For første gang siden turen med Deftones i 2010 gæstede Coheed and Cambria onsdag aften igen København. Det endte dog i ærgrelse og skuffelse over et ellers velspillende progressivt rockorkester.

Sabaton gjorde egentlig alt rigtigt, men nogen stor oplevelse var de ikke lørdag på Copenhells største scene.

Danzig druknede i dårlig lyd og et uinspireret band. Derfor blev koncerten med et af årets hovednavne en temmelig skuffende affære. Heldigvis dukkede der autentisk punkrock op til at råde en smule bod på det.  

Tegneseriesatanisterne i Ghost skuffede fredag på Copenhell. Men det var ikke kun bandets egen skyld; mod sollys og tvivlsom lyd kæmper selv onde paver nemlig forgæves.

Med Paradise Lost som årets sidste band var der efter en fin festival lagt op til en super afslutning. Den fik Nick Holmes lagt i ruiner ved at være tilbage i sit gamle gnavne humør.

Det var ikke kun Parkens skyld, at koncerten med Bon Jovi kun er mindeværdig, fordi den var så himmelråbende ringe og intetsigende en oplevelse. Men publikum var ovenud overlykkelige.

Megadeths seneste udspil ’Super Collider’ er ikke nogen åbenbaring, hverken musikalsk eller videnskabelig. Det er derimod Mustaine på autopilot.

Med Artlantica indgår den tidligere Royal Hunt-sanger John West i endnu et projekt. Det er denne gang ikke en ubetinget succes.

De israelske dødsmetallere fra Sonne Adam virkede opgivende foran små 50 mennesker på en våd onsdag aften, hvor flere legendariske bands spillede for fulde huse på samme tid. 

Rhapsody of Fires seneste livealbum skulle efter sigende være et ‘rigtigt’ livealbum. Hvis dette er sandt, giver det ny vægt til påstandene om, at månen nok alligevel består af grøn ost, og at Neil Amstrong aldrig betrådte den.

Det er snart mange år siden, at Kingdom Come var enten elsket eller hadet. Lenny Wolfs seneste udgivelse i Kingdom Comes navn ændrer nok ikke ved dette faktum.

Musikken fejlede bestemt ikke noget, da amerikanske Penance gav deres første europæiske koncert i tyve år, men det klassiske doom-band formåede aldrig at få et udedikeret publikum med sig, og det hele forblev underligt uforløsende. 

Forcenturys koncert i Fredericia blev desværre ikke en overbevisende forestilling.

Anarko-punkerne Antisect gav en noget træt eftermiddagskoncert på Roadburn, der først blev bedre end ligegyldig til sidst, da det var alt for sent.

Der var ikke imponerende bid i Hamferd fra Færøerne, der dog var klædt pænt på. Mest af alt mindede de om en lightudgave af danske Saturnus.

Dark Sermon er en 4 år gammel konstellation fra Tampa, der med debuten ikke tilføjer dødsmetal-metropolen noget videre interessant.

Canadisk dødsmetal overskyggede Job for a Cowboy, som igen understregede, at de er et overvurderet metal-band, der gav en bundskrabende koncert, som også blev præget af et par voldsidioter.

Det er 25 år siden, at de første gang drejede ind på deres karismatiske blandingsrute af punk, 60'er-psych og lo-fi-heavy, men på ’Vanishing Point’ fortsætter Mudhoney med at drøne ufortrødent videre. Dog ikke specielt vellykket. 

Nokomak er et firbenet ådsel, der har ligget i undergrunden i godt tre år. Her vækkes de til live og hilser på med en demo bestående af fire buldrende numre.

Suicidal Tendencies har de senere år spillet herligt levende live-shows, men netop det livlige element savnes på albummet, som virker lidt statisk og uden stålsat fokus.

Hatebreed er på bandets 6. studiealbum, ’The Divnity of Purpose’, et forglemmeligt plagiat af sig selv, der lugter lidt af pengemaskine.

Første show på Manowars europaturne var mildest talt ikke overbevisende.

På debutalbummet 'Driven' spiller Aventyr en omgang hard rock, som såmænd ikke er dårligere end så meget andet inde for samme genre, men til gengæld også er hørt langt bedre så mange gange før.

Godt 15 år efter grungebølgen for alvor lagde sig, udsendte den københavnske trio Dear Delusion i sidste uge debutpladen ’Imprisonment’, som kommer, ja, godt og vel 15 år for sent.

I starten af 2012 havde Devilutions Villumsen fat i det første udspil fra What Worms Inherit, som inkasserede 3 stjerner og gav forventninger om en lovende fremtid.

Oslo Ess taber pusten imponerende og skamfuldt hurtigt, og groft sagt formår de at gå fra fantastiske til fesne på 2 minutter.

Rust n' Rages debut byder på en lidet overbevisende omgang glam-rock.

Secret Sphere har håndværket i orden, men ikke den store personlighed, og så ender det med at være gode, men ligegyldige takter.

Pilgrimz sendte i efteråret 2012 opfølgeren til den lovende succes fra 2008 på banen, men albummet skuffer desværre vores anmelder.

Incursed er noget så sært som et vikingeband fra Spanien, og de burde nok have holdt sig fra vores forfædre. 

Bloodbound roder så meget rundt i klichéerne, at det bliver åndssvagt og kalkuleret - og overskygger en fin musikalsk side af sagen.

Opeth leverede en metalkoncert uden punch og spillede syv kvarters stormfulde gode sange uden meget hjerte.

Whyzdom har styr på musikken og vokalen, men sammenhængskraften er ikke til stede.

Den seneste plade 'Book Burner' fra Pig Destroyer prædiker til det allerede omvendte kor og gør ikke meget for at udfordre de eksisterende rammer.

En gang imellem bliver det meget tydeligt, at der er forskel på om noget er åndssvagt godt eller bare åndssvagt, og Jeff Loomis' optræden på Templet i Lyngby var netop én af de gange.

Med et fyldt Loppen og en god setliste var der lagt op til en fremragende aften i selskab med doom-legenderne Pentagram. Fremragende blev det bare aldrig.

Winston McCalls ”blah!” og teksterne om menneskets råddenskab er det eneste, der går igen på 'Atlas'. Andre af PWD’s absolutte signaturer er stort set væk.

Man fristes til at bruge ubehagelige ord som "hyggeligt" om dette akustiske udspil fra Stratovarius-forsanger Timo Kotipelto

Bullet er fra Sverige - og er som den svenske ret kjöttbullar och potatismos en velnærende omgang, om end ikke nogen stor kulinarisk oplevelse.

Downs første ud af fire - efter sigende musikalsk forskellige - ep'er er en skuffelse af format. Faktisk kan det næsten kun blive bedre med næste udgivelse.

Omar Rodriguez-Lopez brugte Loppen som øvelokale for sit ikke rasende interessante nye popprojekt Bosnian Rainbows. Og dét på trods af, at der stod Omar Rodriguez Lopez Group på plakaten.

De svenske mørkemænd fra Katatonia synes næsten at have komponeret deres egen nekrolog.

Tamt, tysk rip-off er resultatet af Freitods andet album.

Texanske Helstar er i fuld gang med at fejre 30 års jubilæum. Det bliver bl.a. markeret med en europatur i september og med udgivelsen af dette dobbelte livealbum optaget i Texas tidligere på året.

Uheldige omstændigheder gjorde det umuligt for danske Manticora at skabe en fest, trods et ihærdigt forsøg.

Malice vender tilbage efter 23 års pladetørke, og det gør de af uforståelige grunde primært med genindspilninger.

Kehlvins anden skive er en langtrukken og kedelige affære.

Red Fang kunne ikke rigtig komme ud over scenekanten og leve op til forventningerne på årets festival.

Et amputeret Liturgy skuffede med deres "transcendentale black metal", der holdtes nede af en løbskløbet trommemaskine og et lydbillede blottet for bund.

Ved at levere en kedeligt pleasende solooptræden, fik Chris Cornell helt sikkert manifesteret sig som en af rockhistoriens store vokalister - der dog desværre er blevet en udtørret musiker.