Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Rock & skygger af dæmoner

Updated
Rock & skygger af dæmoner
Rock & skygger af dæmoner
Rock & skygger af dæmoner
Rock & skygger af dæmoner
Rock & skygger af dæmoner
Rock & skygger af dæmoner
Rock & skygger af dæmoner
Rock & skygger af dæmoner

Semi-hypede Purson har udgivet deres længeventede debutplade og præsenterer dermed lytteren for en omgang eklektisk og velspillet psykedelisk rock, som lever fint op til de sexede forventninger.

Kunstner
Titel
The Circle and the Blue Door
Dato
30-04-2013
Genre
Trackliste
1. Wake Up Sleepy Head
2. The Contract
3. Spiderwood Farm
4. Sailor's Wife's Lament
5. Leaning On A Bear
6. Tempest And The Tide
7. Mavericks And Mystics
8. Well Spoiled Machine
9. Sapphire Ward
10. Rocking Horse
11. Tragic Catastrophe
Karakter
3

Den britiske kvartet i Purson er på mange måder indbegrebet af det, der angiveligt synes at rykke hos den stadig større og større skare af rockpublikummet, der er på udkig efter noget andet og mere end lyden af mainstream. Pursons musikalske udtryk er som slebet over tilslørede hashtåger fra sen-60’erne og produktionen på deres debutalbum, ’The Circle and the Blue Door’, vil højst sandsynligt gå lige i bukserne på lyttere af Uncle Acid & the Deadbeats og i særdeleshed Blood Ceremony. Samtidig har pladen på anderledes vis ligeledes en sonisk intensitet, der ikke blot læner sig op af lyden af Black Sabbath-riffs og doommetal, men som ligeledes trækker på den folk-psykedeliske rock fra Englands sen-60’ere.

Allerede sidste år udgav Purson deres første 7”-single – der imidlertid hurtigt blev udsolgt og som allerede nu er i forholdsvis høj kurs hos internettets forbandede vinyl-købmænd – men til trods for at de sidenhen har udgivet yderligere én 7”, skyldes det sandsynligvis i høj grad bandets ret autentiske udtryk, at de har formået at generere en solid omgang internet-hype, selv inden at de overhovedet har udgivet særlig meget musik. Internettets rocknørder med fingeren på pulsen taler dog endnu en gang sandt, for til trods for at bandet på spekulativ vis dukker frem, netop som den retrosøgende rockmusik er inde i en brandpopulær opvækkelse, så er der musikalsk set intet påtaget at komme efter. Tværtimod, hos Purson køber man kort sagt alt det autentiske, hvilket ikke mindst skyldes de fire habile musikere, der udgør bandet, som tydeligvis har mere end blot en forkærlighed for 60’erne og 70’erne at have det i.

Rosalie Cunningham

I front af Purson finder vi den 23-årige sanger, guitarist, tangentspiller, producer og bandstifter, Rosalie Cunningham, der - udover at have en fortid i det melodramatiske og nu hedengangne pigeband, Ipso Facto - ligeledes har bidraget med backing vokal på såvel Hexvessels seneste EP, ’Iron Marsh’ (2013) samt hos mægtige Cathedral på deres for nyligt udsendte svanesang, ’The Last Spire’ (2013). I Purson er hun dog midtpunktet og på ’The Circle and the Blue Door’ fylder hun spotlyset imponerende ud, som hun både skriver, spiller og synger sine skæringer med en respektindgydende selvsikkerhed.

Rent tonalt skiller Cunninghams vokal sig ikke synderligt ud, og sammenligner man eksempelvis med Alia O’Brien fra pladeselskabskollegaerne i Blood Ceremony, da har Cunningham stadig et godt stykke vej igen, inden hendes vokal i sig selv skal kunne suge én ind i bandets musikalske univers. Men hun har andre tydelige kvaliteter. Hendes frapperende og afvekslende facon at levere tekstlinjer på er eksempelvis til tider fortræffelig: ’Rocking Horse’ og ’Leaning on a Bear’ er pladens to første singleudgivelser – en henholdsvis dårlig og god én af slagsen - men gør man i stedet ’Well Spoiled Machine’ til det første nummer, som man hører med Purson, da er der pokkers god sandsynlighed for at man fra start af begiver sig ud i et vedvarende kærlighedsforhold til Cunninghams vokal og hendes særlige rytmiske formåen.

Sexet musikalitet

Derudover har man ikke mindst trommeslageren, Raphael Mura at takke for, at Pursons debutplade svinger så sexet og selvsikkert, som den gør. Mura har muligvis ikke de store armbevægelser, men med et trommesæt, der synes at bestå af kun det mest basale, har han på den anden side heller ikke brug for store armbevægelser. Mura fylder i stedet sin less-is-more-spillestil så pokkers elegant ud, at han noget nær bliver et vaskeægte klasseeksempel på en musiker, der har et suverænt øre for at få noget eklektisk og virkelig musikalsk ud af små fine fornemmelser. Specielt på hurtigere og mere dansevenlige numre som ’Leaning on a Bear’ og ’Mavericks and Mystics’ går Mura charmerende i benene på én.

Solid sangskrivning

Og charmerende synes på mange måder at være en ganske rammende beskrivelse af det musikalske, der er Purson. Til trods for at bandet under deres hype-periode, inden de udgav deres debutplade, er blevet beskrevet som et aparte møde mellem doom-rock og det gotiske, er der egentlig ikke specielt meget, der karakteriserer bandet som værende doom. I hvert fald ikke på den klassiske måde. Sangene er korte, nærmest radiovenlige i deres riffs, og overordnet set er det alt andet end doom-genrens typiske in-your-face-pondus, der præger pladens guitarspil. Pladen er i stedet anderledes løst spillet og svinger mere, end den rocker. Man kunne også sige, at den går mere i benene end i nævnerne hos lytteren.

Der er flere svagere øjeblikke på pladen. ’Tempest and the Tide’ dukker eksempelvis op halvvejs inde og får pladen til at stå stille, som den i god tro men også på kedelig vis krydrer udspillets dominerende melodiske up-tempo-rytmik med en anderledes langsom, akustisk guitar samt lyden af en ellers dyb, drømmende og vedkommende mellotron. Til trods for gode toner og et godt guitarspil forbliver sangen dog lige vældig hedensk og heksekedel-agtig til denne skribent smag. Hensigten med at placere sangen midtvejs inde er god, som intentionen som nævnt er at krydre pladen med lyden af noget anderledes stemningsfyldt og bidrage med en anderledes nedtonet fornemmelse - sangen er dog ganske enkelt ikke specielt god. Det samme er til dels tilfældet med ’Sapphire Ward’, der til trods for et forrygende midt-70’er-Slade-lignende guitar-riff under sine vers, har et stillestående, drønkedeligt omkvæd.

Rottefænger-afslutning

Det afsluttende nummer derimod, ’Tragic Catastrophe’, kan man ikke havde de fjerneste indvendinger imod, som det ikke blot er en af de mere rytmisk-aparte rockballader, man har hørt længe, men også en af de absolut stærkere. Specielt nummerets afsluttende gentagende rytme, der således slutter hele ’The Circle and the Blue Door’ af med en repeterende og catchy rytme, der i form af henholdsvis en varm orgelbund, vekslende æggende trommer samt en nynnede vokal fra Cunningham smidt på toppen af det hele, på én gang minder om en trist og forførende rottefænger-melodi, der nemt kan lokke i fordærv. Det er kort sagt en bundsolid skæring, man ikke kan ryste af sig.

Pursons debutplade er den perfekte udgivelse at tage med sig, hvis man har planer om at tage på telttur i sensommeren. Rytmisk set bruser den over af vedkommende våd jord og djævle i skovbunden, uden at den kammer over i det sataniske og bliver decideret uhyggelig god. Personligt kunne man godt have ønske sig at høre de gode musikere folde sig mere ud, eksempelvis ved at gøre numrene længere og give lidt mere plads til mere af det instrumentale lir, man kortvarigt hører på ’Mavericks and Mystics’. Men som debutplade er det en fremragende plade, der bør ramme bredt. Og at vi hører meget mere til Purson, er der ingen tvivl om.