Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gode genudgivelser

Updated
Gode genudgivelser

Pladeselskabet, der har Death i deres stald har valgt at genudgive to liveoptagelser i én udgivelse, der bærer navnet 'Vivus!'.

Kunstner
Titel
Vivus!
Dato
27-02-2012
Label
Distributør
Karakter
3

Det latinske ord "vivus" betyder at være i live. Det kan man ikke helt sige om Death og Chuck Schuldiner. Men pladeselskabet Relapse Records har gjort sit for at holde ånden i live, da de på det seneste har genudgivet nogle af bandets plader i ny indpakning med en masse ekstramateriale og remastered musikken. Nu er turen så kommet til Deaths to liveudgivelser 'Live in L.A.' og 'Live at Eindhoven'.

Det er der blevet en dobbeltplade ud af, hvor der på den første skive er koncerten fra Whisky A Go-Go i Los Angeles tilbage i december 1998 da Death måske var på sit højeste. Samme år havde Death stået på Dynamo Open Air i Eindhoven og spillet en koncert i august måned, og det er den optagelse, der udgør anden halvdel af 'Vivus!'

Rent lydmæssigt er 'Live in L.A.' den bedste af de to. Optagelsen fra Dynamo er ikke nær så god, men den fanger ret godt energien til en Death-koncert, ligesom den indendørs fra Los Angeles fanger intensiteten i et show med publikum helt tæt på. Begge shows har som sagt været udgivet før, også på DVD, men her får du dem altså på CD.

Det, der kan retfærdiggøre genudgivelsen, er, at de kan være svære at få fat på i dag. Nu har man samlet dem i én pakke, og tidligere trommeslager Richard Cristy har skrevet i cd-booklet'en, ligesom manager Eric Greif har været i gemmerne efter gamle og tidligere usete fotos af Death og Schuldiner til udgivelsen. Er man fan, som undertegnede, er det lige nostalgisk at genhøre Death hver gang, så denne udgivelse går rent hjem hos mig.

Jeg ejer dog (selvfølgelig) begge udgivelser i forvejen, og 'Vivus!' er derfor ikke så vigtig en genudgivelse for mig, som det potentielt kan være for folk, der endnu har til gode at stifte bekendtskab med dette utroligt vigtige band. Det bliver derfor til tre stjerner for at have samlet udgivelserne i én, genudgivet dem samt at have taget sig tid til at gøre det til en helstøbt udgivelse med ord fra tidligere medlemmer og fotos fra arkiverne.