Mørke vibrationer under sommervarmen
Populær
Koncertaktuelle Dark Buddha Rising smider deres femte album på gaden. Det er en omgang tung, rituel sludge metal fra et langsomt og depraveret sind.
2. K
3. H
4. M
5. N
6. L
Dark Buddha Rising er et finsk doomband med drone-elementer, eller også er det omvendt. Det tunge og det repeterende vægtes således nogenlunde ligeværdigt i det introverte helvede, der er Dark Buddha Risings musikalske univers. På sidste års Roadburn Festival tog bandet positivt røven på én ved at være et af årets bedste navne overhovedet, og ifølge vores mand til Heavy Days in Doomtown, skulle de desuden havde brilleret i Ungdomshuset tidligere i år. Det har kort sagt været med dyster glæde og perverteret spænding, at man har set frem til, at bandets femte udgivelse skulle ramme gaden – specielt nu, hvor Dark Buddha Rising er blevet tilføjet plakaten som opvarmning for Neurosis i Den Grå Hal om et par uger.
En mørk udfordring
Man kan lige så godt lade det være sagt med det samme: ’Dakhmandal’ er formentlig ikke for alle. Det kan faktisk være noget af en test at sidde albummet igennem. Det er ikke, fordi tonerne ikke er suveræne, eller instrumenteringen ikke er leveret overlegent. Hverken produktionen eller musikerne fejler det mindste. Men skidtet er ondt, sådan virkelig modbydeligt ondt, og der kræves både tålmodighed og viljestyrke, hvis man skal fordybe sig i pladens små halvanden time lange seance. For nogle vil det være alt for lang tid, for andre vil det ikke være nok. Kan man desuden nikkende anerkendende til det dejligt antimelodiøse soniske snavs, der findes hos Sunn O))), er man godt forberedt. Ikke at finnerne tager monotonien helt så langt ud, men afslutningen i ’H’ er alligevel ikke langt fra.
For en lukket skare
Der er desuden noget absolut pirrende over brugen af vokal på pladen. Mens instrumenteringen det ene nummer efter det andet nærmest udelukkende er monoton/repeterende/tung/balstyrisk, da bidrager den rituelle/messende/sataniske vokal med noget andet ... hmmm ... ja, noget nærmest organisk. Vokalen fylder ikke meget på pladen, tværtimod, men når den er tilstede, så fungerer den virkelig. Første gang, den dukker op, er under pladens anden skæring, ’K’, der starter ud med et regulært sludge-vibe fra en suverænt nedstemt guitar a la Yobs Mike Scheidt. Sangen bevæger sig derefter længere ind i den særlige Yob-signatur, tilføjer det en ny lyd af noget weirdo-space, inden den også når omkring et ufravigeligt OM-feel og en foruroligende bizar doom/black metal-udtoning. Det er mildest talt ikke alle vokaler, der ville passe ind i en så varieret masse, som den Dark Buddha Rising udfører, men ved at skifte mellem det forførerisk messende og det introverte psykotiske lykkes det suverænt.
Bredere tilgængelig
Til trods for at ’Dakhmandal’ er bandets femte album, er det samtidig det første af deres album, som bliver bredere tilgængeligt. Hvor de første fire album alle var selvfinansierede og udgivet på bandets eget pladeselskab, Post-RBMM, er den nye plade udgivet med landmændene fra Svart Records i ryggen; et selskab, som efterhånden har fået etableret sig som et stærkt pladeselskab for både genudgivelser og nysignede bands. Mens de tidligere plader hovedsagligt er ude på vinyl og kan være en smule svære at få støvet frem hos forhandlerne, er ’Dakhmandal’ således den første skive med finnerne, som man også burde kunne skaffe sig i Stereo Studio. Just saying.
Overvejer man at købe koncertbillet til Neurosis om et par uger, har man forhåbentlig lige fået ekstra blod til på tanden til at få det gjort. Har man allerede købt sig en billet, så har man forhåbentlig fået blod på tanden til at komme på Christiania i god tid og give en omgang vedkommende finsk loco-metal en lytter med på vejen. Det kan godt gå hen og blive en stor oplevelse.