Down var i absolut topform, da de lørdag aften leverede den måske bedste koncert på årets Copenhell.  

Satyricon demonstrerede med en forrygende koncert, hvorfor de sidder på kongetronen af norsk black metal.

Opeth leverede en metalkoncert uden punch og spillede syv kvarters stormfulde gode sange uden meget hjerte.

’Celebration Day’ er en glimt tilbage til Led Zeppelins storhedstid i 70’erne og dermed et must have for fans.

Destructions svedige thrash på ’Spiritual Genocide’ holder stilen og ungdommens energi intakt.

Normalt er live-udgivelser en lidt tam affære, og det er svært at indkapsle atmosfære og oplevelse på plade. Det er faktisk lykkedes Machine Head.

Doro, den tyske metaldronning, fejrer sit kommende 30 års jubilæum med udgivelse af albummet ’Raise Your Fist’, der heldigvis fremstår som en værdig om end ikke fremragende jubilæumsudgivelse.

Selvom der var et par bundskrabere er Trivium stadig et band der kan skabe en fest. Og As I Lay Dying spillede generelt røven ud af bukserne på alt og alle.

Gojira er ved at blive en fiksstjerne på metalhimlen, og det skyldes i høj grad trommeslageren
Mario Duplantier.

Stone Sours nye album balancerer mellem det ømme og det tunge. Havde de dog bare kunne holde sig til det sidste, havde der være tale om en seriøst fed udgivelse.

Alt peger hen imod opløsning af de seneste års mest opløftende supergruppe inden for hardrocken, Black Country Communion. Men bandet forlader denne verden med et brag af et album.

Sylosis ligger ikke på den lade side: Bandet er allerede nu klar med en skive, der som det forrige album fra 2011, er et album med en anseelig spillelængde.

Med ’Riitiir’ er Enslaved aktuelle med deres 12. udgivelse. Bandet har endnu engang forfinet deres stemningsfulde metal, der bevæger sig langt ud i progressivitetens landskaber.

Bullet er fra Sverige - og er som den svenske ret kjöttbullar och potatismos en velnærende omgang, om end ikke nogen stor kulinarisk oplevelse.

Downs første ud af fire - efter sigende musikalsk forskellige - ep'er er en skuffelse af format. Faktisk kan det næsten kun blive bedre med næste udgivelse.

Det britiske progmetal-band Threshold er tilbage med første udgivelse i 5 år. Den oprindelige sanger Damian Wilson er returneret til mikrofonen. Men et eller andet mangler.

Devilutions udsendte er ligeglad med folkehad og folkestemninger, politisk korrekthed og metalpolitiet: Nickelback fik igen vist sig som et bomstærkt live ROCKband, der sparker igennem. Men denne gang var der lige lovlig godt gang i balladerne. Der var store forventninger til opvarmningen, Daughtry, som blev smadret af elendig lyd.

Veteranerne fra Sydstaterne er tilbage i fin form med et overraskende friskt album.

Der var medlemmer af Cavalera-klanen på scenen hele aftenen på Voxhall, da Soulfly m.fl. gæstede Danmark for anden gang i år. Men bror Igor manglede!

Kreator er tilbage på fuld styrke med et album, der indtil videre tyder på at være årets bedste thrash-udgivelse.

Kataklysm præsenterer sin 20-årige karriere på DVD. Selvom det er blevet et alt for omfattende værk, så er det stadig temmelig interessant.

Den ene grenspaltning fra det italienske band Rhapsody of Fire debuterer med en heftig og voldsom omgang storladen symfonisk powermetal.

Testament leverede et solidt show på True Metal stage, men desværre blev anmelderen taget ved næsen af lydforholdene.

Efter det tragiske tab af sangeren Steve Lee vender Gotthard tilbage med ny en sanger, men med et album i den gammelkendte stil.

Suffocation leverede en sikker, kort omgang blæs der aldrig kom helt op at ringe, men aftenen bød især på enkeltpræstationer der gjorde stort indtryk.

Med lidt hiv, sving og tålmodighed, så vokser Niles nyeste, sært producerede ofring sig til et relativt solidt album.

Machine Head leverede tilbagelænet og drevent varen for et for fåtalligt publikum.

Grand Magus leverer mere af bandets solide, melodiske heavy, der dog ikke overrasker.

På deres studiealbum nr. 19 træder Rush den tunge, nysgerrige pedal i bund. Det resulterer i deres bedste album i 30 år.

Mnemic er genfødt i prog-metallens tegn.

Linkin Park er tilbage med et stilsikkert album, der er gruppens bedste i mange år.

Gojira virker mere afslappede i sangskrivningen på deres femte studiealbum.

Anthrax havde en fin setliste, stor spilleglæde og et feststemt publikum på Copenhell. Alt skulle være i den skønneste orden, men bandet og anmelderen fandt aldrig takten sammen.

Lamb of God leverede en meget energisk koncert, god hjulpet på vej af et fantastisk publikum.

Trods kort sætliste fik Trivium, via hits, overskud og spilleglæde, skabt en fest.

Mastodon har været udsat for hård kritik på det seneste. På Copenhell tog de revanche og viste hvem der i sidste ende bestemmer.

Det er svært ikke at se frem til Meshuggah på en scene, men på Copenhell blev det en jævn indsats fra bandet, der sagtens kunne have taget publikum mere med.

Killswitch Engage åbnede 'Helviti' på Copenhell og slap derfra med lidt skrammer på stemmebåndet.

Immortal satte alt og alle på plads og spillede lørdagens bedste koncert.

Forrygende fransk Copenhell-opvisning satte kritikerne på plads.

Det var finsk, fjollet og festligt, da Korpiklaani stod for årets folkemusikalske indslag.

Skønhedsfejl og et småpinligt optrin fra yngre udgaver af Cavalera fik en ellers fremragende begyndelse til at trække i langdrag og blive lidt ligegyldig mod slutningen.

Søvndyssende sange er det eneste, Slash formår at hive op af hatten på sit andet soloalbum.

Mikael Åkerfeldt og Steven Wilson har slået 2 x kompromisløsheder sammen under ét navn, Storm Corrosion. Sammen udgiver de et album, der står i vedkommende disharmoni til sommerens lange lyse nætter.

Before the Dawn lyder mere svenske end finske, men deres melodiøse metal er både velspillet og vellykket

Selvom Unleashed ikke opfinder noget nyt på seneste udspil, 'Odalheim', så er musikken så drevent og veloplagt leveret, at den holder vand hele vejen til Vinland og hjem.

Nightwish leverede i dén grad varen, og var man i tvivl kunne et blik på Falconer Salens mange tilskuere forsikre om, at aftenens koncert var helt i særklasse.

Shinedown hverken revolutionerer, overrasker eller forbløffer, men står en omgang ekstremt god hardrock-håndværk i hånden.

Roadrunners anden udgivelse med den grove og nihilistiske stand-upper Doug Stanhope er et kvantespring i forhold til sidste år vaklende middelmådige misere.

På deres sjette album stiller The Mars Volta sig med det ene ben i den poppede og ligetil lejr og med det andet i en den kantede og eksperimenterende. Nogle gange fungerer det, andre gange gør det ikke.