Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Haltende comeback

Populær
Updated
Haltende comeback

'Eat the Elephant' er ikke det comeback de fleste sandsynligvist havde håbet på. Med kun én rigtig god udgivelse ud af fire, er det på tide at nedjustere forventningerne og stoppe idoliseringen.

Titel
Eat The Elephant
Label
Genre
Trackliste
Eat the Elephant
Disillusioned
The Contrarian
The Doomed
So Long And Thanks For All the Fish
TalkTalk
By And Down the River
Delicious
DLB
Hourglass
Feathers
Get the Lead Out
Karakter
3

Det er 14 år siden A Perfect Circle sidst udgav materiale. ’Emotive’ (2004) var en skuffende og forceret udgivelse, hvis primære formål, var at være et kulturelt indspark i en amerikansk valgkamp. Med få højdepunkter blev ’Emotive’ en sær og uforløst start på en lang pause, fra 2005 og frem til 2010. Med Maynard James Keenan og Billy Howerdels fokus på andre projekter, var de fleste sandsynligvis så småt begyndt at glemme det amerikanske band. Med et decideret godt album (’Thirteenth Step’ 2003), en middelmådig debut (’Mer de Noms’ 2000) og det svage tredje album, har interessen for medlemmerne indiskutabelt været større end for selve bandet.

Dét der sandsynligvis primært har holdt gang i omtalen af A Perfect Circle, er den momentvise tour-aktivitet fra 2010 og frem, genudgivelse af de første albums og ikke mindst mediernes interesse for Maynard James Keenans karrieremæssige fokus. En afsmittende effekt af det store ønske om nyt Tool-materiale.

I slutningen af 2017 udkom først single, ’The Doomed’. Efter lang tids spekulation understregede kvintetten, at nyt materiale var på vej. 14 år er lang tid og fordrer om ikke andet udvikling og udvikling er der heldigvis på ’Eat the Elephant’. Primært genremæssigt, hvor guitaren har fået en mindre central rolle, fastcementeret med det halv-provokerende åbningsnummer ’Eat the Elephant’, hvor klaver, trommer og vokal alene bærer kompositionen. Specielt klaveret har pladeb igennem fået langt større spillerum, mens guitaren typisk er placeret længere tilbage i lydbilledet. Hvor der tidligere har været elementer af heavy i A Perfect Circles kompositioner, for eksempel på ’Pet’ og ’Judith’, er bandets fjerde album nærmere en rock-udgivelse end nogen form for heavy.

Efter udgivelsen af ’The Doomed’ er det blevet til yderligere to singler, ’Disillusioned’ og ’TalkTalk’. Alle tre numre er blandt de bedste på ’Eat the Elephant. Spændende og opfindesomme kompositioner, der hver især leger med en melankolsk og særdeles emotionel stemning. Båret af klaver og Keenans vokal, er numrene ikke bare smukke men også overraskende skrøbelige.



Generelt er første halvdel af ’Eat the Elephant’ et interessant bekendtskab. Det vil nok glæde de fleste at høre, at A Perfect Circles fjerde album kompositionsmæssigt lægger sig nærmest ’Thirteenth Step’, dog uden at nærme sig samme kvalitetsniveau. Der er en rød tråd mellem numrene, der har den samme stemning og melodiske tilgang. Sidste halvdel er til gengæld forholdsvist rodet af udtryk. Hip-hop-beats (’Get the Lead Out’) og industrielle elementer (’Hourglass’) blandes i en stor pærevælling, der giver pladen et rodet udtryk.

Hertil falder kvaliteten af kompositioner til noget nær gennemsnitlige. Et nummer som ’Delicious’ er decideret kedelig. Det er en sær musikalsk overgang. Album-coveret taget i betragtning virker pladen som to forskellige delkomponenter mast sammen. Røde og blå tentakler, en skaldet og en langhåret, Keenan og Howerdel. Bevidst eller ej, fremgår det ikke tydeligt nok. I stedet virker ’Eat the Elephant’ ufuldendt og forhastet, trods 14 års ventetid. 

Lyrisk arbejder Keenan inden for vante rammer. Nutidens ungdommelige sløvhed, de sociale medier og naturligvis den orange leder, bliver alle behandlet som forventet og med et drilsk glimt i øjet. Når Keenan på ’Get the Lead Out’ nedtonet crooner Chit chat, aint godt time for that/ Not what the Donald got/ No time to cuddle you/ No time to cuddle you, leveres budskab og vokal på vanelig vis. Keenan er en høj-kvalitets konstant, der uden besvær, basalt set, gør hvad Keenan altid gør. Der er ingen revolutionerende overraskelser vokalmæssigt, med undtagelse af få nuanceforskelle i vokal-fraseringerne Sammen med det musikalske fokus på klaveret, er Keenans vokal i høj grad ankerpunktet på ’Eat the Elepant’. En stærk force, der desværre ikke er nok til at redde den sidste svage halvdel af pladen.

Efter 14 år er ’Eat the Elephant’ ikke det brag af et comeback som man kunne håbe på. Pladen har indiskutabelt den musikalske nysgerrighed og tilgang, der kendetegner A Perfect Circle, når bandet er bedst, men sangskrivningen halter. Forventningerne til bandet og udgivelsen er naturligt høje. Selvom Josh Freese har forladt bandet siden udgivelsen af ’Emotive’ er A Perfect Circle stadig en anerkendt supergruppe. Men er det egentlig fortjent? Med kun én rigtig god udgivelse ud af fire, er det måske på tide at nedjustere forventningerne og stoppe idoliseringen?

’Eat the Elephant’ har sine øjeblikke, men der er et stykke til bandets bedste. Spørgsmålet er om ikke A Perfect Circle forsvinder ingen inden for de næste par år, når James Iha får travlt med Smashing Pumpkins gendannelses-tour og Keenan igen får nok at se til med vin-produktion, Puscifer og Tool?