Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metal Magic Festival 6: Fredag

Populær
Updated
Metal Magic Festival 6: Fredag
Metal Magic Festival 6: Fredag
Metal Magic Festival 6: Fredag
Metal Magic Festival 6: Fredag
Metal Magic Festival 6: Fredag
Metal Magic Festival 6: Fredag
Metal Magic Festival 6: Fredag
Metal Magic Festival 6: Fredag

Fredag på Metal Magic bød på et varieret program med højdepunkter i form af doom-bandet Altar of Oblivion, kaosdødsbandet Portal og rockbandet Beastmilk. Men der var også mange andre fine koncerter.

Dato
12-07-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Fredagen startede med dagens første band, norske Infant Death, der spillede indendørsscenen allerede kl. 14. At bandet var norske var nu ikke til at høre; i hvert fald var det det old school-lydende thrashband, jeg længe har hørt, primært med udgangspunkt i den tyske af slagsen. Den ene guitarist havde naturligvis fået påmonteret rundsave på albuerne. Bandet buldrede derudad, og spillede – også naturligvis – et cover af canadiske Razors klasikker ’Take This Torch’. Ganske effektiv, om end lidt enslydende morgenvækning, hvor det publikum, der var til stede, var særdeles entusiastiske.

Eftermiddagsdoomsucces

De danske doom-helte Altar of Oblivion var et band, jeg på forhånd havde regnet med ville være et af højdepunkterne på årets Metal Magic. De skuffede da heller ikke med deres episke doom metal, og bandet viste atter, at de er et af Danmarks allerbedste kort på metalscenen, ligesom de gjorde på sidste års Heavy Days in DoomTown. Helt på højde med dén legendariske koncert var de ikke, men ikke desto mindre var det en usædvanligt god koncert, der godt kunne have fortjent at ligge på et senere tidspunkt end kl. 15 fredag eftermiddag.

Bandet har mere eller mindre hele pakken, synes jeg. Virkelig velskrevne, dynamiske og fængende episke doomsange med gode vokalmelodier og mere end et stænk af klassisk metal; en formidabel sanger med en karismatisk stemme i Mik Mentor, der er også er ved at udvikle sig til en stærk frontmand; meget stærkt guitararbejde fra Allan B. Larsen og – især – sangskriver og bandleder Martin Sparvath, der besidder et overmåde stort talent; en god og kraftig rytmesektion med en bas, der ligger lidt langt fremme i lydbilledet på en meget effektiv måde, hvor man virkelig fornemmer tyngden.

Bandet havde sammensat en god sætliste ud fra det særdeles kvalitetsprægede bagkatalog. Det nærmeste, jeg kan komme kritik, er, at bandet – fraset Mik Mentor og bassist Vuml – måske er en lille smule stillestående og anonyme på scenen, men det ændrer sig forhåbentlig, når bandet angiveligt tager på turné til efteråret og får flere koncerter under bæltet. Altar of Oblivion er en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder og burde have langt, langt større kommerciel succes, end de har på nuværende tidspunkt. Også det vil flere koncerter forhåbentlig kunne rette op på, for de et pt. et af de bedste bands i genren i verden.

Metal med metal på – og endnu en reunion

Efter Altar of Oblivions doom metal var det tid til Convixion fra Grækenland på indendørsscenen. Convixion spillede speed/thrash med en smule traditionel metal smidt ind, og de kunne godt minde lidt om en mere melodisk og raffineret udgave af kultbandet Gehenna. Bandet var tydeligvis glade for at være der, og Devilutions udsendte – og publikum til koncerten generelt – var også glade for deres tilstedeværelse. Bandet var dygtige musikere, og alle deres sange handlede om metal, om at være metal og om at leve metal. Og om at drikke. Og om ikke at gå på kompromis med at være metal. Ganske herligt, selvom jeg ikke nåede samme begejstringshøjder som under Altar of Oblivion og også måtte fortrække midtvejs i sættet pga. en varme og fugtighed ved indendørsscenen, der harmonerede dårligt med mit velbefindende oven på gårsdagens øldrikning, som jeg ikke var ligeså god til, som det meste af stampublikummet er. Pokkers til stopknap.

Derefter var det tid til gendannede danske Mirage, der heller ikke havde stået på en scene i lang tid. Bandet var ikke helt så hårde som Wasted, men gjorde til gengæld en markant bedre figur, fordi de dels spillede med mere overskud, energi og tightness, dels også virkede, som om de rent faktisk troede på, at de ville kunne gøre en god figur fra start. Bandet var udvidet med en ung backingsangeride (en datter af et af medlemmerne?), sikkert fordi sangeren ikke kunne nå helt de samme høje toner, som i de unge år. Mirage gjorde en fin figur, selvom de for en ikke-kender måske savnede lidt numre, der stak ud fra mængden. En mere episk, doomy sag, som jeg tror hed ’So Many Years Ago’ gjorde sig til gengæld virkelig godt. En fin reunion-koncert.

Derefter var det tid til en lille lur for Devilutions udsendte. Den blev dog lidt længere end planlagt, så Cirith Ungol-tributebandet Finger of Scorn måtte overleve uden at blive beset af undertegnede. Folk sagde, at de gjorde det godt, og det er jo rart at vide, at de kom sig over den skuffelse, det med garanti må have været ikke at finde en Devilution-skribent blandt publikum.

Hollandske Emerald spillede klassisk 80’er-metal, og de er anmeldt andetsteds. Selv syntes jeg, at musikken egentlig var glimrende, men at forsangerens omtrent konstante brug af falset måske var lige i overkanten.

Doom-tid igen

Det tyske doom metal-band Angel of Damnation spillede deres debutkoncert på festivalen på den lille indendørsscene. Dem missede jeg af en eller grund; nok fordi både blev drukket øl og udvekslet anekdoter på bænkene udenfor. Det var måske ikke en optimal prioritering, men sådan er det jo også at være på festival.

Til gengæld fik vi rigtig diskuteret, hvad der mon blev af det (ikke så gode) danske fanzine Metal Poisoning, der huserede i sluthalvfemserne og blev lavet af tre (?) piger og solgt for 15 kr. eksemplaret. Mine venner og jeg har efterhånden kendt hinanden i et par år, så det kan være en smule svært at finde emner, der endnu ikke er færdigdebatterede.  Diskussionsmulighederne blev også begrænset en smule af, at vi ikke rigtig vidste, hvad der var blevet af det, udover at det var holdt op med at udkomme, så snakken gik hurtigt videre, til hvad der mon er blevet af gamle ’guestalized’-skribenter fra Metalized. Så der er ikke nogen, der skal komme og sige, at man ikke kan føre en dyb og intelligent samtale på Metal Magic.

Til gengæld lykkedes det mig endelig at finde mennesker, der ville bakke mig op i, at Motörheads 90'er-periode faktisk er deres bedste. Så lever jeg fint med, at der ikke var 100 % konsensus, om hvilket album der var bedst (Devilutions udsendte holdt på 'Overnight Sensation', men også '1916' (som også er et stærkt bud), 'Bastards' (som ville være et stærkt bud, hvis ikke det var for 'Don't Let Daddy Kiss Me') og 'Inferno' blev bragt på banen.

Der var mere episk doom metal med chilensk/svenske Procession, som tidligere på året gjorde en virkelig god figur på Heavy Days in DoomTown-festivalen. Helt så god en figur gjorde de, som det fremgår af denne anmeldelse, ikke her, men det var nok mest en halv svipser; jeg havde i hvert fald fået et par øl, og så er jeg et bedre og mere tilgivende menneske end normalt.

Kutteklædt ondskab og post-punk

De tyske thrashere fra Nocturnal fik jeg ikke set. Bandet er populære blandt kendere, og var det også blandt publikum, men jeg havde personligt nået et lille thrashmætningspunkt på dette tidspunkt, og det kollidere fint med, at ølmætningspunktet ikke var nået. Det var sikkert ikke den fornuftigste prioritering, men på den anden side, så ville det ikke være Metal Magic, hvis ikke der blev foretaget dumme prioriteringer.

Så næste band for mig blev det australske kultband Portal, der repræsenterede rendyrket Lovecraftiansk, kutteklædt ondskab fra de allermest forbudte æoner og den slags. De er anmeldt andetsteds, og de var ekstremt fascinerende for mig og store dele af publikum, og sikkert lattervækkende for lige så store dele af publikum.

Det er med garanti ikke helt nemt at komme efter en så intens omgang, som Portal var, men finske Beastmilk gjorde det faktisk til UG med kryds og slange. Som et lettere eksperimenterende post-punkband var de langt fra standardvaren på Metal Magic, men kvalitetsmæssigt var de klasser over det meste. Forsanger Mat ”Kvohst” McNerney har, som kendere vil vide, en fortid i black metal-bandene DHG (Dødheimsgard) og Code, ligesom han også er frontmand i Hexvessel, som Devilution var begejstrede for på Heavy Days in DoomTown.

Sammenlignet med Hexvessel er dette projekt dog langt mere rocket og, som nævnt, post-punket i lyden, men begge er karakteriseret ved MacNerneys voldsomt karismatiske i vellydende stemme. I Beastmilk sniger der sig også nogle spøjse Danzig-agtige fraseringer ind i mixet, og det gavn en ekstra dimension – som hvis Danzig mødte  Joy Division og The Church og et eller andet sært og udefinerbart. I afslutningsnummeret ’Children of the Atom Bomb’ har Beastmilk er regulært hit, men koncerten var i det hele taget præget af høj klasse. En dejlig afslutning på fredagen.

Det var en anden reporter, der tog sig af lørdagen for Devilution, men herfra skal atter lyde begejstring for Metal Magic, der er et af Danmarks stærkeste festivalkort. Stemningen er fremragende, øllen er billig, distroerne er gode, og musikken præsenterer mange gode undergrundsbands, man ellers aldrig får chancen for at se. Årets program var måske ikke helt så stærkt i toppen som sidste års, men var til gengæld stærkere i bredden, ligesom det virkede, som om toiletforhold og den slags havde fået et nøk opad i forhold til sidste år. Man kunne i år også få morgenmad og frokost på festivalpladsen, og selvom udvalget ikke var voldsomt stort, så var det rart, at muligheden forelå, og at kvaliteten på i hvert fald frokosten (jeg fik ikke selv prøvet morgenmaden) var god. Jeg er bestemt også at finde på festivalen næste år.

Læs vores anmeldelser af fredagens koncerter her:

EMERALD
PROCESSION
PORTAL