HDDT'14: Mind the screaming gap
Populær
The Body var ikke helt så ondskabsfulde i live-regi, som de er på plade, men imponerede alligevel med arrig musikalsk nysgerrighed samt en dyster vokal fra mørke kroge af eksistensen.
Inden for det sidste års tid er den amerikanske duo The Body så småt blevet et navn, der oftere og oftere dukker op, når snakken går om bands, man sandsynligvis ikke kender, men som man snarest bør få tjekket ud. Og tager man i betragtning, at The Body i år kan fejre 15-årsjubilæum som band, så er det egentlig en smule påfaldende, at der skulle gå så mange år, før der lettere pludseligt begyndte at være en fællesforståelse og ditto -interesse for bandet fra Portland. Sammenfaldet er dog kun på sin plads, da The Body er et vildtvoksende navn og et eksperimenterende ekstremband, der bør henvende sig til fans af grupper som Sunn O))) og Swans.
Såvel kompositorisk som tonalt er der en befriende simpelhed over The Body. Bandets kompositioner er bombastiske på grænsen til det demonstrativt ondskabsfulde, mens lyden balancerer et interessant sted mellem rigtig tung analog smadder og industrielle, frenetiske low-key vibrationer. Det samlede udtryk er kompakt som en cementstøbning, og i højere grad end musikken får én til at rocke igennem til det, har det ofte en indadvendt virkning på publikum. Er det kropsnære forløsninger, man søger i sin musik, er The Body ikke bandet for én; er det kropsnære ubehageligheder, man er til, er det bare med at slæbe sig ombord.
Er man cool med at lukke det dystopiske og ubehagelighederne ind, så er det også med at komme afsted, næste gang The Body kommer forbi Danmark. I live-regi formår bandet fra Providence i USA i hvert fald at give deres nådesløst mørke univers et udtryk, der passer musikken nærmest suverænt. Udtrykket virker tilmed naturligt. Det, der let ville kunne komme til at virke opstillet og planlagt, kommer an som naturligheden selv, hvilket blot forstærker det arrige budskab i musikken og tilføjer det overordnede onde ekstra troværdig substans.
Specielt forsanger og guitarist Chip King træder imponerende frem på en scene. Manden er godt bygget, fuldskægget og egentlig en smule nørdet af udseende. som han står tæt på midten af scenen med mikrofonstativet vendt imod trommeslager, Lee Buford. Med fronten mod sin musikalske kompagnon og sin side derfor vendt mod publikum er Kings blotte fremtoning imponerende, og hans seriøse indstilling til eget materiale indgyder ikke andet end respekt. Man tror kort sagt på ham. Det imponerende bliver desuden forstærket, når han begynder at skrige: Med siden vendt til publikum er der noget nærmest intimt over at se hans pokkers troværdige skrig i silhuet; når King samtidig foretrækker at placere sin mikrofon 50-60 cm fra sig og derfor bliver nødt til at skrige ekstra højt for overhovedet at få sin stemme til at kunne nå mikrofonen, ja, det bliver det ikke ligefrem mindre intimt eller stærkt af.
Også Lee Buford er en imponerende musiker, og der er noget helt særligt over at se en trommeslager som han, for hvem hvert eneste lille slag synes at være velovervejet. Også på den måde mindede hans dedikation til sit eget spil under koncerten om Swans, når de spiller live, eller for den sags skyld om danske Anton Rothstein fra Lower. Ikke at Buford musikalsk set minder om hverken den ene eller den anden. Det gør han ikke. Men det er sjældent, at man kommer omkring en trommeslager, som går 100 % all in i hvert eneste slag. Respekt for det.
Når det er sagt, skal det også siges, at koncerten var alt for kort (en lille halv time), og at man savnede noget mere af det industrielle støj-lir, der karakteriserer flere af pladerne, hvilket blev nedprioriteret til koncerten på HDDT. Manglen på denne del af bandets signatur fik koncerten til at skille sig mindre ud fra mængden på HDDT, end man havde forventet. På den anden side, bandet spillede angiveligt udelukkende nye numre, der endnu ikke er udgivet, og på disse sange kan bandet i sagens natur selvfølgelig sagtens have valgt netop at skrue ned netop for den del af bandets lyd.
Lad os gerne få svar på det til en koncert på dansk grund snart igen. Godt var det i hvert fald.