Sortmetallisk suverænitet

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/76/94/74/23285_-h1w4346-1362952500.jpg
10. Marts 2013    

Texanske ABSU viste on(d)sdag, hvorfor de er et af de bedste bands i black metal-genren; en sand magtdemonstration, orkestreret mageløst af trommeslager, vokalist og bandleder Proscriptor McGovern. Men også unge danske Solbrud gjorde det ganske godt.

Kunstner
Titel
+ Solbrud
Spillested
Dato
06-03-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Der var lagt op til lidt af et brag på Loppen, hvor de evigt vitale texanske veteraner ABSU spillede deres kun anden koncert i Danmark (den første var på The Rock tilbage i 2009). Som opvarmning var valgt det unge danske band Solbrud, der har modtaget ganske meget ros for det selbetitlede debutalbum fra sidste år. Selvom de har været ret aktive på koncertfronten det seneste års tid, var dette mit første livemøde med dem.

Undgår genrens faldgruber

De opererer inden for den her Wolves in the Throne Room-inspirerede ”øko-black”-stil, med lange, stemningsopbyggende passager, men har dog heldigvis en hårdere, mere beskidt og metallisk lyd end mange andre nyere bands i stilarten, der i mindre behændige hænder let kan blive en nosseløs omgang ingenting bestående af endeløse, klodsede opbygninger til noget, der aldrig sker.

Den opmærksomme læser har nok fanget, at det ikke er min favoritsubgenre. Men Solbrud har nu alligevel noget mere end de fleste bands i genren, dels i den mere metalliske lyd, dels i forsanger og guitarist Ole Luks ret så fremragende rasp, der er virkelig kraftfuldt og ildevarslende på samme tid. Solbrud er ligeledes gode til at variere i tempo, og når de er bedst kan man godt gå og glemme, at numrene altså er ret lange.

Men jeg må også indrømme, at jeg nogle gange synes, at det hele bliver lidt vel forudsigeligt. De spiller fire sange, hvoraf tre er helt nye, men selvom jeg altså aldrig har hørt 3/4 af sangene før denne aften har jeg ingen problemer med at følge med eller med at synes, at det hele virker lidt rigeligt velkendt på forhånd. Det er sikkert denne umiddelbare tilgængelighed, der har været med til at give dem deres ganske velfortjente succes, men det giver også bare en snert af forudsigelighed, som gør, at jeg fra tid til anden kan kede mig lidt. Den sidste sang har en hårdere, mere rå tilgang og er også den bedste.

(Solbrud: 3)

Mytologisk okkult metal

Texanske ABSU har været i gang i temmelig mange år efterhånden, og har altid haft en ganske unik position med deres såkaldte ”mythological occult metal”; en genrebetegnelse, der dækker over en kompleks blanding af black og thrash med masser af små, stemningsskabende detaljer og tekster om forskellige præ-jødiske og -islamiske mellemøstlige mytologier, keltisk mytologi m.m. De leverer omtrent altid metal af allerhøjeste kvalitet, og hvis der ellers var nogen form for retfærdighed til, så var de langt større end de er i dag. Men det er der ikke. På de to seneste album, 'ABSU' og 'ABZU' (det næste skal såmænd hedde 'APSU'), har de inddraget enkelte proggede elementer i den hæsblæsende metalorkan.

Kontrolleret, velspillet og afsindigt hurtigt

Bandets drivkraft er trommeslager og vokalist Proscriptor McGovern, der pisker musikken frem over stepperne. Han er en af verdens bedste metaltrommeslagere, spiller ultrapræcist og meget tydeligt – ikke noget med at gemme sig bag en mur af bækkenstøj her: Hvert enkelt slag kan tydeligt høres. Tempoet er hæsblæsende, men det lyder ingenlunde kaotisk, snarere ekstremt kontrolleret og velspillet, uden på nogen måde at blive sterilt.

Det kan næsten være for meget, og der er en fare for, at det kommer til at virke lidt ensformigt, simpelthen fordi det går så stærkt. Men bandet ved også godt, at de ikke skal spille mget mere end en time og et kvarters penge, og så har de en styrke i, at nærmest alle riffs er svinefede, ligesom sangene har masser af stemning og onde, onde passager. Undervejs kommer de godt rundt i bagkataloget, og får også indflettet nogle ældre, lidt mere doomy sange, som giver en smule tempomæssig variation, ligesom det er fedt, at vokalen er delt mellem McGovern og bassisten/vokalisten Ezezu – afvekslingen mellem McGoverns skrig og Ezezus dybere gravrøvervokal giver (endu mere) dynamik.

Tiaraklædt trommeslager

Bandet virke også oprigtigt glade for at stå på scenen – sceneshow er der ikke meget af, men glæden over at stå på scenen virker oprigtig. Netop sceneshowet er det eneste, der virker lidt mærkværdigt. Det er stort set fraværende, men alligevel insisterer Proscriptor McGovern på at bære en tiara (der godt nok også holder mikrofonen på plads, men alligevel … ) og nogle fjollede nylonærmer, ligesom han insisterer på at tale til publikum med sin raspende black metal-vokal. Det kommer til at virke lidt malplaceret, når de to andre bare har lidt corpsepaint på.

På den anden side er det vel tilladt at have en lille smule storhedsvanvid på scenen, når man er så god til at spille på trommer som McGovern er. Man måtte såmænd også have storhedsvanvid hvis man vare bare en tiendedel så god til noget overhovedet, som McGovern er til at spille trommer. Og når man leverer en koncert på så rasende højt niveau, så kan man for min skyld spille iført både bowlerhat, brocher og butterfly. ABSU er et suverænt godt metal-band, der ligger adskillige niveauer over de fleste andre.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her