Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

25 år og stadig forrygende

Populær
Updated
25 år og stadig forrygende
25 år og stadig forrygende
25 år og stadig forrygende
25 år og stadig forrygende
25 år og stadig forrygende
25 år og stadig forrygende
25 år og stadig forrygende
25 år og stadig forrygende

Der var ikke meget fejring at spore i sætlisten da Paradise Lost indledte deres 25-års jubilæumsturné tirsdag aften i Lille Vega, men briterne var i forrygende topform.

Spillested
Dato
03-09-2013
Genre
Trackliste
Embers Fire
Erased
Hallowed Land
Soul Courageous
Honesty in Death
Pity the Sadness
Praise Lamented Shade
One Second
In This We Dwell
As I Die
Tragic Idol
The Enemy
Ekstra:
The Rise of Denial
Widow
Faith Divides Us - Death Unites Us
The Last Time
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

I et kvart århundrede har Paradise Lost været en af metal-verdenens mest uforlignelige grupper. For 25 år siden startede de som doomet dødsmetal på ’Lost Paradise’, pionerede den gotiske metal-genre med ’Icon’ og hovedværket ’Draconian Times’, blev elektroniske på ’One Second’ og fiaskoen ’Host’, returnerede langsomt mod den guitarbaserede stil på ’In Requiem’, og beviste med sidste års triumf, ’Tragic Idol’, at det netop er og bliver den riffbaserede genre, de gør sig bedst i.

Genkendelig sætliste

I oktober bliver 25-års jubilæet markeret med udgivelsen ’Tragic Illusions 25’, der byder på sjældenheder fra hele karrieren. Så naturligvis var forventningerne store til sætlisten tirsdag aften i Lille Vega, da briterne lagde ud med det første show på jubilæumsturnéen.

Men ønsker om unikke oplevelser i form af måske ’Rotting Misery’, ’Joys of Emptiness’ eller ’Once Solemn’ forblev i den naive ende. 

Tolv ud af koncertens seksten numre var gengangere fra da de sidst stod på samme scene i maj måned 2012. Så meget for at fejre jubilæum, hva’?

Ødelagt klassiker

Til gengæld kompenserede de ved at være i strålende spilleform og ikke mindst ved at åbne med mægtige ’Embers Fire’, der ikke er hørt på dansk jord siden 1997. Klassikeren burde have været en rendyrket gotisk orgasme, men klimakset forsvandt i et buldrende lydmix, der også smadrede den efterfølgende ’Erased’.

Heldigvis blev lydforholdene rettet ind på ’Hallowed Land’, hvor Greg Mackintoshs deprimerende og velspillede solo skar sig helt ind i sjælen. En relativt sjælden oplevelse på de her breddegrader og unægtelig koncertens smukkeste triumf.

I strålende humør

For tre måneder siden spillede Paradise Lost på Sweden Rock Festival, hvor de lukkede festivalen, og Devilutions konklusion hed en deprimerende afslutning. Nick Holmes har alle dage været en utilregnelig frontmand, hvis gnave humør ofte underminerer musikken. Sådan gik det langt fra denne aften, hvor den 42-årige sanger endelig havde fundet smilet frem og var i kontakt i med publikum, der bestemt også tog vel mod bandet under hele koncerten.

Stemmen kiksede måske et par gange under ’Praise Lamented Shade’ og andre steder, men generelt holdt han både tonerne og energien, så både gammelt og nyt materiale som ’As I Die’, og ’Tragic Idol’ næppe kunne have lydt mere perfekt.

Overraskende afslutning

’The Rise of Denial’ kom som første ekstranummer og blev energisk leveret med Holmes’ halvgrowlende vokal, Mackintoshs dystre guitarriffs og Adrian Erlandssons benhårde trommespil.

En lettere overraskelse, der ikke forblev ekstranumrenes eneste. Efter knap 90 minutter lukkede en forrygende udgave af ’The Last Time’ koncerten af og erstattede det ellers altid obligatoriske hit ’Say Just Words’. Måske det ligefrem var første gang, at de ikke har spillet nummeret til en koncert siden udgivelsen i 1998? I hvert fald et tiltrængt alternativ, der viste, at Paradise Lost vitterlig burde skifte mere ud blandt de evige gamle kendinge, når de nu engang har så meget fedt materiale at trække på fra deres 13 udgivelser.

Men træerne vokser næppe ind i himlen. Alt er formodentlig ved det gamle og den vanlige sætliste, når Paradise Lost – ifølge Nick Holmes – vender tilbage til København om syv måneder.  Men, at bandet stadig er forrygende efter 25 år, kan man sgu ikke tage fra dem.