Lørdag aften indtog High on Fire Roadburns Main Stage for anden gang i år, hvilket medførte en omgang varm metallisk festivitas af tight-spillede numre i et smuk møde med et pokkers veloplagt publikum.  

Roskilde-aktuelle Uncle Acid & the Deadbeats leverede en overordentligt medrivende koncert på Roadburn, der både var yderst velspillet og leveret langt mere professionelt, end man havde set komme. 

Godflesh var inviteret tilbage til festivalen for denne gang at spille albummet ’Pure’ fra start til slut for første gang nogensinde. Det resulterede ikke alene i en af de bedste, men også den mest tidløse koncert på Roadburn i 2013. 

Gendannede Dream Death leverede en sjælden europæisk optræden, der modsat torsdagens koncert med Penance havde det punch, der skulle til for at holde nakkemusklerne og luftguitaren kørende.

Det obskure og suveræne droneprojekt Gravetemple leverede amerikanske klangtoner fra guitaren, bebudende østeuropæisk helvedesvokal samt tonserskizofrent ambient lir fra down under foran et måbende og respektfuldt publikum på Main Stage. 

Til trods for at det tog Cult of Luna lidt tid at finde frem til deres aggressive ambitionsniveau, så formåede de alligevel at levere en mørk og vedkommende koncert, der tilmed havde  Roadburn-publikummet i sin hule hånd.      

Lord Mantis blæste Roadburn godt i gang med deres beskidte fusion af sludge og black metal, der nogle steder sågar tilnærmede sig progressiv metal.

Mægtige Electric Wizard leverede en pragtkoncert, som tog røven på én ved at være overraskende tilbagelænet og løs, og samtidig mindre imødekommende, end man havde håbet på.    

Musikken fejlede bestemt ikke noget, da amerikanske Penance gav deres første europæiske koncert i tyve år, men det klassiske doom-band formåede aldrig at få et udedikeret publikum med sig, og det hele forblev underligt uforløsende. 

Det tog blot de autentisk rockende bluesmusikere i Endless Boogie en håndfuld lange og ensartede numre at levere en af festivalens bedste koncerter.

I selskab med den tyske trio Camera havde NEU!-legenden Michael Rother en noget nær perfekt backing, og det var ganske tydeligt, at krautock-veteranen til fulde nød sine fem kvarter på Afterburneren.

Japanske Sigh gav en af de mest teatralske optrædener på Roadburn med kranier, englevinger, ild og blod – i det musikalske krydsfelt mellem Judas Priest, Venom og Cradle of Filths symfoniske teatermetal.

Gendannede Die Kreuzen gjorde, hvad de kunne til deres to koncerter på Roadburn, men det var en ret flad fornemmelse at stå med blot cirka 100 publikummer i den tomme hovedsal og tage imod amerikanerne. Til den anden koncert i noget mindre Green Room gik det bedre, omend publikum stadig svigtede.

Virginia-trioen Satan's Satyrs lukkede fredagen på Roadburn med en skødesløs stil et garagepunket sted mellem Blue Cheer, Stooges, Black Flag og Steppenwolf!

The Pretty Things fejrede 50 årsjubilæum i uvant selskab på Roadburn, men det forhindrede ikke Phil May og Dick Taylor og deres tre lejesvende i, lidt overraskende, at levere en af årets bedste koncerter!

High on Fire spillede hele deres debutalbum plus bonussange i en kort, men mere end overbevisende koncert, der mindede om, hvor fantastisk sammenspillet trioen efterhånden er.

Koncerten med Birmingham bandet Doom var blandt en af de bedste og mest intense på årets Roadburn.

Coroners koncert på main stage bød på en blandet pose bolsjer af old school og groovy nu metal.

Black Cobra lider af svær High on Fire-fascination, og det er jo ikke det værste, man kan fejle. Duoen lukkede i hvert fald årets festival med en fest uden revolution.

Bongripper opførte deres instrumentale doom/sludge-genistreg ’Satan Worshipping Doom’ på Main Stage i en overraskende fyldt sal. Men live-udgaven var desværre studiemodstykket underlegen.

Supergruppen Heavy Jam med medlemmer fra Earthless, Dinosaur Jr. og Witch levede op til sit navn med en rockende jamsession, der over næsten en hel time arbejdede sig frem mod sit buldrende klimaks.

Dark Buddha Rising dyrkede det okkulte og det psykedeliske på samme tid, og det resulterede i en fremragende overraskende koncert.

Med J. Mascis bag tønderne har Witch en stærk profil, men de var alligevel ikke synderligt imponerende på årets Roadburn.

The Obsessed leverede deres første koncert i atten år med en på én gang meget imponerende men også lidt indstuderet nerve.

Trods trommeslagerskift leverede Danmarks-aktuelle Sleep en ultratung metallisk, hashpsykedelisk og selvmodsigende vækkelse af en koncert, der formodentlig var den bedste på dette års Roadburn.

Farflung har muligvis ikke opfundet den mest originale spacerock, men de har stadigvæk succes med at levere den, ikke mindst live.

Over to aftener spillede Yob to albums i deres fulde længder. Begge aftener står tilbage som tunge pragteksemplarer på den sublime, originale heavykoncert. Her følger begge aftener under én samlet tekst.

OM leverede vibrerende og pulserende stoner-yoga, som forplantede sig til en forrygende koncertoplevelse.

J.G. Thirlwells "Manorexia"-projekt stod for et anderledes indslag på årets Roadburn-festival med en times stemningsmættet kammermusik. Det meste druknede i publikums snak og ligegyldige indstilling.

Efter Killing Jokes overbevisende optræden på Roskilde sidste år, var der god grund til at se frem til gruppens koncert på årets Roadburn, men koncerten faldt desværre fuldstændig til jorden sammen med et højtalertårn.

For nogle uger siden leverede det psykedeliske western-band, Spindrift, en glimrende koncert på Roadburn. Nu gæster de Loppen.

Man mærkede, at Corrosion of Conformity i trioform virkelig havde noget at bevise, og varen blev så sandelig også leveret tilsat en smittende spilleglæde og et uovertruffen overskud.

De gendannede dødsmetal-legender i Winter leverede en komprimeret times ond og åndssvagt tung dødsmetal. Et kvarter mere ville have fået koncerten helt op i det røde felt.

Begge årets koncerter med amerikanske Blood Farmers bød på solid traditionel doom tilsat et væld af kult horrorfilm på bagtæppet, som ofte næsten overskyggede musikken.

Swans leverede festivalens måske mest kompromisløse koncert.

Et af årets første hovednavne på Roadburn, Pentagram, skuffede med en ikke særligt swingende, men derimod meget svingende koncert.

Candlemass' debutplade var også i liveregi en af verdens bedste doomplader.

Godflesh leverede en koncert, der flænsede huden af publikum.

Koncerten med Shrinebuilder var et sonisk virvar af fire forstyrrende egoer, der resulterede i festivalens dårligste koncert.

Semi-veteranerne i Acid King blev første navn på plakaten for den forsinkede Devilution-bil, og de leverede et tungt monument af en festivalstart.