Pladeanmeldelser
Smadremændene smadrer igennem igen, men alt er ved det gamle i Smadreland.
Alt er på et højere niveau end før for Blazing Eternity, der efter 21 års albumpause gør comeback med deres bedste udgivelse til dato.
Oven på den meget personlige forgænger ligner My Dying Bride atter sig selv her på 'A Mortal Binding' – både på godt og ondt.
Pectora tager med 'Twilight Knights' et ordentligt skridt fremad med et troværdigt dansk bud på tradtionel metal: NWODHM?
Det er et punket og gotisk rave i en fabrikshal med en stor, kold og trist rumklang, og halvdelen af gæsterne er vampyrer. Og du ser det hele på et vhs-bånd, som er besat af dæmoner.
Med en mangel på rød tråd og få stærke kompositioner udgiver While She Sleeps deres til dato dårligste plade.
Offernat, der nu er en duo, hæver ambitionsniveauet på en omfattende og forjættende plade, der, titlen til trods, bestemt ikke føles gold.
Man skal være en noget trist type for ikke at komme i godt humør af Korpiklaani, når bandet trykker den af – men det er bedst i små doser.
Potentialet var der sidst vi anmeldte Posterity – nu får vi forsmag på netop det. ’Feed Us to The Machine’ varsler godt for det danske bands fremtid.
Canadisk-amerikanske metaltraditionalister tager et ordentligt spring fremad på deres tredje album.
Klokken slår midnat hver nat, og så tager Helvedes tjenere over. Der er intet nyt under fuldmånen, men hvad havde du også forventet dig af Helvede? Selvudviklingskurser?
Irsk duo debuterer med talentfuld og stilsikker undergrundsmetal.
'DIN SORTE TUNGE / RIVER HUL / LAD SKAMMEN FLYDE / FRA MINE SÅR / SLIK DET AF MIN KROP / OG LAD DEN DØ / ER DET NOK NU?'
Fortid og nutid mødes i et futuristisk take på elektronisk kirkemusik, her på det tredje album fra det virtuose énmandsprojekt Keygen Church.
Livgone kommer vidt omkring i de atmosfæriske sindelag med doomens tunge leje som omdrejningspunkt på 'Almost There' - en lovende debut for den franske trio.
Sonata Arctica har stadig nogle boller i suppen at trille rundt med, i en dog ikke helt fuldendt metalsuppe.
Vulvatorious folder deres udtryk bredere ud uden at miste den kant, der i første omgang gjorde dem fascinerende.
Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.
Selvom dynamikken får lidt mere lov til både at flyde og hærge, så er det nu stadig lyden af det velkendte Borknagar, der møder os her på deres 12. udspil, 'Fall'.
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.