Uncle Sam besøger Amager
Populær
Iced Earths gav en velfungerende koncert på Amager Bio, hvor Volbeats Michael Poulsen også kom på scenen.
Et af de mange bands, der blev ramt af The ROCKs pludselig lukning, var Amerikas powermetalhelte Iced Earth, der stod klar til at promovere seneste album ’Dystopia’. Heldigvis sprang Amager Bio hurtigt til og overtog koncerten, og det var selvfølgelig fint nok, selvom den gamle fangekælder nok havde passet bedre til antallet af gæster
At Danmark ikke ligefrem gemmer på den største gruppe Iced Earth-fans var i hvert fald tydeligt, eftersom der var rigeligt med tomrum et stykke fra scenen, og måske heller ikke den helt vilde syng-med-stemning. Af samme grund var denne anmelder også lidt i tvivl, når han forsøgte at afkode bandets ansigtsudtryk – gemte der sig en lille skuffelse over at spille for forholdsvist få mennesker i København sammenlignet med de større steder og mængder, amerikanerne er vant til?
Udpluk fra hele karrieren
Men uanset hvad leverede Iced Earth i hvert fald den metalliske vare, som man kan forvente af et erfarent band med flere stærke albums i baghånden. Sikkert ledet af Uncle-Sam-klonen og banddiktator Jon Schaffer fremførte kvintetten en solid blanding af ældre sager, som den fænomenale ’The Hunter’, men også stærke nye hymner fra dette års udgivelse, viste deres berettigelse i livesættet. Numre som ’V’ og indledningen ’Dystopia’ har måske ikke klassikerstatus eller potentiale til at opnå det, men den nye sanger Stu Block forstod at give dem et mere personligt touch, så de stod sig bedre end værker, han naturligvis ikke kan få samme ejerskabsfornemmelse til.
Dog bestod han så afgjort testen som den nye frontmand, og i modsætning til mange andre sangere, der skal agere erstatning for en respekteret vokalist, har Stu Block klogelig valgt at tage sine egne veje, og blandt andet tilføjet et meget lækkert og utroligt skingert skrig, som ikke var i forgængernes Matt Barlows repertoire.
Hjemlandets helt
En anden sanger med personlighed er Volbeats Michael Poulsen, og da han ikke helt hører hjemme i powermetallen, var det nok en rimeligt stor overraskelse for de fleste, at se ham entrere scenen under det smukke kraftfylde ballade ’Watching Over Me’ med en Jack Daniels-flaske i hånden, hvorefter han gav en hjælpende stemme med. Og heldigvis var det ikke kun show og sjov, men også musikalsk en fin tilføjelse til et i forvejen fornemt nummer.
I det hele taget en god oplevelse med et meget professionelt band, men man kunne ikke undgå at stå tilbage med en fornemmelse af, at det kunne have været så meget bedre på et mindre sted eller med en større mængde tilhørere – proportionerne var ikke helt i orden.