Det var en våd fornøjelse, da amerikanske Every Time I Die ramte Hades-scenen på Copenhell tidligt lørdag aften. Dette stoppede dog ikke metalcore-slænget fra Buffalo i at levere et af deres berygtede liveshows. Tværtimod.

Der var masser af "signatur-moves" fra medlemmerne af Scarred by Beauty i et glimrende show på Pandæmonium; hvor det nogle gange har virket koreograferet, var det blot herligt energisk her.

Metalcore med mange andre inspirationer gjorde, at selv de mest kræsne fandt ørelækkerier i Purified in Bloods sæt på Copenhell.

Parkway Drive satte publikum på plads med en lige højre, mens storsmilende Winston McCall i front spyttede første række i ansigtet med sin aggressive vokal.

Amager Bio gyngede imponerende taktfast fredag aften, da deathcore-briterne fra Bring Me The Horizon slog vejen forbi.

Killswitch Engage svingede lørdag forbi Amager Bio og viste med knivskarpt samspil og autentisk energi, hvordan metalcore kan være andet og mere end blot metervaremetal.

Trods genindsættelsen af Jesse Leach og en aggressivitet, man ikke hørt fra Killswitch Engage siden ’Alive or Just Breathing’, genopliver ’Disarm the Descent’ kun momentvis det tidlige mesterværks magi.

As I Lay Dyings 6. album udløser en fornemmelse af, at det ikke er en af de kommende store albumklassikere man lytter til.

Med udgivelsen af 'Antennas To Hell' lukker Slipknot fint for kapitlet, der indeholdt bassist, sangskriver og grundlægger af bandet, nu afdøde Paul Gray.

A Life Once lost har været fem år undervejs med deres sjette album. Det har været ventetiden værd.

Selvom der var et par bundskrabere er Trivium stadig et band der kan skabe en fest. Og As I Lay Dying spillede generelt røven ud af bukserne på alt og alle.

Raunchy havde en tidligere koncert på AMF at revanchere, og det lykkedes i en stærk fest.

Winston McCalls ”blah!” og teksterne om menneskets råddenskab er det eneste, der går igen på 'Atlas'. Andre af PWD’s absolutte signaturer er stort set væk.

Heights og While She Sleeps udspillede hovednavnet denne aften. Lyden var hele vejen igennem absolut i top, og det medvirkede til en gennemført koncertoplevelse.

Det nye og fjerde album fra In This Moment følger en rød tråd væsentlig bedre end det forrige album, som ville for meget på én gang.

Punchet var fundet frem i Black Dahlia Murders koncertlyd, og det løftede showet.

Publikums sidste festival-kræfter blev fyret grundigt af søndag aften, og det nød Suicide Silence godt af, selvom musikken blev ensformig.

Norske Purified in Blood har stadig metalcore-elementerne i behold, men et eller andet sted virker det som om, at ligeså norske, men mere metalliske Kvelertak har inspireret til det nye album.

Linkin Park er tilbage med et stilsikkert album, der er gruppens bedste i mange år.

Det er især udlandet, som har fået øjnene op for The Interbeing. Danskerne gør nu også en fin figur på hjemmebane.

Trods kort sætliste fik Trivium, via hits, overskud og spilleglæde, skabt en fest.

Killswitch Engage åbnede 'Helviti' på Copenhell og slap derfra med lidt skrammer på stemmebåndet.

Efter gentagne afbud stod det amerikanske deathcore-band All Shall Perish endelig med dansk grund under fødderne, klar til vildt show.

Voice Of Ruin er en hårdtslående lige højre, og det første album af samme navn er en nogenlunde vellykket debut.

En vital håndfuld af bands viste på forskellig vis, hvor møblementet skal placeres når det skal sættes ned af metal- og deathcore-folk. Især svenske Vildhjarta imponerede.

Tyske Caliban spiller inden for en af de nyere metalgenrer, men skønt genren er ny, er bandet ingenlunde novicer; dette er deres 8. album. Alligevel overbeviser de ikke helt.

All Trays Of Venom udgav tidligere på måneden debutpladen, men måske var det lidt for tidligt at komme med sådan én.... Læs og døm selv.

Hvis nogen skulle være i tvivl om hvordan man stagediver, var publikum klar på at give en lektion i selvsamme, da Parkway Drive gæstede Pumpehuset. Parkway Drive har på få år fået en fast, dedikeret fanskare og aftenens energifyldte show vidnede om hvorfor.

En meget, meget sukret og grufuld oplevelse er hvad der blev denne anmelder til del. Læs og døm selv.

"D" var forbogstavet i fokus, da Downswitch, Diretone og Defecto spillede metal i Kulturhuset Islands Brygge.

Korn fejrer tiende albumudgivelse ved at søge i nye og elektroniske retninger.

Mike Muir holder Suicidal-gryden i kog med en række glimrende numre fra overskudslagret.

Den 28. august 2001 udkom Slipknots andet album 'Iowa', der bestemt har klaret de 10 år godt og stadig er et formidabelt album.

Black Stone Cherry var uhyrligt veloplagte, og det var hovednavn Alter Bridge også. Men lydmanden skabte et irriterende, buldrende lydbillede.

Numetal-veteranerne skruer op for distortion-pedalen og kigger tilbage mod rødderne på deres syvende album.

Efter mange års eksistens og et debutalbum i 2004 kommer nu endelig svenske Cipher Systems andet album.

Textures vender tilbage med endnu en masterclass i kontrastfyldt, teknisk metal.

Et halveret Chimaira udgiver et album i trods, som i den ene og anden forstand har sine dystre sider.

We Came as Romans lægger an til den store metalcore-invasion, men sendes hjem med halen mellem benene.

Flere af de bange anelser man måtte have overfor amerikansk metalcore på en onsdag blev desværre realiseret, men heldigvis også nogle af forhåbningerne.

Det er ikke den dybe tallerken, Rise to Remain opfinder på 'City of Vultures', men på forunderlig vis formår de fem engelske knægte alligevel at efterlade et uhyre lovende og ambitiøst aftryk i en genre, der på mange måder skiller vandene.

Musikalsk har All Shall Perish flyttet sig i retning mod en mere sammenhængende sangskrivning, og det nyder gruppens nye album godt af.

I små bidder er Suicide Silences nye album fortræffeligt, men når pladen får lov til at køre, så bliver det utroligt kedeligt.

Trivium vender tilbage til 'Ascendancy'-lyden på et vellykket album, hvor de langt om længe accepterer deres skæbne og gør, hvad de er bedst til.

Debutalbummet fra de danske fusions-metallere er et stemningsmættet og til tider blændende udspil.

Det er forbavsende så godt Iwrestledabearonce binder sære stumper kraftigt varieret musik sammen på sit andet album.

Skindred var mere populært end man skulle have troet, på en festival som Wacken, men det bragte også den største fest.

Selvom Downswitch viser gode takter på sin EP, der skal lokke et nyt pladeselskab til, vil det nok overraske, hvis et major-label byder på.

Nu metal-veteranerne Limp Bizkit leverer et ligegyldigt comeback-album, som vi godt kunne have undværet.

En Underoath-koncert leverede varen, omend den var kort.