Kiss kørte den hjem på rutinen i Forum, der var forvandlet til et farverigt og eksplosivt rockcirkus. Med Paul Stanley som den største klovn. 

Tegneseriesatanisterne i Ghost skuffede fredag på Copenhell. Men det var ikke kun bandets egen skyld; mod sollys og tvivlsom lyd kæmper selv onde paver nemlig forgæves.

Når Kiss går scenen, buldrer og brager det løs som en gedigen sci fi-film i to timer. En sci fi-film, hvor effekterne spekulativt kamuflerer enhver meningsfuld handling.

V8 Wankers er ikke det mest raffinerede band, man kan forstille sig. Men bandets speed-rock’n’roll er i den grad underholdende.

Det er snart mange år siden, at Kingdom Come var enten elsket eller hadet. Lenny Wolfs seneste udgivelse i Kingdom Comes navn ændrer nok ikke ved dette faktum.

Whitesnakes 'Made In Japan' afrunder fint epoken med Doug Aldrich som leadguitarist, men tydeliggør også at der skal til at ske noget nyt, hvor David Coverdale slipper for at skrige sin fænomenale vokal endnu mere i stykker.

L.A. Collection har fundet opskriften på god hard rock. Nu mangler de bare at give den et personligt touch.

Den anden skive fra Ghost er en symfonisk åbenbaring, som vil skille vandene for hard rock-fans. 

Skribent Molin og tyske The New Black er uenige om den rette betegnelse for musikken, men kan dog enes omkring gode takter. 

Klogt af Pretty Maids at holde fast i producer Jacob Hansen, som med succes har hjulpet bandet med noget nær en Mission Impossible: at følge op på det stærke comeback 'Pandemonium'. Men 'Motherland' er langt bedre end sin forgænger, skal vi hilse og sige.

Det finske monstershow beviser, at man sagtens kan få alt til at handle om udseendet og stadig skrive god rockmusik.

‘More Than One Way Home’ er bestemt mere end moderat bedre end de seneste mange års Whitesnake-album. Der er bare de to små problemer med albummet: At det ikke er David Coverdale, der synger, og at det ikke er Whitesnake, der spiller.

Norske Jørn Landes vokal er stadig lige kuldegysende fantastisk. Det er den, uanset hvad han laver. Men han skal til at stramme sig an, hvis hans band skal blive til mere end en fortærsket kopi af sig selv. Vi anmelder Jorns parring med et symfoniorkester.

På debutalbummet 'Driven' spiller Aventyr en omgang hard rock, som såmænd ikke er dårligere end så meget andet inde for samme genre, men til gengæld også er hørt langt bedre så mange gange før.

I det store hele er Nordirlands 7 Days Dead et udmærket hard rock-band uden det helt store potentiale.

Rock’n’Rolf fra Running Wild har tilsyneladende omsider parkeret sørøverskibet sikkert i havn og lagt speedmetallen på hylden – i det mindste for en tid - for i stedet at kaste sig over retrorocken. Det er endt i lidt af en musikalsk rodebutik, hvor alle musikgenrer er på lager.

Snakecharmer med et par tidligere Whitesnake-folk forsøger at gøre klassisk Whitesnake kunsten efter. Det lykkes ikke helt. De helt gode sange og David Coverdales vokal mangler.

Norske Audrey Horne kan trods en lidt sær lyd ved første lyt og et umanerligt grimt cover alligevel være pænt stolte af albummets fine række af catchy melodier med flere klare hits iblandt.

Rust n' Rages debut byder på en lidet overbevisende omgang glam-rock.

Enkelte gange kan det, der på det nærmeste mases ned i halsen på en fra redaktørens side, vise sig at være så langt mere end en tvangskødbolle før den ønskede dessert. Det gør sig i hvert fald gældende med hensyn til T&N’s debutalbum, som godt nok var hørt, men lagt på hylden, inden redaktørens milde, men bestemte øjne signalerede, at bemeldte medium skulle graves frem igen.

Snot i det tilbagestrøgne hår, heavy metal blandet med rockabilly, sanger med punkattitude og Clash-agtig vokal og sangtitler som ’Kings of Rock’n’Roll’, ’Devil’s Dance’ og ’Run With the Devil (RWTD)’ – jamen det må da være ...

Europe leverede en koncert på rutinen. Opvarmningen var dog god, og Europes forsanger Joey Tempest var en god showman, så de fremmødte fik en god oplevelse.

Joe Satrianis gamle elev har gennem 30 år opbygget en solid karriere via sit indiskutable talent, og dermed er der mødepligt når Steve Vai betræder dansk jord.

Aerosmith er tilbage med deres første studiealbum i 7 år og med deres første album med selvskrevet materiale i 11 år. Og det slet ikke dårligt. Desværre holder det høje startniveau ikke hele albummet igennem.

Danko Jones har begået et røvkedeligt værk, der i den grad mangler kant.

Stone Sours nye album balancerer mellem det ømme og det tunge. Havde de dog bare kunne holde sig til det sidste, havde der være tale om en seriøst fed udgivelse.

Mange mener stadig, at Gotthard uden afdøde sanger Steve Lee ikke er Gotthard. Bullshit! I sidste uge viste bandet og den nye sanger i Amager Bio, at arven løftes med stor respekt, masser af energi, indlevelse, spilleglæde og power.

Alt peger hen imod opløsning af de seneste års mest opløftende supergruppe inden for hardrocken, Black Country Communion. Men bandet forlader denne verden med et brag af et album.

I år er det 40 år siden Deep Purples mesterværk 'Machine Head' blev udgivet. Det har givet pladeselskabet Eagle Rock Entertainment anledning til at udgive et tributealbum i anledningen af jubilæummet.

Der var betonrock i mere end én forstand i de gamle ganske besiddelser i Schleswig, da veteranerne Uriah Heep endnu en gang rockede i Tyskland

Veteranerne fra Sydstaterne er tilbage i fin form med et overraskende friskt album.

De falsetelskende hardrockere The Darkness er tilbage som fjollede, skøre og vanvittigt dygtige til lige netop at være det.

Firser-ikonet Lita Fords nye skive er en uskøn beretning om et vildt liv.

En af de ringeste præstationer på Wacken 2012 var desværre dansk og disneyinficeret.

Efter det tragiske tab af sangeren Steve Lee vender Gotthard tilbage med ny en sanger, men med et album i den gammelkendte stil.

Et Phil Lynott-løst Thin Lizzy sparkede med flere gåsehudsmomenter en rigtig rockfest i gang og overstrålede klart skægge ZZ Top.

Blue Öyster Cult gik på Sweden Rocks hovedscene netop som regnen begyndte at vælte ned. Og det medførte en ærgerlig drukning af amerikanernes overlegne rifffest.

40 år i gamet, men stadig sultne. Twisted Sister overbeviste stort i Devilutions senioranmelders koncertdebut med de aldrende - men bestemt ikke pensionsmodne! - hardrockere.

AC/DCs allerførste sanger, Dave Evans, gav sin første koncert i Skandinavien i Trondheim i weekenden. Devilution var på til en sand schlagerparade af AC/DC-klassikere.

The Darkness live på Trondheim Rock 2012 rangerede fra slemt til storslemt.

Shinedown hverken revolutionerer, overrasker eller forbløffer, men står en omgang ekstremt god hardrock-håndværk i hånden.

Pulled Apart By Horses lever hverken op til navnets præmisser eller løfterne om effektiv rock.

Mad Max leverer trods erfaring fra de sjove firsere kun en omgang hurtigt glemt hard rock.

UFO kunne med 'Seven Deadly' tage ved lære af sætningen - intet nyt er godt nyt!

Van Halen har gjort det umulige: Leveret et album på samme højde som de bedste af de klassiske album med David Lee Roth. Van Halen anno 2012 rocker uhyggeligt stærkt igennem på det, der ligner årets rockalbum.

Enic lyder godt og smukt, men mangler det sidste i melodierne for at kunne følge op på alt det som fungerer.

Dårlig produktion og lidt for letkøbte ideer begrænser et ellers sjovt EP-udspil fra Skullclub.

Anden omgang fra Bullet Train Blast har masser af kvaliteter udi i det ligefremme, men mangler højdepunkter i produktion og rolige momenter.

The Answer vil gerne være både hårde, groovy og følsomme, og det sidste skal de holde sig fra, hvis det andet skal fungere helt.

Stemmen er ikke, som den har været. Men den er bedre end længe. Og Whitesnakes David Coverdale kan om nogen være vært ved en fantastisk fest. Således også i Vega i sidste uge.