Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fjenden: mangfoldighedsmordet på metalproduktionen

Populær
Updated
Fjenden: mangfoldighedsmordet på metalproduktionen
Fjenden: mangfoldighedsmordet på metalproduktionen

Klik! klik! Hua! Hua! Denne gang retter fjenden kasteskytset mod såkaldt moderne metalproduktion og den deprimerende og ødelæggende effekt, den har på både musik og publikum.

Ved utallige lejligheder – op gennem 90’erne, videre ind i 00'erne og til stadighed i dag – har en usynlig fjende stået i skyggerne af dit lokale spillested og forsøgt at tilbageholde en trang til kollektiv afstraffelse af groove-baserede, chucka-chucka-duga-duga-spillende og hua-hua-skrigende danske metalbands. Bands, der, i stedet for at arbejde seriøst med selve musikken, mente, at det måtte være nok, at guitarforstærkeren og debutproduktionen lød på den rigtige måde. Bands, der nedprioriterede arbejdet med at skrive interessante riffs og komme op med innovative rytmer, og i stedet stillede sig tilfredse med at have ”den rigtige lyd”.

Fint og flot lød det, da de havde kastet en halv million efter den eftertragtede jydekombo Hansen/Madsen. Fladt som pappet i deres konfirmationsindbydelser lød det dog, når de nu, mange tusinde kroner fattigere, stod på scenen og forsøgte at maskere det faktum, at deres fuldstændigt tamme, Pantera-liderlige tantemusik stank som en pose thailandske tigerrejer glemt halvanden måned bag deres Peavey 5150 (en forstærker, som lige for en god ordens skyld IKKE bærer nogen skyld for denne brækfremkaldende stil). Hvorfor går så mange bands efter en decideret default-lyd, og hvorfor tror de, at det vil bære deres musik frem, når det i stedet er med til at gøre deres plader generiske og ligegyldige?

Ovre hos Fjenden er vi ikke blege for at rive efter lavthængende frugter, og få ting er lavere end den forskruede logik og tradition, der alt for længe har hjemsøgt nyere tids metalproduktion: Triggers, stortrommer, der siger klik i stedet for bum, over-kvantiserede slag, død lagkage-indspillet ”perfektion” og et hyperkomprimeret lydbillede blottet for dynamik. Tag en hvilken som helst major-label-udgivelse, og du vil sandsynligvis stå med et produkt, der praktisk talt er ødelagt af disse sygdomme; sygdomme, der i dag er med til at gøre det at høre en indspilning med et såkaldt stort metalband til en kedelig, ensrettet og deprimerende oplevelse.

Konspirationer om trigger-tyranniet

Hvad er der så galt med tidens lyd? Ofte vil en diskussion om, ”hvordan metal lyder”, i virkeligheden handle om, hvordan trommerne er produceret, da det er noget, de fleste kan forholde sig til, og noget alle har en mening om, ikke mindst når det kommer til brugen af triggers på stortrommen. Fjenden er selvfølgelig ingen undtagelse; vi mener naturligvis, og uden forbehold, at triggers ER snyd, og at folk skal lære at spille konsistent på deres trommesæt, i stedet for at spise lytteren af med en samplet lyd hver gang de jokker på pedalen.

Der findes dem, der vil argumentere for, at forstærkere, guitarpedaler etc. også er snyd (da man også her konvertere et akustisk signal til et elektrisk/digitalt og dermed fjerner sig fra ”det oprindelige/autentiske”) men forskellen ligger i hensigten: Brugen af guitar-pedaler sigter som oftest mod at skabe en effekt eller etablere en stemning – og givet, personligt kunne vi undvære de fleste af dem – hvorimod triggers har til hensigt at få en trommeslager til at lyde, som om vedkommende kan spille trommer, når det ikke er tilfældet. Hvis du ikke kan spille dit lort med den rette dynamik, fortjener du ikke en optagelse, hvor det lyder sådan. Når det så er sagt, så er et ensrettet og anti-dynamisk udtryk på stortrommen ikke den hellige gral for os, tværtimod. Og nu vi er ved stortrommelyd, så skal den kunne mærkes og have masser af bund – og ikke lyde som en engangslighter. Det er klart, at det rumler som tordenvejr når man skal op og ramme 1200 slag i minuttet, og så er det måske fristende at fjerne alle de frekvenser, der gør trommen til en stortromme, så man kan høre alle anslag, men måske man i stedet kunne nøjes med at spille noget, der rent faktisk lød godt til at starte med?

Nogle kender måske til rygtet om, at Roadrunner skulle have en decideret ”triggers only-policy”, og det ville da såmænd være slemt nok, skulle det være sandt. Værre end løse rygter om store pladeselskabers trang til at lusekæmme hård musik er dog det faktum, at mange, medløbende undergrundsbands tilsyneladende stadig mener, at den sikre vej til anerkendelse går gennem en gennemsteriliseret og harmoniserende trommeproduktion; en trist og farlig vildfarelse.

En tilsvarende kedelig tendens er den meget udbredte brug af midi-baseret kvantisering, der automatisk flytter skæve slag til et mere ”korrekt” sted i takten, således at løsagtig omgang med rytmik i stedet kommer til at fremstå som ”perfekt” spillet. I jagten på perfektion er det ligeledes kutyme, at indspilninger foretages per instrument, og at der optages, indtil hver eneste tone ligger præcis, hvor den skal. Resultatet er en gang steril onani uden blik for fælles dynamik i bandet.

I studiet med Killswitch Engage

Alle, der ved noget, ved dette. Alt for få gør noget ved det, fordi de er bange for at blive stemplet som useriøse, hvis de ikke lever op til forestillingerne om ”de basale adgangskrav” for en tidssvarende musikalsk produktion. Det er dog også vigtigt at fremhæve, at metalpublikummet siden midt-halvfemserne har vænnet sig til, at det er sådan, tingene skal gøres. Og det skaber selvfølgelig en problematisk, halvvejs ufrivillig oprustnings-stemning, hvor det nærmest udelukkende er undergrundsproduktioner – der som bekendt ”ikke har noget at miste” – der har vovet at skrotte et par håndgranater, mens de store pladeselskaber stadig pudser på deres SS-20 missiler. I dag har vi en situation, hvor man tilsyneladende helst skal være lidt i tvivl om, hvorvidt det er en trommemaskine eller en rigtig trommeslager, der optræder på det album, man har erhvervet sig, og det er sgu for dumt.

Ekstremt højt og utroligt overkomprimeret

En anden dårligdom i tidens tilgang til lyd er den helt igennem irrationelle fascination af et højt lydniveau. Hvis bare det er højt i sammenligning med en anden produktion, er det automatisk et kvalitetsstempel. Denne logik – der sikkert stammer tilbage fra jukebox-æraen, og i dag fastholdes, fordi folk hører relativt meget musik på bærbare enheder, der ofte ikke rigtig kan spille højt – fører til dynamisk uinteressante plader, hvor ALT er højt HELE TIDEN! Der er ikke rigtig nogen grund til dette, andet end at ukyndige og dovne branchefolk kan sammenligne, hvor ”professionelt” et album er lavet, helt uden at lytte til det. Folk med anstændige, middelmådige eller decideret dårlige anlæg kan godt finde ud af at skrue op, hvis de syntes noget er for lavt. iTunes, Spotify og lignende tjenester harmoniserer alligevel lydstyrken på hele lortet, så lad dog pladerne leve deres eget liv, og giv os andre en større variation i lyden.

Fjenden er, på trods af vores fremmedgjorte og skeptiske forhold til den fysiske og sociale verden, godt klar over, at det er et kompliceret samspil mellem musikere, mellemmænd og musikforbrugere, der over tid former den lyd, tingene har. Ingen – hverken pladeselskaber, producere eller teknikere – er jo interesserede i at lave en lyd, som ingen kan lide, fair nok. Men det her er kunst for helvede, det er ikke vaskepulver eller sodavand. Nogle gange må avantgarden leve op til sit navn og kalde den bluff, der skal kaldes, og så lige presse publikums forventninger lidt. Hos Fjenden dagdrømmer vi nogle gange om, at metal bliver en ”farlig” og meningsfuld udtryksform igen – vi sidder ikke fast i fortiden, men vi har øjne i hovedet ... – og her er en vigtig ingrediens, at ethvert album har en grad af uforudsigelighed og kunstnerisk selvstændighed. Én ting er, at selve musikken ofte er rundet af en trist, konform logik, der gør den uappetitlig for de mennesker, der måtte ønske at få udfordret deres forventninger, men at lydproduktionen også er så kreativt fattig, som det er tilfældet, vedbliver at være et mysterium for os.

Ingen rette vinkler og fjederophængt mixerrum er et must for at opnå den rette ”brutale lyd”.

Klik! Hua! Klik! Hua!:

Der eksisterer en hel kultur omkring fejltolket metallyd, overvejende centreret i Jylland. Den består af folk uden kreativ dybde og forståelse for genren, hvis primære mål er udbredelsen af den perverse mentalitet, at produktioner er noget, man blot betaler sig fra, og at det gælder om at kravle op ad andegårdens producerhierarki. Man køber et brand i kraft af, at produceren har det rigtige navn, de rigtige plug-ins og har haft indspillet de populære, lokale douchebags fra øvelokalet overfor. Mainstream-påvirkning, major label-udnyttelse af bands og studieteknisk udvikling er selvfølgelig også værd at hate på, men i det følgende er det ikke det, som står på Fjendens kill-list.

Derimod vælger vi fuldstændig at gå efter manden og skyde et stort hul i bolden. Hvornår gik det så galt? Hvilke bands, hvilke albums og hvilke producere er i sidste ende ansvarlige for den triste udvikling?

Det hører selvfølgelig til basal metalkundskab at kende disse skæbnesvangre album og ikke mindst anerkende deres ødelæggende effekt, men vi tager dem lige én gang til, så selv de mest retarderede, småfede eller hormonpumpede bøllecore-udøvere og "fee hegn"-entusiaster kan følge med:

'...And Justice for All'. Produceret og udgivet 1988



Vores egen ærefrygtindgydende Fleming Rasmussen bærer en skamfuld del af skyldens tunge byrde. Hvor innovativ og skelsættende han end har været som producer, begik han her det sørgeligste mord, der er begået inden for metal og ja, vi har talt både Dimebag og Euronymous med på listen. Det, han dræbte, var mere dyrebart end en stiv texaner og en schizotypisk nordmand, nemlig et af metallens største kendetegn, en uomgængelig kerneværdi: Metal skal lyde voldsomt og ude af kontrol. Faktisk bør lyden i dine højtalere være lige så fedtet som Mille Petrozzas hår under 'Pleasure to Kill'-turnéen.

I stedet viser klik-stortrommen – triggertrommens lede, tandløse bror – sit grimme ansigt under hele albummet. Rasmussen har senere benægtet, at han havde noget at gøre med den fadæse, men indtil han disker op med konkrete beviser, er han i Fjendens øjne skyldig i at have taget første spadestik i den affaldsdynge, hvor metallyd senere skulle blive fuldkomment begravet. Selve optageprocessen var præget af dyrt studie, optageteknikker, som ellers kun blev brugt til at lave pop/rock-plader, og en hær af teknikere til at fordærve processen. Guitarer og bas i samme frekvensområde, ingen room ambience-mikrofoner (som efter sigende blev "glemt" af de fine post-production-teknikere) og fuld skrald på de møgdyre kompressorer, så AL dynamik blev jævnet med med jorden.

Fint skulle det være, og hæsligt sterilt lød det. Men nu var skaden altså sket, og da flertallet som bekendt altid tager fejl, blev "...And Justice for All" en succes. Grammynomineringer og begejstring over hvilken dejlig mekanisk og klinisk lyd, man havde skabt, var folks reaktion. Ti år senere skulle dette studietekniske pseudo-mirakel vise sig at have smadret størstedelen af metalkulturens indstilling til brutal og ond lyd. Udover den hæslige lyd, blev tempoet sat ned, og fokus blev rykket til mere groove-orienterede riffs. Kimen til fremtidens rædsler var dermed lagt.

Til sammenligning er her udvalgte plader og produktioner gjort rigtigt i 1988:

Bathory: 'Blood Fire Death'
Boltthrower: 'In Battle There Is No Law'
Carcass: 'Reek of Putrefaction'
Death: 'Leprosy'
D.R.I: '4th of a Kind'
Infest: 'Infest/Slave'
Iron Maiden: 'Seventh Son of a Seventh Son'
King Diamond: 'Them'
Slayer: 'South of Heaven'
Suicidal Tendencies: 'How Will I Laugh Tomorrow...'
Napalm Death: 'From Enslavement to Obliteration'
Nuclear Assault: 'Survive'


'Vulgar Display of Power'. Produceret 1991, udgivet 1992



Terry Dates lyd klædte 'Cowboys from Hell', da Pantera stadig var tro mod deres sande natur: et glam/heavy-præget bøvet band, som forsøgte at flirte lidt med de hårde drenge. Helt galt gik det, da de valgte ham igen til at indspille den noget hårdere 'Vulgar Display of Power'.

De hashrygende sydstatsmænd havde i mellemtiden misforstået pointen med metal og smidt en masse midtempo groove-stykker og singalong-omkvæd ind i kompositionerne. Sammen med Terry Dates ambitioner om at markere sig som både metalproducer og overbetalt levebrødstekniker stod vi med igen med lorten: Midtempo, forudsigelige grooves og krystalklar lyd med fokus på overkomprimerede guitarer, alt for høje og alt for kliniske trommer og en sanger, som konstant fraserer noget hen af "Huaaa huaaa, wuuuaaalllk! Whuaaaat duuaaa yuooaaa suyaaa". Sådan sidder folk desværre stadig og skråler den dag i dag, weekend efter weekend, med deres lave selvværd boostet af Jack D., mens de forsikrer hinanden om, at "det er bare det vildeste shit". Shit, ja. Vildt, nej.

Til sammenligning er her udvalgte plader og produktioner gjort rigtigt i 1991:

Atheist: 'Unspeakable Presence'
Autopsy: 'Mental Funeral'
Confessor: 'Condemned'
Cynic: 'Demo'
Entombed: 'Clandestine'
General Surgery: 'Necrology'
Godflesh: 'Slavestate'
Immolation: 'Dawn of Possession'
Malevolent Creation: 'The Ten Commandments'
Marduk: 'Fuck Me Jesus'
Suffocation: 'Effigy of the Forgotten'


'Demanufacture'. Produceret 1994, udgivet 1995



På dette album myrder triggers og perfekt timing for alvor alle menneskelige kvaliteter i trommesporet, og der var da også ved udgivelsen en stærk mistro om brugen af trommemaskine. Fjenden føler faktisk ingen vrede mod dette album, tværtimod anser vi det for en vigtig udgivelse inden for genren af start/midt-halvfemser industrial/thrash metal, sammen med de to første Strapping Young Lad-album og Ministrys perlerække af teknologisk vanvid lidt tidligere i perioden.

Men ret skal være ret, for selvom produktionen her faktisk klæder det hidsige, maskinelle udtryk, der karakteriserer genren, så blev den fejlagtigt opfattet af andre musikere og producere som en universalopskrift på fart og aggression: Optag altid til click-track, brug altid beat detective på dine optagelser, og brug altid triggers til at fremhæve stortrommen over alt andet, så vil din musik fremstå federe, ligegyldigt hvilken stil man spiller. Som den opmærksomme læser vil vide, kunne intet være mere forkert.

Pladen blev optaget i samme studie og på samme tid som Bon Jovis 'These Days': Dyrt studie, dyr producer i Colin Richardson, masser af groove og Roadrunner som bagmænd. Pladen blev nok i sidste ende kun reddet af, at musikerne selv mixede den.

Til sammenligning er her udvalgte plader og produktioner gjort rigtigt i 1994:

Amorphis: 'Tales From the Thousand Lakes'
Burzum: 'Hvis Lyset Tar Oss'
Brutal Truth: 'Need to Control'
Biohazard: 'State of the World Address'
Emperor: 'In the Nightside Eclipse'
Edge of Sanity: 'Purgatory Afterglow'
Darkthrone: 'Transilvanian Hunger'
My Dying Bride: 'I Am the Bloody Earth'
Nine Inch Nails: 'The Downward Spiral'
Tankard: 'Two-Faced'
Tiamat: 'Wildhoney'
Ved Buens Ende: 'Those Who Caress the Pale' (demo)


Hjernedøde metalbonderøve

Fjenden hylder en entreprenant og selvstændig attitude, når det kommer til musikproduktion. Mange bands i det såkaldte vækstlag kunne være bedre tjent med at gøre flere ting selv og i stedet bruge studiebudgettet på en håndfuld mikrofoner, en computer og en piratkopieret version af Cubase, hvilket selvfølgelig kræver, at man har en interesse i, hvordan man lyder eller vil lyde – og hvorfor skulle man som musiker dog ikke have det?

Tilbage i starten af halvfemserne kunne man sætte fem dødsmetal-skiver på anlægget og blive overrasket over lyden på dem alle. I stedet for at høre de samme presets, den samme stortromme, den samme slags vokal, den samme slags hyperkomprimerede guitar og den samme slags bas – som man i øvrigt ikke rigtig kan høre, fordi der over tid er opstået en pervers enighed om, at bas ikke er noget, man skal kunne identificere som selvstændigt instrument i lydbilledet – fik man en lyd, hvor teknikere og bands var blevet enige om, at netop denne lyd passede godt til lige præcis dét band og dét materiale, der var på pladen.

Hvis flere bands lærer sig selv at producere, i stedet for at svælge i studiernes traditionsbundne sovemedicin, vil udtrykket automatisk blive mere varieret og muligheden for reelt unikke lydbilleder og arbejdsmetoder større. De eneste, der taber noget ved det, er overvægtige musik-bagmænd og hjernedøde metal-bonderøve; Fjendens fjender.