Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gabende kedeligt X7

Populær
Updated
Gabende kedeligt X7
Gabende kedeligt X7
Gabende kedeligt X7
Gabende kedeligt X7
Gabende kedeligt X7
Gabende kedeligt X7
Gabende kedeligt X7
Gabende kedeligt X7

Hvis Avenged Sevenfold gav den samme gas på scenen, som deres idoler fra Metallica, Guns N' Roses og Iron Maiden gør, havde koncerten mandag aften været en god fest. Men sådan skulle det ikke blive. I stedet snorkede de fem arrogante musikere sig igennem en 100 minutters gabende kedelig oplevelse. Hvem der bare var blevet til Ugly Kid Joe!

Spillested
Dato
11-11-2013
Trackliste
1. Shepherd of Fire
2. Critical Acclaim
3. Welcome to the Family
4. Hail to the King
5. Doing Time
6. Buried Alive
7. Fiction
8. Nightmare
9. This Means War
10. Afterlife
11. Guitar Solo/jam
12. Requiem
13. Bat Country
Ekstra
14. Chapter Four
15. Unholy Confessions
Koncertarrangør
Karakter
2

Oprindeligt var det selvfølgelig meningen at inkludere aftenens supportnavn Five Finger Death Punch i denne anmeldelse. Men i stedet gik turen spontant forbi Lions & Barrels, fordi det ifølge spillestedets tidsplan godt kunne lade sig gøre at nå dække de grimme rockdrenge fra Ugly Kid Joe, som en syg kollega måtte melde pas til. Synd for ham!  Og endnu mere synd for denne her skribent og fotografen!

Publikummet var så meget klar på det totalt udsolgte spillested i Parken, og det var bandet i den grad også. Til toner af gangsterrap gik Whitfield Crane og bandet på scenen og lagde forrygende fedt ud med 'V.I.P.' som de fulgte op med klassikeren 'Neighbor'.

De var i hopla, de var veloplagte, de var kommet for at spille. Ja, de var faktisk alt det, som Avenged Sevenfold på ingen måde var!

Men Ugly Kid Joe gik senere på end annonceret, så vi til evig forbitrelse kun nåede de to første numre, inden turen i al hast gik ud på Frederiksberg til mandagens største koncertbegivenhed. I dag melder selvmordstankerne sig så!

Det kunne nemlig slet ikke svare sig, og det er såmænd ikke, fordi der er noget galt med Avenged Sevenfolds musik.

En ny talentfuld generation

Avenged Sevenfolds seneste album 'Hail to the King' har fået flere fra det selvudnævnte metalpoliti til at hive skiltet frem og råbe og skrige om plagiering.

Nej, det er heller ikke svært at høre på det californiske band, hvor inspirationen kommer fra i de nye numre som 'This Means War', der lægger sig meget tæt op ad Metallicas 'Sad But True' eller  'Doing Time', der lyder som et ungt Guns N' Roses.

Sådan er det nu engang: Inspirationen går i arv fra en generation til den næste. Fra Black Sabbath til Metallica til Avenged Sevenfold.

Så der er sgu intet galt i, at Avenged Sevenfold lyder som deres helte fra 1980'erne, når det lykkes dem at forvandle inspirationen til deres eget musikalske udtryk. Der er nosser i gruppens heavy metal, og talentet og det unge bands evner på instrumenterne fejler bestemt heller intet, hvilket kvintetten da også til tider demonstrerede mandag aften i et kogende og udsolgt Falkoner Teater i København.

Men så er der vist heller ikke flere positive ord at bruge om Avenged Sevenfold og deres koncert denne aften. For magen til en tam indstilling på scenen skal sgu lede længe efter.

Bandet gik på til tonerne af AC/DC's 'Back in Black' og sparkede fint festen i gang med 'Shepherd of Fire' fra seneste udgivelse, hvor en tredjedel af sætlisten blev hentet fra.

'Critical Acclaim' fra det selvbetitlede album og kommercielle gennembrud i 2007 fulgte efter og blev leveret med veloplagt bid. Størstedelen af de 3000 meget unge publikummer havde helt sikkert også en gevaldig fest i menneskehavet foran scenen. For de fleste var det deres første møde med idolerne, lod det til, da frontmand M.Shadows spurgte om, hvor mange der ikke havde set dem før, og det væltede op med hænder i vejret.

Så forstår man ligesom også entusiasmen. Og godt den var at spore hos publikum, for den sev hurtigt ud af de fem mennesker på scenen.

Arrogant og på autopilot

Sidst, jeg oplevede M.Shadows, fes den dygtige sanger rundt på scenegulvet som en ung og energisk Axl Rose. Denne aften gik den 32-årige frontmand rundt i arrogant slow motion og lignede knap nok en, som gad besvære sig med at stikke en knyttet næve i vejret.

Trommeslageren fyrede den meget godt af, men resten af bandet stod konsekvent med et anonymt og forstenet udtryk i ansigtet, som var de blevet støbt fast i cement. Guitaristerne magtede dog lige at stikke spaderne simultant i vejret, da 'Chapter Four' kom som ekstranummer efter små fem kvarter. Her var menneskemængden en hel del reduceret. Forståeligt nok. Det var simpelthen gabende kedeligt og udført på autopilot, det som Avenged Sevenfold præsterede.

Det er ikke mange måneder siden undertegnede oplevede Iron Maiden i Sverige, hvor 55-årige Bruce Dickinson gav den gas som en viril teenager på scenen. Her kunne man tale om at leve sig ind i musikken med en oprigtig passion for sit arbejde og respekt for at give et nyt publikum en gedigen oplevelse hver aften. Det kan man sgu ikke påstå om Avenged Sevenfold. Ærgerligt nok, når nu musikken bestemt intet fejler.