Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Smukt – men småkedeligt

Updated
Smukt – men småkedeligt

Svenske Below spiller doom med meget tydelig inspiration fra Candlemass. Below gør det sådan set udmærket, men fremstår dog alligevel kun som en bleg kopi af inspirationskilden.

Kunstner
Titel
Across the Dark River
Dato
15-04-2014
Distributør
Genre
Trackliste
1. Trapped Under Ground
2. Bid You Farewell
3. Ghost Of A Shepherd
4. Portal
5. In My Dreams
6. Mare Of The Night
7. The Whitechapel Murderer
8. Across The Dark River
Karakter
2

Below blev dannet i 2011. Fra starten var det bandets mål at spille doom med mere melodi end det, der på daværende tidspunkt var kendetegnende for doom-scenen. Below ville i stedet skabe musik med udgangspunkt i inspiration i album som ’Nightfall’ (Candlemass), ‘Headless Cross’ (Black Sabbath) og ’Conspiracy’ (King Diamond).

Det er jo et særdeles sympatisk udgangspunkt for en musikalsk karriere, men det kræver så også, at kompositionerne og udførelsen lever op til målet.

Og her mangler Below fortsat en del for at nå målet. Bandet spiller godt, og albummet er særdeles velproduceret i King Diamond-guitarist Andy La Rocques studie Sonic Train Studios. Desværre er der ikke særlig meget nyt eller overraskende i bandets kompositioner. Samtidig synger sangeren Zeb (ja, det er han formentlig ikke navngivet – men bandet synes åbenbart, at det er et fedt karrierevalg at hedde Zeb, Hedman, Paud, Berg og Doc) temmelig følelsesløst igennem bandets sange.

Zeb synger egentlig ok, men det ligger lidt til doom-genren, at der enten skal være tale om en melankolsk tone i sangen eller eventuelt en desperat eller ’ond’ tone. Disse stærke følelser kommer slet ikke til udtryk hos Below, hvor der mere er tale om at levere en korrekt og vellydende doom metallyd tilsat de sædvanlige varemærker og effekter.

Albummet starter for så vidt fint nok med ’Trapped Under Ground’, der efter lidt gravelyd og krageskrig sætter i gang med en sang, der ligeså godt kunne være kreeret af Candlemass – og så alligevel, så mangler det lige dét udefinerbare ekstra, der giver det sidste.

Albummet fortsætter med en række ”Candlemass light”-sange, hvor det kommer til udtryk, at kompositionerne slet ikke står mål med Leif Edlings sange til Candlemass, ligesom Zebs vokal på ingen måde tåler sammenligning med Messiah Marcolins eller for den sags skyld Messiahs efterfølgere i Candlemass som eksempelvis den nuværende sanger, Mats Levén. Særligt er sangen 'Portal' en slem omgang planken af Candlemass' bagkatalog.

Man kan indvende, at det er lidt urimeligt at sammenligne Below med Candlemass, da bandet jo ikke selv kan gøre for nationalitetssammenfaldet, men på den anden side er Belows inspirationskilde så tydelig, at der ikke er nogen vej udenom sammenligningen.

Below skal arbejde hårdt på at få langt mere smerte og passion i musikken, hvis bandet for alvor vil fremstå som en seriøs aktør på doom metal-scenen.