Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ugens Monsterdrøn

Updated
Ugens Monsterdrøn
The Mars Volta står bag Heavyjam.dks hidtil mest syrede og specielle form for Monsterdrøn, "Frances The Mute". Mars Volta er et band, man enten hader eller elsker. Bandet blev dannet i 2001 af Cedric Bixler og Omar Rodriguez, som tidligere havde udgjort kernen af de hæsblæsende At The Drive-In. Men Mars Volta er langtfra i samme musikalske boldgade. Hvis der findes noget, der hedder fusionsjazz, så må den mest dækkende beskrivelse for det her band være ”fusionsrock”. Specielt, er det under alle omstændigheder.

Hvor 2001-debuten var (lidt) mere orienteret på kortere og mere traditionelt opbyggede sange, er ”Frances The Mute” ét stort værk. Der er ingen pauser mellem de lange kaskader af jams, som udgør dette album. Mellem Mars Volta’s ”fræseri” igennem den ene jam efter den anden, er der proppet lydeffekter ind af alt fra syngende frøer til højspændingsledninger.

Jamsene er en sammensmeltning af de sessioner, bandet har haft under deres forrige turné. Dette har også hjulpet til, at albummet peger i tusind retninger, og det er – ligesom debuten – et album, der kræver tilvænningstid. Læg hertil, at man skal være dybt koncentreret (og for guds skyld ikke træt!), når man sætter sig til at lytte - med andre ord er det ikke noget man sætter på til festen.

”Frances The Mute” er et fascinerende udspil, ikke kun pga. de meget talentfulde musikere (vi taler skyhøjt musikalsk plan hele vejen igennem!), men også fordi Mars Volta absolut lyder helt unikke. Man kan simpelthen ikke sammenligne dem med andre bands (korrekt, men dog har vokalen en vis reference til Rush og Zeppelin - Red.). Det ene øjeblik eksploderer de i et rockbrag med symfoniorkester på, det næste øjeblik spiller de salsa med brazilianske trompeter.

Cedric Bixler synger skiftevis på spansk og engelsk, og hans stemme og tekster passer perfekt ind i det store lydlandskab, som man - desorienteret – forsøger at hitte rede i. Tag fx værket i midten, den sært titulerede ”Miranda That Ghost Just Isn’t Holy Anymore”, hvor en syret baslinie styrer herlighederne hele vejen igennem, mens det midterste af sangen lyder som Pink Floyd på speed (!). Eller åbneren ”Cygnus....Vismund Cyngus”, som man bliver forpustet af bare at tænke på.

Den eneste deciderede ”sang”, som er nogenlunde bygget op efter standarden, er ”The Widow”, som pladeselskabet – sjovt nok – også har valgt som singleforløber.

Inden man har nået at finde hoved og hale i det syrede univers, bliver der afrundet med den samme korte akustiske hymne, der åbnede albummet, hvorefter man som lytter begynder at undre sig over, hvad man har lavet i de foregående 77 minutter…

Dette er i sandhed et album, der vil glæde musikekvilibrister, men også den almene åbensindede lytter.

KRÆVER MANGE GENNEMLYTNINGER!

Titel
Frances The Mute
Distributør
Karakter
4