Succes i Satans navn Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/99/35/a6/23326_-e2p7197-1364159156.jpg
24. Marts 2013    

Tredje omgang af Pumpehusets Total Carnage Fest var en sort succes med tre black metal-bands og tre timers fri fadøl.

Titel
Total Carnage Fest III
Spillested
Dato
23-03-2013
Koncertarrangør
Karakter
4

Det er et lille års tid siden, Pumpehuset afholdt den første omgang Total Carnage Fest med metal og fri fadøl i tre timer. Den gang var der dødsmetal på programmet, og til den opfølgende nedslagtnings-fest i september blev øllet skyllet ned til thrash-bands. Konceptet og musikken har begge gange være ganske optimalt, så det var temmelig underligt, at tredje planlagte tur blev rykket på grund af svigtende billetsalg tilbage i november. På den anden side virkede det måske noget naivt at holde en fri fadøls-fest på en torsdag.

I lørdags blev der så rettet op på det, da et par hundrede metal-entusiaster troppede op for at hylde Satan og sanseløs beruselse. Tredje Total Carnage Fest stod i black metallens tegn, og bød på tre meget varierede black metal-bands.

Mytologisk metal skuffede

Eldjudnir har rumsteret i undergrunden i snart ti år og debuterede sidste år med fuldlængden ’Angrboda’. Bandet har taget navn efter hallen i underverdenens dødsrige i den nordiske mytologi. Det er samme nordiske mytologi, Eldjudnir henter sin inspiration fra. ’Angrboda’ er baseret på teksten ’Kong Gylfes Forblændelse’, der er en de af yngre islandske ’Eddaer’, som skjalden Snorri Sturluson nedfældede for ca. 800 år siden. Eldjudnirs univers lægger sig derfor tæt op ad norske Helheim, hvilket musikken også gør. Det er klassisk black metal, der varierer mellem fuldt skrald og tunge passager, og numrene kommer sjældent under mindst seks minutter.

Og til en aften som stod på Satans favoritmusik, kunne det ikke være mere passende, end at kvartetten indtog scenen iført sorte kutter. Et image, der nok kunne løftes op, hvis bandet er konsekvente med sorte instrumenter, frem for den ene brune guitar og bas.

Frontmand og guitarist Jacob Larsen growler teksterne på det gamle islandske originalsprog, og det giver en ganske stemningsfuld effekt som komplementerer musikken. På pladen fungerer det fint, hvor også numrenes akustiske passager falder godt ind i den røde tråd. Men denne aften haltede musikken flere steder og udviklede sig i en lettere kedelig og infernalsk larmende retning. Eldjudnir høvlede løs på instrumenterne gennem koncertens 40 minutter, og man savnede ofte at mærke, at bandet var oven på i det materiale, som de vil levere. Black metal kan som bekendt være en af de mest hurtige og ekstreme genrer, der findes. Og Eldjudnir spillede utvivlsomt i et rasende tempo, men flere gange lød det mere kaotisk end kompetent udført. Den mørke stemning, som den kutteklædte kvartet ellers har på plade, føltes aldrig nærværende. Det fik desværre koncerten til at udvikle sig i en lettere ligegyldig retning, hvor flere publikummer også virkede til at tabe koncentrationen ned i ølglasset.

(Eldjudnir: 2)

Dansk black metals store håb

Det er et år siden, Solbrud sendte deres selvbetitlede debut på gaden med fire numre, hvor nogle af dem varer femten minutter. Og det har været et godt år for den københavnske kvartet, der opsigtsvækkende blev nomineret til en Steppeulve-pris for ”Årets håb” af de danske musikkritikere. De vandt ikke, for så meget fornuft er landets musikkritikere dog endnu ikke kommet i besiddelse af. Til gengæld vandt Solbrud nok flere nye fans denne aften, hvor de leverede en noget nær perfekt koncert.

Gruppen lagde ud med den episke og tolv minutter lange ’Bortgang’, der hurtigt sørgede for en kirkegårds-atmosfære i Pumpehuset, der her var ved at være fuldt godt op. Da undertegnede anmeldte debutalbummet, var der et par kritiske punkter om, at de lange sange blev for monotone i længden. Og for pladens vedkommende gælder det såmænd stadig, men for fanden, hvor fungerede det godt her live, hvor der også blev spillet nye numre.

Variationen er stor i sangstrukturen, som skifter fra et bedemandstempo og så til stortrommer, der pludselig buldrer løs, mens frontmand Ole Pedersen Luks hæse growl spreder sig som en dyster tåge i lokalet.

Solbrud fjernede fokus fra den fri fadøl og sendte en stor skare af publikummet i en sortmetallisk trance, med vidtløftig musik der resulterede i en opløftende oplevelse.

(Solbrud: 4)

Energisk afslutning med helvedes helte

Klokken var ikke langt fra at slå midnat, da aftenens hyldest til helvedes hornede helt skulle rundes af med århusianske Horned Almighty. Bandet kan i år fejre ti års jubilæum, og udkommer senere på året med deres femte fuldlængdealbum. Bandet har en særpræget stil, hvor de krydser black metal med energien fra punk, der giver musikken en fandenivoldsk attitude.

Med drabelig corpse paint lignede Horned Almighty noget, som lige var trådt op nede fra den flamme-varme kælder, da de gik på scenen. Fra deres sidste skive ’Necro Spirituals’ blev der lagt ud med ’Fountain of a Thousand Plaugues’, der satte niveauet højt for den lille time, den voldsomme koncert varede. Publikum efterlod ingen tvivl om, at der nu var blevet skyllet store mængder øl indenbords. (Angiveligt blev der tømt 750 liter øl!) Der blev tonset igennem til titelsangen ’Necro Spirituals’, og ’Age of Scorn’ fra samme album. Fra forgængeren ’Contaminating the Divine’ kom ’Vile Works of Witchcraft’, der blev leveret med en brutal energi.

Frontmand Simon Petersen gik rundt på scenen og growlede ondt som en undsluppet dæmon fra helvedes flammer. Den fængende og hårde musik kom ud og scenekanten med samme energi som på pladerne, og det fik samspillet mellem band og publikum til at fungere helt optimalt. Horned Almighty viste et overbevisende fedt format og var uden tvivl den eneste værdige afslutning på nok en våd og succesfuld omgang Total Carnage Fest.

(Horned Almighty: 5)

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her