Midnats-metal i flammer
Populær
High on Fire var efter fem års fravær tilbage i Hovedstaden og sendte publikum til tælling i gulvbrædderne med en næsten perfekt koncert, hvor Matt Pike nok engang beviste, han er metalverdenens sejeste outlaw.
02. Frost Hammer
03. 10.000 Years
04. Devilution
05. Last
06. Fertile Green
07. Rumors of War
08. DII
09. Speedwolf
10. Fury Whip
11. Madness of an Architect
12. Snakes for the Divine
Vi skal helt tilbage til november 2007 for at finde tidspunktet, hvor High on Fire sidst satte hovedstadens Loppen i flammer med en koncert af mastodontiske dimensioner. Så forventningerne til søndagens midnatsmesse på selvsamme spillested med den amerikanske trio var selvsagt store.
Koncerten i 2007 endte med at blive forsinket, da frontmand Matt Pike aftenen inden var blevet anholdt i Hamburg, fordi han gik rundt i en brandert og smadrede biler.
Meget er dog sket for bandet i løbet af de fem år. Der er stadig stabil sludge-pondus de i to forrige skiver, ’Snakes for the Divine’ og ’De Vermis Mysteriis’, men de har unægtelig ikke samme format som bandets fire første suveræne udgivelser. Ned ad bakke er det også gået for Matt Pike, som i sommer lod sig indlægge for et seriøst alkoholmisbrug, der har sat sine spor hos den nu temmelig overvægtige frontmand.
Så der var skruet ned for fortidens fordrukne og energiske galning på scenen, i forhold til ham der troppede op denne søndag aften. Og det gjorde det såmænd kun endnu mere sympatisk, at Pike hev al energi ud sin 40-årige, slidte krop, i de 75 minutter denne turnés sidste koncert varede.
I højeste gear fra start
Des Kensel satte showet i gang ved at smadre løs på trommerne til ’Serums of Liao’, hvorefter hele trioens metalbulldozer fra start gik op i det højeste gear og tromlede sig hen over de 300 publikummer. Og begejstringen blandt de fornuftige fremmødte blev ikke mindre, da bandet fortsatte over i ’Frost Hammer’, der naglede én fast i den tunge trance, musikken og scenens grønne lys medførte.
Mægtige ’10.000 Years’ og ’Devilution’ fulgte efter, og numrene understregede i den grad, hvorfor High on Fire er i liga med metalverdenens største navne.
Des Kensel og bassist Jeff Matz suveræne sammenspil supplerer sublimt Pikes dræber-riffs og talent for udsyrede soli. Trioen er i en klasse, som få kan være med i, og ironisk nok er det måske netop evnerne til at skabe originalt og gennemført metal, der skræmmer mainstream-masserne væk.
Pike dør med støvlerne på
Musikken er råt for usødet og fandenivoldsk fedt, og Matt Pike – der vanen tro var i bar overkrop – er en af de mest autentiske og rebelske frontmænd, man finder i disse tider i rockens verden. Smurt ind i sved og savl trak han al kraft ud af sin hæse hals, så han af og til lignede én, der var tæt på at kollapse.
Og det gjorde han næsten også, da koncerten var forbi, og han var på vej ned til backstagelokalet, hvilket undertegnede tilfældigt observerede. Mere dedikeret kan det næppe blive over for musikken og, ikke mindst, publikum. Hvis High on Fire var en film, ville de være en western, med Pike som den tidligere fordrukne outlaw, der ofrer sig i den gode sags tjeneste, og dør med støvlerne på.
Genistregerne manglede
Koncerten var dog ikke et mesterværk, hvis vi lige skal blive i jargonen. Spændingskurven bevægede sig lidt for meget op og ned, mellem højdepunkter som ’Fury Whip’ og ’Rumors of War’, og skæringer fra sidste års ’De Vermis Mysteriis’ i form af ’Fertile Green’ og ’Madness of an Architect’, der blev en anelse jævnt leveret.
’Snakes for the Divine’ lukkede koncerten med otte minutters power, hvor Pike pressede de sidste fede riffs ud af fingrene. Et nummer, der fungerede som en ganske stabil afslutning. Men når nu de ikke havde spillet i København i over fem år, ja, så blev man da alligevel lettere fornærmet over, at obligatoriske genisteger som ’Bagdad’, ’Turk’ og ’Blessed Black Wings’ ikke blev hevet frem, for så havde ingen forladt Loppen i tvivl om, at High on Fire er et af verdens bedste metalbands.