En nøgen Myrkur er guddommelig
Populær
Tiden er endelig kommet, til at Amalie Bruun er blevet selvsikker nok som artist bag sit alter ego Myrkur og ikke længere behøver at gemme sig bag en black metal-facade.
2. Jeg er guden, I er tjenere
3. Skøgen skulle dø
4. Byssan lull
5. Den lille piges død
6. Frosne vind
7. Onde børn
8. Song to Hall Up High (Bathory cover)
9. Dypt i skoven
Vi hørte det allerede hos den franske post-black metal/blackgaze-pioner Alcest – black metal kan bare et eller andet med skønsang og kor; når disse kontraster mødes, når musikken ofte det sublime.
Siden har mange bands forsøgt sig med lignende tiltag, ikke mindst Myrkur, der dog har en mere nordisk tilgang til musikken, hvor folkemusikelementer også benyttes. Diskussionen om Amalie Bruuns placering i black metal-miljøet og ikke mindst landskabet har været lang og omfattende, og særligt hendes forcerede og effektstyrede skrig samt brug af fremtrædende black metal-musikere har været under stor kritik.
Med hendes nye live-ep ’Mausoleum’ er der dog ingen tvivl: Myrkur er ikke black metallens dronning eller redning, for hendes styrker ligger et helt andet sted, der intet har med genren at gøre. Det, som Amalie Bruun kan og mestrer, er hendes guddommelige skønsang. Hun har absolut intet behov for at pakke det ind i distortionguitar, blastbeats og en falsk black metal-vokal, for hendes egen stemme besidder et så stort talent, at den kan rumme skønhed, styrke, råhed og melodi på en og samme gang.
Â">
Allerede til P6 BEAT Rocker Koncerthuset sidste år beviste Myrkur sin egentlige kunnen, da hun udelukkende optrådte sammen med det norske pigekor og Håvard Jørgensen på guitar, det samme lineup, man kan finde på ’Mausoleum’, og hvor hendes musik og melodier fik en helt ny dybde og styrke, som ikke engang black metal kan rumme.
Til forskel fra koncerten i DR Byen har hendes koncert i Emanuel Vigeland Mausoleum i Oslo, hvor denne ep er optaget, en helt særlig akustik (af indlysende grunde, hvis man kender lidt til mausoleet), der fremmer Amalie Bruuns sublime vokal, som overgår sig selv fra det, vi kender fra tidligere udspil. Mage til selvsikkert, kvindeligt og stærkt udtryk skal man lede længe efter.
Konceptet til ’Mausoleum’ er langt fra innovativ, da alternative koncertsteder er blevet det nye sort, men der skal alligevel lyde stor ros for at finde de perfekte rammer, der endelig gav Myrkur plads til at bevise, hvad hun alene egentlig kan. En anden styrke ved netop dette valg af location er, at ep’en er et meget atypisk livealbum i den forstand, at akustikken og lydkvaliteten er noget for sig og sjældent noget, man kan få frem på liveoptagelser. Det eneste, der er at sætte finger på i denne sammenhæng, er, at mausoleets rumklang er en anelse for voldsom til at kunne kapere visse vokalstykker, særligt under ’Skøgen skulle dø’, hvor en for høj vokal til tider lyder skinger.
Alt i alt er Myrkurs seneste udspil knap en halv times skønsang, der skal nydes i de rette omgivelser for at få den fulde og atmosfæriske effekt frem. At lytte til ’Mausoleum’ er som at rejse ind i et nordisk elverunivers, som bag dets smukke og skrøbelige ydre besidder en styrke og råhed, der får den til at fremstå stærk og elitær.
Uheldigvis bliver dette univers dog brat brudt op i klapsalver i de sidste 40 sekunder af albummet, hvilket strengt taget er komplet unødvendigt. Lytteren behøver ikke at blive mindet om, at det hele er en liveoptagelse, når det er på bekostning af den atmosfære, pladen har bygget op, og som er dens centrale kvalitet.