Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

God begyndelse - ringe afslutning

Populær
Updated
God begyndelse - ringe afslutning

Deep Purple viser på det nye album 'InFinite', at der fortsat er liv i veteranerne. Men desværre slipper luften totalt ud af bandet på anden halvdel af albummet.

Kunstner
Titel
InFinite
Dato
07-04-2017
Trackliste
1."Time for Bedlam" – 4:35
2."Hip Boots" – 3:23
3."All I Got Is You" – 4:42
4."One Night in Vegas" – 3:23
5."Get Me Outta Here" – 3:58
6."The Surprising" – 5:57
7."Johnny's Band" – 3:51
8."On Top of the World" – 4:01
9."Birds of Prey" – 5:47
10."Roadhouse Blues" – 6:00 (The Doors cover)
Karakter
3

Man overraskes glædeligt ved første gennemlytning af ’InFinite’. Alt for mange gange har Deep Purples album været skuffende de seneste mange år. Men for en gangs skyld virker bandet oplagte fra starten af ’InFinite’.

Første sang, ’Time for Bedlam’, har allerede været ude som single i et stykke tid, og det har også været en oplagt teaser for albummet. Sangen begynder med en messende Ian Gillan, inden musikken tager over i et godt rockende hard rock-nummer, hvor såvel Steve Morse på guitar som Don Airey på orgel/keyboards viser, at de evner at spille Deep Purple-sange, som det skal lyde.



De gode takter fortsætter med sang nummer to, ’Hip Boots’, der på trods af den åndssvage titel er en helt fornuftig rocksang. Sangen begynder med Ian Gillan, der lyder som en rock’n’roll-sanger fra 1950’erne, men også her tager musikken fat i et typisk tungt Deep Purple-guitarriff og orgel-underlægning. Sangen har også et  fornuftigt omkvæd.

Tredje sang, ’All I Got Is You’, er andet singleudspil fra ’InFinite’ og kan måske betegnes som albummets ballade. Men det er ikke en slatten en af slagsen. For godt nok begynder det hele meget følt med melankolsk guitarlead, men snart bliver der skruet op for tempoet i en melodisk midttempo-rocker med en ganske god og solid bund.



Også fjerde sang, ’One Night in Vegas’, er en fornuftig rocker. Sangen er lidt en rock’n’roller med honky tonk-piano suppleret af guitar- og orgelsolo. Det er ikke albummets bedste sang, men bestemt godkendt.

’Get Me Outta Here’ er en typisk Deep Purple-sang, som ikke ville have været uden for nummer, hvis den havde været at finde på bandets plader fra 1980’erne. Tung, slæbende og med fornem orgelsolo. Her stråler Steve Morse også på guitaren.

Stilskifte
Således opløftet mærker man nu et skifte i sangene. ’The Surprising’, er noget af en overraskelse. Deep Purple kaster sig på denne sang over en prog rocket stil. Sangen er båret af flere stykker. Først lægges der ud med et stille vers, der bevæger sig over i nogle kraftfulde trommemarkeringer fra Ian Paice, inden et længere instrumentalt stykke, der giver mindelser om 1970’ernes Genesis, Kansas og Yes, sætter ind. Man fornemmer klart, at det er Steve Morse, der med sin prog-baggrund er den toneangivende bag denne sang. Verset vender tilbage, inden sangen ender med et brag. Det er et fornemt lille værk, som Deep Purple har kreeret. Bandet viser her, at de mestrer mere end deres vanlige stil.

Kedelig afslutning
Men så er det desværre også definitivt slut med fornøjelserne på ’InFinite’. Albummets sidste fire sange er rent og skært smid væk-materiale.

’Johnny’s Band’ er en pop/rock-sag, med en typisk Ian Gillan-historie om nogle gutter, der starter et band og kommer på toppen, inden det hele går i kage. For ligesom at skære det ud i pap, at stakkels Johnny måtte gå tilbage til at spille kopisange til bal, inkorporer Roger Glover riffet til The Kingsmens gamle hit ’Louie, Louie’, som Motörhead for øvrigt også har givet deres udgave af i en mere potent version.

Bassist Roger Glover har udtalt til Classic Rock Magazine, at Ian Paice i første omgang ikke ville indspille ’Johnny’s Band’. Her burde gamle Paice have stået fast som bandets eneste oprindelige medlem og have nedlagt veto.

’On Top of the World’ løfter ikke stemningen nævneværdigt. En fodslæbende rocker med endnu en historie fra Ian Gillan om en lettere klam affære med nogle piger på et højhustag. Riff og komposition er på denne sang langt under acceptabelt niveau.

’Birds of Prey’ er endnu et letdown. Det er en tung og langsom sag. Men den er samtidig ubegribeligt fodslæbende kedelig. Ian Gillan synger igennem en effekt, der får ham til at lyde som John Lennon på en eller anden ubegribelig stimulans. Og hvis man tror, at det er interessant, så tager man grueligt fejl.

Så er vi fremme ved finalen. Og her har Deep Purple da fuldstændigt foretaget en fejlbedømmelse af de gigantiske. Albummet afsluttes med kopiversion af den gamle The Doors-klassiker ’Roadhouse Blues’. Det skulle efter sigende være Ian Paice, der har foreslået dette efter at have brugt sin fritid til at spille med coverbands. Det giver overhovedet ingen mening. ’Roadhouse Blues’ er i forvejen gjort til genstand for utallige versioner, så endnu en er ikke ligefrem efterspurgt. Sangen kan være et udmærket valg for et amatør-blues rock-band, der spiller på Ydre Bøvelse Bodega. Men for Deep Purple? Det er samtidig den længste sang på albummet og spild af spillelængde. Det er nærmest komisk at høre Ian Gillan synge ”I woke up this morning and got myself a beer”. Nej, det tror vi så ikke på, at 70 år gamle Ian Gillan gør. Det er nok mere ”A nice cuppa tea”, som han rækker ud efter, når han slår øjnene op.

Deep Purple drager i kølvandet på udgivelsen af ’InFinite’ på en lang afskedsturne. Man må derfor forvente, at ’InFinite’ bliver bandets sidste studiealbum. Var det virkelig nødvendigt at slutte med at indspille et kopinummer?
Albummet begyndte så godt og sluttede så alligevel så skidt. Det er til at blive ked af.

Med baggrund i de første gode sange,ender ’InFinite’ med prædikatet ”God”. Men hvis begyndelsens klasse havde været holdt hele albummet igennem, kunne det være blevet til mere.