Helstøbt afslutning på 27 års virke

Et stort, tungt og værdigt farvel fra kongen af industrial metal. Ministry er i virkeligheden et temmelig gammelt band, selvom det behændigt har undgået at ryge i montren blandt andre rockfossiler – muligvis fordi blandingen af industrial og metal aldrig kommer til at lugte af død dinosaur, men mere af postapokalyptisk fremtidsunivers. Hvor om alt er, så har det stået på siden '81 med kun rorgængeren Al Jourgensen som fast bestanddel. Men nu er det uigenkaldeligt slut, eller i hvert fald indtil beslutningen om endnu en afskedstourne bliver truffet – det ved man jo aldrig rigtigt.

Jourgensen har længe haft meget surt at sige om verdens tilstand, og fik man ikke forstået det gennem teksterne (og lad os bare indrømme at metalgenren ikke altid er de nemmeste at forstå teksterne i) fik man en ret konkret anvisning gennem den videokollage, der kørte på bagtæppet. Der var yderligere placeret et højt gitterhegn forrest på scenen, som yderligere understregede Jourgensens syn på en verden holdt i et jerngreb af idioter. Selv var frontmanden tæt på at ligne én fra den kategori, for hans høje hat og små runde solbriller fik ham til at fremstå som en Ozzy Osbourne look-alike, men det får være...

Alle de visuelle effekter ville have været formålsløse uden en fantastisk lyd. Især bagerst i salen var lyden så ond, tung og maskinel at den var helt hypnotisk. Med så blæret et set-up kunne sekstetten have spillet "Lille Peter Edderkop" med succes. Det gjorde de nu ikke, for den over to timer lange koncert var i to afdelinger, hvor den første var fra det sidste album "The Last Sucker", og anden afdeling var et velvalgt strejftog i de sidste tyve års bagkatalog, selv om jeg nu savnede "Filthpig" som var det nummer, den plade og den Roskildekoncert der engang fik mig overbevist om bandets fortræffeligheder.

Koncerten var et stort, ondt og værdigt punktum for til et band og især manden bag det, der med en indædthed har fortjent en plads i metallens Valhal, digitaliteterne til trods. Afslutningsvis spillede de en syret version af Louis Armstrong-klasikkeren "What a Wonderful World". I deres thrashede og gennemsmadrede version var det et underfundigt farvel, da det oven på to timers vrissen af alt og alle med magt, var en passende (selv)ironisk kommentar til en selvtilfreds verden, hvor intet dog kører som det burde. Måske er den også på afskedsturne.