Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nu går det løs! W:O:A Metal Battle 2014

Populær
Updated
Nu går det løs! W:O:A Metal Battle 2014

Nu går det løs! W:O:A Metal Battle 2014 begynder på torsdag i Aalborg. Læs her korte inteviews med en stribe af de deltagende bands.

Koncertarrangør
Forfatter

Nu er der ikke længe til. Har du ikke allerede sat kryds i kalenderen, så gør det straks, for i dagene lige op til påske er det mulighed for at opleve et stærkt mix af Crowbar, Hatesphere og de absolut bedste upcoming navne, den danske metalscene har at byde på.

Programmet for denne uge er:

17. april Aalborg - Studenterhuset, indledende runde
Defecto
Defilementory
Sons of Death Valley
Forcentury
Headlinere: Crowbar + Hatesphere

Billetsalg: KLIK HER

18. april Kolding - Godset, indledende runde
Mushroom Cloud
Necrosis
Panacea
The Vision Ablaze
Headlinere: Crowbar + Hatesphere

Billetsalg: KLIK HER

19. april København - BETA, indledende runde
Sons of Death Valley
Mushroom Cloud
The Vision Ablaze
Necrosis
Headliner: Hatesphere

Billetsalg: KLIK HER

Savner du en personlig favorit? læs med herunder - måske er det et af disse bands.

HULDRE


Hvad gør jer unikke?

Huldre er folk metal med lige stor vægt på folk og metal. Fokus er på naturen, skovfolket og de underjordiske - spændende fra troldetramp over rådne gengangere til elverskønsang. Både de traditionelle metalelementer som guitar, bas og trommer, men også de mere utraditionelle metalinstrumenter som violin, drejelire og fløjte mestres af musikere, der rent faktisk KAN spille på dem. Læg hertil en overjordisk smuk kvindelig vokal, og Huldres helt unikke blanding af folk og metal er komplet.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

Huldre er et liveband med et tårnhøjt kvalitetsniveau, hvor festen og glæden ved musikken er i højsædet! Koncerterne bliver aldrig ensformige, men veksler mellem inderlige øjeblikke og frådende passager, og kontrasten mellem det stille og det hårde skaber en fed dynamik. Der er godt gang i danseskoene, det er simpelthen umuligt at stå stille, og publikum sendes efter koncerten trætte og glade hjem - og sultne efter mere!

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Huldres blanding af folk og metal er forholdsvis lettilgængelig. Selvom man normalt ikke er til folk eller folkemusik (eller metal for den sags skyld) vil man finde noget i Huldres musik. Den appellerer til noget helt fundamentalt i den danske folkeånd, men grundet de komplekse kompositioner, fængende melodier og massive bund bliver musikken aldrig ensformig eller forudsigelig - der er langt til røvballe omend der er masser af plads til både fællesskål og kædedans.


MUSHROOM CLOUD

Hvad gør jer unikke?


Det er svært at sige hvad der lige præcis gør os unikke, men hovedingrediensen, hvis man kan sige det sådan, er selvfølgelig os tre medlemmer i bandet. Vi hører alle tre meget forskelligt musik, ikke kun metal. Så det er med til at give os en bred lyd, med masser af forskellige elementer, hvor den hårde musik er i centrum for det hele. Vi er ikke bange for at prøve noget nyt, også selvom det ikke passer ind i den klassiske metalregelbog. Oveni det er vores old school/80'er-inspiration næsten ligeså stærk som den mere moderne inspiration. Det giver numrene en god dynamik mellem old school metal og den nyere metal.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

Den danske metal scene byder på lidt af hvert. Vi har spillet med alt fra black metal- til stoner rock-bands. Vi kan godt slippe afsted med at spille sammen med forskellige genrer, uden at det virker for malplaceret. Vores numre og sæt er meget varierede. Vi har både den hårde/brutale side, sammen med den mere catchy melodiske side. Så vi lægger os vel et sted lige midt i det hele, hvilket også passer meget godt med vores mange forskellige inspirationer.

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Forhåbentlig får vi sparket noget røv til de to koncerter, vi skal spille til W:O:A, og vist, hvad vi kan! Og så kan folk forhåbentlig lide lige præcis vores musik, som igen byder på lidt af hvert. Du kan få lov til at headbange og synge lidt med, eller danse lidt. Der er masser af fede bands med i dette års W:O:A, så for os er det også fedt bare at være med, men vi vil selvfølgelig gerne gå hele vejen. Vi vil i hvert fald gøre vores til at folk får en fest, når de ser os live og forlader koncerten med en øm nakke!


SONS OF DEATH VALLEY

Hvad gør jer unikke?

Som Metalized skriver i en anmeldelse af os: "Hvis westernecore var en genre, ville danske Sons of Death Valley være absolut førende." Vi har formået at lave en plade og et band, som på en måde kan sættes i bås, men så alligevel ikke. Dette er ret unikt.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

Vi ser os selv som et frembrusende nyt skud på stammen, som, i forhold til den danske scene, ikke er set før.

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Vent til I ser os live, så får I svaret!


NECROSIS

Hvad gør jer unikke?

Det, der gør os unikke, er, at vores inspirationskilder er utraditionelle. Vi henter inspirationer fra andet end vores egen niche, og vi er i den grad ikke bange for at prøve vores grænser af. Vi bestræber os også på at finde sammenhæng mellem tekst og musik for at skabe det rette stemningsbillede. Vi er også særdeles kompromisløse i skabelsesprocessen, hvor vi hårdt og kontant arbejder på at forme vores idéer.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

I forhold til den danske scene synes vi, det er svært at komme frem, især fordi vi er et nicheband. Vi bryder "normen" inden for den danskemetal scene, hvilket kan gøre det lidt svært. Men når vi har spillet, har responsen altid været meget positiv. Vi betragter os selv som et undergrundsband og føler, at den opmærksomhed, vi får, gør, at vi vil give endnu mere af det, vi har. I kræft af vores samarbejde med Kevin Talley (trommer) på vores ep føler vi også, at vi er et internationalt band.

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Det er et svært spørgsmål. Men hvis det skulle være, så er det, fordi vi spiller noget anderledes metal, end hvad der ellers forstås ved være dansk metal.


THE VISION ABLAZE

Hvad gør jer unikke?

Nerve, sjæl, smil og gode melodier. I The Vision Ablaze er metal et spørgsmål om udtryk – i vores tilfælde er det vredt og sårbart, hårdt og skrøbeligt. Vi skriver ikke musik med genren i hovedsædet - det er ikke et spørgsmål, om det er djent, death metal, hardcore, eller hvad man nu ellers kan grave frem af genrer. Det er sangen og dens struktur først, genrer og undergenrer er underordnede. Derfor har vi en rød tråd i alt vores musik.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

Vi står blandt mange andre virkelig dygtige bands, der har masser at byde på. Vi matcher dog næppe trends i undergrunden og de danske metalmedier. Nu hvor vi har indspillet vores debutplade, skal der arbejdes ude på landevejen for at udbrede kendskabet og opbygge det navn, der kan hjælpe os videre.

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Det kække svar vil være: Vi kan skrive sange med nerve og sjæl – derfor står vi som den stærkeste kandidat til at vinde Metal Battle. Uden gode melodier og velskrevne kompositioner dør udtrykket, og eksekveringen lider. Vi holder os til det kække svar.


SCIENTIC

Hvad gør jer unikke?

Scientic er unikke, fordi bandet formår både at spille knusende metal, men også melodisk og fængende på én gang.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

Scientic lyder ikke som mange andre danske bands, men snarere internationalt præget af f.eks. den amerikanske + svenske prog. metalscene. Også klassiske influenser har sneget sig ind. Riffstilen er som at se en edderkop spurte afsted.

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Scientic har både knusende hårde passager, atmosfære, masser af melodi, men også virtuose soli og fængende omkvæd. Alsidighed. Derfor har bandet vinderpotentiale.


DEFECTO

Hvad gør jer unikke?

Vores styrker ligger i vores sangskrivning, vores tekniske kunnen på hvert vores instrument, vores stærke vokalmelodier og vores ekstremt dygtige forsanger - vi føler, at disse, samt vores relativt tilgængelige approach til musikken, skiller os ud ifht. mange af de andre deltagende bands.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

Vi ligger på vippen mellem det mere tilgængelige og den slags musik, som din mormor synes er "noget forfærdeligt larm". Vi har intet imod at være tilgængelige dog; vi elsker selv stærke ørehængere og medrivende ukomplicerede riffs. Til sammenligning - og vi håber det ikke lyder prætentiøst - kunne måske nævnes Volbeat i forhold til appeal mod et bredere publikum. Vi vil gerne lave "en Volbeat".

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Tja, den vinder jo ikke sig selv!


FORCENTURY

Hvad gør jer unikke?

Forcentury er unikke i form af vores skotske forsangers utraditionelle fremtoning og det at vi er et af de få tilbageværende 'Premium Heavy Metal bands' som Danmark har at tilbyde.

Hvor ser I jer selv i forhold til den danske scene?

Vi ser os selv som et bindeled mellem de traditionelle melodiske heavy metal bands, og de mere moderne/populære bands/genre på den danske scene.

Hvorfor er det lige netop jer, der ender som samlet vinder af årets W:O:A Metal Battle?

Forcentury ender som den samlede vinder af W:O:A Metal Battle 2014, fordi vi er det danske 'Premium Heavy Metal band', som virkeligt fortjener omtale og tid i rampelyset.