Med ondskaben godt gemt
Populær
Det er længe siden, at Alcest forlod metallen, men det er stadig god og smuk musik.
2. Opale
3. La Nuit Marche Avec Moi
4. Voix Sereines
5. L'Eveil Des Muses
6. Shelter
7. Away [feat. Neil Halstead]
8. Délivrance
Franske Alcest, der er et ensmandsprojekt fra Neige eller Stéphane Paut, som han mest hedder, har bevæget sig på en interessant rejse fra black metal over i et atmosfærisk univers - meget langt fra både det mørke og det onde. Et smukt landskab af store klangflader, rene guitarer, simple og smukke melodier og absolut intet som helst metallisk efterladt.
Hvis det ikke var for fortiden, havde Alcest faktisk intet at gøre i dette forum. Det ville formentlig blive afskrevet som hipsterinficeret støj-indie-rock af den ganske nosseløse slags. Hvilket er lige så fair, som det er unfair. Det er ikke metal! Absolut ikke! Men bare fordi franskmændene har forladt den dystre musik, som Devilution ydmygst hylder, ville det være en fejl at afskrive det som dårligt - det er det ikke. Det er bare ikke metal!
Alcest deler dog ikke overraskende stemning med lige netop black metallens afsondrede og umenneskelige verden, og præcis her finder 'Shelter', den fjerde udgivelse i rækken, også sin berettigelse og karakter. Bag det smukke ydre gemmer sig både melankoli, fortabelse og drømme trækkende mod mareridt - Neige finder plads til at gøre det storladent grumt uden at blive grimt, og ligeledes sørgmodigt uden at være ynkeligt.
Fordi stemningen fylder så meget, er det heller ikke de iørefaldende melodier, som tegner billedet, og selvom det er en styrke at kunne skrive musik på den måde, så mangler 'Shelter' også elementer, som kalder på at blive hørt igen. Der er ikke enkelte sange, der skiller sig ud; i stedet er der tale om et helt album der vil være en helhed, og det fungerer som et samlet værk. Men efter et par gennemlytninger taber musikken også noget af pusten, selvom det vedbliver med være at en samling episke, fransksungne hymner af høj kvalitet.