Lørdag aften indtog High on Fire Roadburns Main Stage for anden gang i år, hvilket medførte en omgang varm metallisk festivitas af tight-spillede numre i et smuk møde med et pokkers veloplagt publikum.  

Roskilde-aktuelle Uncle Acid & the Deadbeats leverede en overordentligt medrivende koncert på Roadburn, der både var yderst velspillet og leveret langt mere professionelt, end man havde set komme. 

Godflesh var inviteret tilbage til festivalen for denne gang at spille albummet ’Pure’ fra start til slut for første gang nogensinde. Det resulterede ikke alene i en af de bedste, men også den mest tidløse koncert på Roadburn i 2013. 

Gendannede Dream Death leverede en sjælden europæisk optræden, der modsat torsdagens koncert med Penance havde det punch, der skulle til for at holde nakkemusklerne og luftguitaren kørende.

Til trods for at det tog Cult of Luna lidt tid at finde frem til deres aggressive ambitionsniveau, så formåede de alligevel at levere en mørk og vedkommende koncert, der tilmed havde  Roadburn-publikummet i sin hule hånd.      

Mægtige Electric Wizard leverede en pragtkoncert, som tog røven på én ved at være overraskende tilbagelænet og løs, og samtidig mindre imødekommende, end man havde håbet på.    

Musikken fejlede bestemt ikke noget, da amerikanske Penance gav deres første europæiske koncert i tyve år, men det klassiske doom-band formåede aldrig at få et udedikeret publikum med sig, og det hele forblev underligt uforløsende. 

Det tog blot de autentisk rockende bluesmusikere i Endless Boogie en håndfuld lange og ensartede numre at levere en af festivalens bedste koncerter.

Roadburn-aktuelle The Cosmic Dead er et irsk navn, man skal lægge mærke til. De går nemlig i den psykedeliske rocks fodspor tungere og mere pulserende end de fleste.  

Koncertaktuelle Endless Boogie har smidt deres femte studiealbum på gaden. Her trækker det hobo-lurvede band fra New York fornemmelsen for beskidte jams og svedige improvisationer endnu længere ud, end de plejer, og uha, hvor det rykker.

Det er 25 år siden, at de første gang drejede ind på deres karismatiske blandingsrute af punk, 60'er-psych og lo-fi-heavy, men på ’Vanishing Point’ fortsætter Mudhoney med at drøne ufortrødent videre. Dog ikke specielt vellykket. 

Med sublim lyd samt en håndfuld fikse hyremusikere bag sig satsede Steven Wilson mere på det effektfulde frem for det personlige foran et siddende publikum i Store Vega. 

Emsemble Pearl er navnet på et nyt samarbejde mellem medlemmer fra Sunn O))), Boris og japanske Ghost, og de leverer en dyster og dronet og smuk debutplade, som Dylan Carlson sandsynligvis også approberer. 

Her er nogle forsinkede og begejstrede ord om en tung splitudgivelse fra Justin Broadricks nye alias, JK Flesh, og Prurient. Foretrækker man sin tunge musik mikset med dubstep og kuldegysninger, så er det en uundgåelig plade. 

Det musikalsk overlegne samt en overdådig 70’er-inspireret produktion gør Steven Wilsons tredje soloalbum til en dejlig udgivelse. Så gør det ikke alverden, at sangskrivningen på pladen emmer mere af svævende studieimprovisationer end af det afklarede.

Dinosaur Jr.’s første koncert i Danmark i små fem år var både introvert og vedkommende og først og fremmest pokkers rig på det ene gode nummer efter det andet.  

Sidste uges første dag sluttede i Basement, en kælder på Vesterbro, hvor fire meget forskellige danske bands blæste vinterkulden ad helvede til.  

Her følger en forsinket, men evigt aktuel anmeldelse af én af sidste års mest ventede udgivelser: Colour Hazes ’She Said’. Kodeordene er trippet og smilende fantastisk.   

Det var som at få bastante toner op i urinrøret, da Sunn O))) lørdag aften spillede op til t-u-n-g, aparte drone og rockende melodier foran et dedikeret publikum i en behageligt kold Den Grå Hal.

Efter små fem års pause vender Cult of Luna tilbage med et veloplagt og melodiøst postmetal-album, der bogstaveligt talt er lige så mørkt som den sorteste afkrog.

På ’Target Earth’ vender et fornyet Voivod tilbage til deres særegne kombination af prog og thrash, som de havde suveræn succes med i slut-80’erne. Det resulterer i et fantastisk album, der er til at forstå. 

Genoptrykket af Hellhammers ’Demon Entrails’ brøles velkommen. Den samler bandets tre demo-udgivelser fra start-80’erne og er skelsættende low-fi black metal, når det er aller-fucking-svedigst.

Er lidt nyt fra Porcupine Tree bedre end intet nyt? Ja og nej. Bandets seneste live-udspil, ’Octane Twisted’, synes mere at være en udgivelse til bandets eget, personlige mindealbum end til lytterens pladesamling.

Opeth leverede en metalkoncert uden punch og spillede syv kvarters stormfulde gode sange uden meget hjerte.

Sjældent har det været bedre eller mere skræmmende at spendere to timer i selskab med en gnaven, gammel skiderik, som det var fredag aften, da lovløse Swans med Michael Gira i front leverede en uforglemmelig koncert.

Svenske Goat er lige blevet annonceret til næste års Roskilde-plakat, hvilket er herligt. De har nemlig udgivet et af årets bedste debutudspil, der gakker over af pulserende psych og frække voodoo-beats. 

Den canadiske duo i Nadja smider et nyt album på gaden, der er forbandet tungt, tindrende smuk og umådeligt godt skruet sammen. 

På deres fjerde live-samarbejde til dato er det audiovisuelle-makkerskab mellem britiske Steven Wilson og danske Lasse Hoile stadigvæk en solid blanding af legende gå-på-mod og suveræn professionalisme.

Graveyard har stadig masser af vedkommende rockgods på hjerte, men mangel på nytænkning får samtidig karrierens tredje studiealbum til at virke forudsigeligt og disciplineret.

København, hvor fa’en var du? Der mødte ikke meget mere end 50 publikummer op, da Loppen torsdag aften havde legendariske Voivod på plakaten. Det sked bandet på og leverede en af årets suverænt bedste koncerter.  

Til trods for sange om livets storhed og fald formåede Anathema på intet tidspunkt at røre en, da de mandag aften leverede en to timer lang(trukken) seance i Lille Vega. 

Gallows anno 2012 savner den onde arrighed for at kunne leve op til tidligere live-præstationer, men de forstår stadigvæk at ryste fed, rockende hardcore ud af deres instrumenter.

Witchcraft anno 2012 kan stadig skrive fantastiske rocksange, men produktionen på deres fjerde album til dato er blottet for den musikalske sjæl, der ellers har kendetegnet deres tidligere udgivelser. Det lammer helhedsindtrykket en smule.

Forstærkerne koger stadig over af rødglødende spade, men Dinosaur Jr.’s tiende studiealbum kan ikke leve op til den høje standard fra deres to seneste plader.

På deres tredje studiealbum balancerer koncertaktuelle Gallows på en velspillet skarp knivspids af politisk vrede og festlige opstandsmelodier.

Kirk Windstein og Crowbar imponerede med en overlegen stil, da de leverede en pokkers tung og samtidig herligt afslappet søndagskoncert foran et udsolgt Beta.

Pearl Jam var en veloplagt enhed, da de tirsdag aften leverede en vild og energisk og fuldstændig medrivende rockkonert i et udsolgt og stegende varmt Forum.

Islandske Dead Skeletons var festivalens skæveste band, da de natten mellem lørdag og søndag leverede en gedigen koncert for festivalens skæveste publikum.

Den sumpede stonerenhed i Weedeater skildte sig ud da de startede fredagens intensive metalprogram på forbløffende tung og langtrukken vis.

Today is the Day lod sig heldigvis ikke påvirke af et metalanalfabetisk festivalpublikum, da de leverede en af festivalens bedste koncerter.

The Cult gav Roskilde et skud tiltrængt rockpersonlighed med stort R, men bandets første Orange-koncert i 25 år var i virkeligheden ikke den store rockkoncert, den burde have været.

Ved at levere en kedeligt pleasende solooptræden, fik Chris Cornell helt sikkert manifesteret sig som en af rockhistoriens store vokalister - der dog desværre er blevet en udtørret musiker.

Baroness udgiver et skuffende og ringe dobbeltalbum, som med sit overload af poppede, banale godnatviser dog bør tale til et bredt publikum.

På deres studiealbum nr. 19 træder Rush den tunge, nysgerrige pedal i bund. Det resulterer i deres bedste album i 30 år.

Ved at ryste den musikalske rockpose beviser Roskilde-aktuelle The Cult at de er still going ufattelig strong, 9 album og 30 år inde i karrieren.

Mikael Åkerfeldt og Steven Wilson har slået 2 x kompromisløsheder sammen under ét navn, Storm Corrosion. Sammen udgiver de et album, der står i vedkommende disharmoni til sommerens lange lyse nætter.

Steven Wilson leverede autentisk og udfordrende 70’er-prog med moderniseringer for et velbesøgt Amager Bio, der aldrig har lydt bedre. Det siger ikke så lidt.

De var ikke fine nok til årets program på Roskilde Festival, men på deres første udspil i sytten år beviser Saint Vitus, at de er lavet af tungt og evigt vedkommende doom-materiale.

Dark Buddha Rising dyrkede det okkulte og det psykedeliske på samme tid, og det resulterede i en fremragende overraskende koncert.

Med J. Mascis bag tønderne har Witch en stærk profil, men de var alligevel ikke synderligt imponerende på årets Roadburn.