Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Jylland sutter

Populær
Updated
Top 5 - Jylland sutter

Her er fem gode grunde til, hvorfor Kent forbander sin opvækst i Jylland langt væk.

For havde Kent ikke haft sit fødested 50 kilometer nord for Aalborg, i en tid hvor motorvejene først startede ved Århus, internettet ikke fandtes og Storebæltsbroen først blev bygget 20 år senere, så havde han måske haft held til også at kunne opleve disse ting, i stedet for først at høre om dem, efter at de havde fundet sted.

1. Metallica, AC/DC  m.fl. @ Gentofte Stadion, 10. august 1991
"Monsters of Rock" lagde i '91 vejen forbi Gentofte. Legendarisk koncert med optrædener fra de nævnte plus Pantera, Mötley Crüe, Queensrÿche og The Black Crowes. Jeg forbander stadig den dag i dag, at jeg som 14-årig ikke tog en pilgrimsfærd til København den dag."

2. Metallica @ Gentofte Stadion, 28. maj 1993
"Her kom Metallica igen forbi på den sidste del af 'Nowhere Else to Roam'-turnéen.  Når man tjekker setlisten, så bliver man nostalgisk. Og som jeg, der ikke var tilstede, får lyst til at tude."

3. Metallica @ Den Grå Hal, Christiania, 17. november 1997
"Jeg var faktisk på de sidste dage af min 12-måneder lange værnepligt hos Den Kongelige Livgarde og havde året forinden oplevet Metallica i Forum (og igen kun den ene af de to aftener. Så implicit ligger der også en enkelt aften i Forum fra '96 og lurer som et irritationsmoment, men da jeg mødte Lars Ulrich før showet og Jason Newsted efter showet, så kan det måske til nøds accepteres). Men pga. distancen fra Hjørring til København, og at jeg først fik nys om det, da P3 i radioen annoncerede, at der 'måske' var Metallica koncert denne aften, var det for sent rent logistisk at hoppe på et tog og komme til (hoved)staden."

4. Metallica x 3 @ Forum, juli 2009
"Som hardcore Metallica-fan er det hårdt at måtte skære tre datoer fra pga. arbejde, logistik, penge, familie m.v. Så jeg måtte nøjes med to aftener i træk, og så lade resten være til sjællænderne. Havde jeg nu boet derovre, så havde det været noget lettere med transport til og fra arbejde, samt børnepasning og dermed garanteret, at jeg var tilstede alle fem aftener."

5. Metallica @ Roskilde Festival, 1. juli 1999
"Jeg havde lige fået nyt arbejde og købt hus, så igen var logistikken og ferieplanen imod mig. Der kom et lille plaster på såret i '03, da Metallica samme sted gav en af deres bedste koncerter nogensinde på dansk muld. Det ændrer dog ikke ved, at RF '99 havde været endnu en herlig oplevelse at have på hukommelsen."

Alt i alt kan det koges ned til, at var jeg blot blevet født et mere optimalt sted, rent geografisk, så havde jeg haft minimum syv - otte flere Metallica koncerter på samvittigheden end de nuværende 11.

Jeg hader Jylland!