New Jersey-horrorpunkerne skruede op for gore og BPM, og blev uforvarende, med denne kvarter lange svanesang, pionerer for hardcore-punkens videre udvikling.
I 1993 udgav Metallica deres første livealbum. Knap 9 timers materiale. Det blev den sidste af den slags. Store live-plader. Fra det største band dengang.
Sorg og fortabt kærlighed er omdrejningspunkterne på denne tidlige hjørnesten i My Dying Brides doomede univers, ladet med grædende violiner og poetisk sentimentalitet.
1993 var året, hvor goth metallen vandt indpas i de bredere masser – og det fjerde album blev med ét det skelsættende af slagsen, der satte Paradise Lost på dagsordenen.
Efter 'Human' var Chuck Schuldiner vred. Meget vred. Det kom der en overset, men fantastisk plade ud af, hvor King Diamonds guitarist udøvede mirakler.
I virvaret af emo, scene og poppunk trådte AFI ud af deres hardcore-sko, og ind i en ny lyd, da de udgav deres sjette studiealbum. Nogle lyttere vil måske endda ikke være klar over, at AFI allerede havde fem albums i bagagen, for ’Sing the Sorrow’ er på mange måder bandets første som det AFI, vi kender i dag.
I 1978, på tærsklen til NWOBHM'ens gennembrud, var Judas Priest allerede et hestehoved foran alle andre og lagde endnu en grundsten i metalkatedralen. 'Stained Class' er på mange måder deres allerbedste plade og skulle den føre til selvmord, så er det såmænd nok dét værd.
Med 'Volcano' ændrede Satyricon black metal, gjorde den tilgængelig for flere, skubbede til grænser og genopfandt genren for en ny generation.
Få har lavet så ikoniske metalmesterværker som King Diamond. På ‘Abigail’ fandt han og bandet den præcise form og sammensmeltede klassisk horror og lige så klassisk heavy metal. Vi fejrer 35-årsjubilæet ved at dykke ned i pladen.
Fire briter i midten af 20’erne, et bjerg af kokain og frie tøjler i Los Angeles. Sådan skabte Black Sabbath det fjerde album.
Med 'Tomb of the Mutilated' cementerede Cannibal Corpse sig som det største dødsmetalband. Vi ser på den historiske milepæl, der kom med i en Hollywood-film.
Iron Maiden fik ny forsanger på deres tredje plade. Og i løbet af få måneder skabte de en af metalhistoriens største udgivelser, der nu fylder 40 år.
Få plader har været så voldsomt polariserende som My Chemical Romances storværk ‘The Black Parade’. Sjældent har man oplevet så stærk fandom og så stor antipati, som den plade fremkaldte. Nu er den femten år gammel, og vi ser tilbage.
Med ‘Human’ løftede Death dødsmetal til et helt andet, teknisk højere niveau, hvilket inspirerede en generation af musikere. En historisk milepæl i genren.
The Angelic Process er lyden af død og varme. 'Weighing Souls With Sand' er et mesterværk om lys og skygge og urolig søvn og varme nætter.
Med ‘Arise’ sprang Sepultura fra brasiliansk undergrund til verdensstjerner, og pladen står stadig som deres bedste plade i karrieren.
Opeths ’Blackwater Park’ fylder 20 år, så vi har kigget nærmere på en plade, der på mange punkter signalerede begyndelsen på enden for det Opeth, hvis melodiske dødsmetal i forvejen adskilte sig væsentligt fra den slags, vore blå-gule naboer ellers specialiserede sig i.
Det er syvendedagen. Skaberen betragter sit værk. Sit magnum opus. Han ser hvorledes en hel generation af doommetalmusikere tilbeder hans imposante trone. Troldmanden smiler. Og fniser. For han er skæv som bare fanden.
Belærende, indignerede og ulideligt frelste lektortyper – med melodier, et højt tempo og smørbløde vokalharmonier til at gøre det uimodståeligt og uafrysteligt. Bad Religion indvarslede 90’ernes melocore-bølge med hovedværket ‘Against the Grain’.
‘Hybrid Theory’ er nu-metallens zenit. Kulminationen af genrens udvikling op gennem 90’erne. Højdepunktet, der på én gang var startskuddet til genrens forfald og en hel generations indgang til metal.