Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Retrorockere og rebeller

Populær
Updated
Retrorockere og rebeller

Nyt retrorockband fra Texas og gamle thrash-drenge fra Californien gjorde en kold mandag aften til en svedig oplevelse på UnderWerket i Valby.

Titel
+ SpiralArms
Spillested
Dato
25-11-2013
Genre
Koncertarrangør
Karakter
4

"This is to all of you pot smoking friends," lød det fra sanger Tim Narducci, inden SpiralArms fyrede 'Dealer' af fra deres nye udgivelse 'Freedom'.

Nej, de californiske syrerockere lagde ikke skjul på deres indstilling til euforiserende substanser, da bandet gæstede UnderWerket i Valby på en kold mandag aften.

De halvgamle herres udseende vidnede da også om nogen, der i den grad lever og ånder for det frie liv på landevejene. Bukser med obligatorisk bootcut, langt skæg og solbriller talte klart for sig selv. Tim Narducci præsterede endda at være så "true", at han var iført lædervest under sin læderjakke. Sådan!

Fra deres selvbetitlede debut fra 2007s åbningsnummer 'Straight to Your Head' til 'Drugs and Alcohol' fra 'Freedom', der efter 45 minutter lukkede koncerten, stod den på syrerock, der inkluderer afstikkere til både sludgeriffs og pianopassager.

Musikalsk byder bandet måske ikke på noget nyt under syresolen fra den amerikanske vestkyst, men de seks medlemmer spillede med en ægte autentisk nerve. Flere af de vel cirka 70 fremmødte publikummer gav da også udtryk for, at det var aftenens bedste koncert, der gik lige i hjertet, som én så smukt formulerede det.

Gammelt thrash-idol

SpiralsArms musik runger dog en anelse hult i længden, da musikken aldrig helt løfter sig op på et opsigtsvækkende niveau, som holder ens opmærksomhed fast. Men det skyldes bestemt ikke mangel på talent blandt medlemmerne, hvor flere har fortid i det gamle californiske thrash-miljø i 1980'erne. Guitarist Craig Locicero var med til at grundlægge ikoniske Forbidden og har endda været live-guitarist i ingen ringere end Death. Faktisk var SpiralArms oprindelige trommeslager Chris Kontos, der som bekendt i 1990'erne baskede tønder i Machine Head og danske Konkhra.

Og her står de på en mandag aften i Valby og spiller foran vel knap 70 mennesker, uden at det smittede det mindste af på deres engagement på scenen. Det er mennesker, der lever og ånder for musikken som livsstil, og man mærkede netop, at det ikke betød noget, om det var i hedengangne Death eller Spiralsarms i fuckin´ Valby. Se, den indstilling går sgu lige i metalhjertet!

Texansk Zeppelin-rock

Aldersniveauet faldt, da hovednavnet Scorpion Child bagefter gik på scenen. Amerikanerne har syv år på bagen og har lige udsendt deres selvbetitlede debut på Nuclear Blast. Stilen er retrorock, hvor inspirationen tydeligt kommer fra Led Zeppelin, krydret med tunge guitarriffs a la The Sword, som bandet såmænd også hænger ud sammen med i hjembyen Austin, Texas, fortalte guitarist Tom Frank efter koncerten. 

Hele debuten blev spillet fra start til slut, så de svedige numre 'Polygon of Eyes' og 'The Secret Spot kom som de første, hvilket derfor gjorde starten på koncerten til den bedste og mest intense del.

De stramme rockriffs gjorde sig særdeles godt live, men bandets største force, der er sanger Aryn Jonathan Blacks stemme, haltede desværre efter. Hans Robert Plant-lydende vokal kiksede lidt for ofte, når de høje toner skulle leveres, hvilket naturligt satte sit præg på oplevelsen.

Men som hos de tågede kollegaer i SpiralArms fejlede spillelysten absolut intet. Selvom publikummerne langsomt sivede ud undervejs fra det lille spillested, tog bandet det ikke på sig, men leverede varen med overordentlig stor passion gennem koncertens samtlige 60 minutter, inden der blev sluttet af med coveret 'Keep Going' af det tyske 70'er-rockband Lucifer's Friend.

Man kan slutteligt spørge sig selv, om man så var vidne til et band, der i fremtiden kommer op i rockens øverste liga med Wolfmother og lignendes første lille koncert i Danmark?  Tja, godt nok er deres debut velspillet og energisk, og de stod bestemt distancen på scenen, men Scorpion Child mangler alligevel den sidste pondus, de mere fængende riffs og lidt mere karisma, før de spiller sig op i den tunge liga.