkrop ved et gennemsigtigt trommesæt bidrog til et helhedsudtryk, der var noget nær komplet.
Sansebombardementet nåede dog sit maksimumstadie efter to timer. Koncertens resterende 20-30 minutter var for meget af det gode for en uindvidet. Der var simpelthen ikke plads til mere. Men ja, havde man da blot været kender, så kunne det kun have været af det gode. Jeg er i hvert fald blevet bidt af et galt band. Jeg vil have mere!
Bandets 4. album, ”The Bedlam in Goliath”, er just udgivet. Denne plade gik direkte ind på en 3. plads på Billboards Top 200 med mere end 54.000 solgte eksemplarer i åbningsugen. Ganske imponerende for et band, der spiller en form for progressiv avantgarde metal med jazzede, psykedeliske udladninger af indforstået karakter.
Det ottemands store orkester gik på scenen til hymnerne af Ennio Morricones sublime tema fra filmen ”A Fistful Of Dollars”. En storslået start, der forpligter. Lyden var til at starte med temmelig diffus og lidt over det hele. De mange instrumenter gjorde det svært for ikke blot lydmanden, men også for Vegas ellers solide koncertsal.
”Roulette Dares (The Haunt Of)” fra debutpladen ”De-loused in The Comatorium” (2003) var sangen, der sparkede ballet i gang denne aften, og som fik Vega til at danse temmelig godt med. Samspillet oktaven imellem var fra start af helstøbt. Med en udskiftning på tønderne, har The Mars Volta i det nye navn, Thomas Pridgen, fået sig en trommeslager usammenlignelig med nogen anden. Han er den yngste trommeslager nogensinde til at blive sponsoreret af Zildjian. Han var da 10 år gammel! Sammen med puertoricaneren Omar Rodrigue-Lopez på lead guitar, skinnede de igennem som to unge, respektløse eventyrlystne - vovemodige, energiske, liderlige efter (tonal) orgasme!
Rent æstetisk var der også lir for skuekassen at komme efter denne aften. Ikke blot ser bandet klassisk set bedre ud end langt størstedelen af deres kollegaer på rockscenen – nogle ville formentlig kalde dem "gay" – men de forstår samtidig at give hele udtrykket unikke farver og en spændstighed, der sjældent opleves magen til. Grønne satinskjorter, og selvlysende trommestikker i hænderne på en mørk Pridgen i bar overkrop ved et gennemsigtigt trommesæt bidrog til et helhedsudtryk, der var noget nær komplet.
Sansebombardementet nåede dog sit maksimumstadie efter to timer. Koncertens resterende 20-30 minutter var for meget af det gode for en uindvidet. Der var simpelthen ikke plads til mere. Men ja, havde man da blot været kender, så kunne det kun have været af det gode. Jeg er i hvert fald blevet bidt af et galt band. Jeg vil have mere!
