At se In Flames var ikke bare en koncertoplevelse, men en decideret lektion. Med et blændende overskud og konstant nærvær rystede In Flames jorden under Vega.
Shinedown hverken revolutionerer, overrasker eller forbløffer, men står en omgang ekstremt god hardrock-håndværk i hånden.
J.G. Thirlwells "Manorexia"-projekt stod for et anderledes indslag på årets Roadburn-festival med en times stemningsmættet kammermusik. Det meste druknede i publikums snak og ligegyldige indstilling.
Efter Killing Jokes overbevisende optræden på Roskilde sidste år, var der god grund til at se frem til gruppens koncert på årets Roadburn, men koncerten faldt desværre fuldstændig til jorden sammen med et højtalertårn.
Menceas udsender album nummer to, som desværre ikke er helt på niveau med debuten.
Roadrunners anden udgivelse med den grove og nihilistiske stand-upper Doug Stanhope er et kvantespring i forhold til sidste år vaklende middelmådige misere.
Første runde af W:O:A Metal Battle blev afholdt på Studenterhuset og københavnske Electride Hellride gik videre.
På deres sjette album stiller The Mars Volta sig med det ene ben i den poppede og ligetil lejr og med det andet i en den kantede og eksperimenterende. Nogle gange fungerer det, andre gange gør det ikke.
Det stolte tyske heavy metal band Rage har talt sammen, at den seneste skive ville blive udgivelse nummer 21, og så var titlen på pladen ligesom givet
Earth demonstrerede på Loppen, at de har været et skelsættende tungt metalnavn, som man dog er begyndt at savne nye tunge ting fra.
Eluveitie er ude med sit femte album, og ser på konceptalbummet 'Helvetios' ikke ud til slække på kvaliteten.
Monsters of Metal i sin version nummer 8 indeholder intet, som ikke allerede kan findes på nettet men den bedre lyd og de skarpe billeder giver udgivelsen sin eksistensberettigelse.
Infinitum Obscure og Dead Congregation spillede røven ud af bukserne til en virkelig vellykket aften på Stengade.
Japanske Church of Misery leverede oplagt, attitudepræget doommetal foran et medrevet og velbesøgt Loppen. Danske Dogmatist leverede suveræn opvarmning.
Enochian Theory tager favntag med utroligt meget og har en langvarig succes med det på tredje udgivelse.
Pulled Apart By Horses lever hverken op til navnets præmisser eller løfterne om effektiv rock.
Aura Noir er på banen igen og man går ikke galt i byen med 'Out to Die', hvis man kan lide sin thrash metal med sorte tendenser.
Det er svært at sige, hvilken plade der er bedst af formidable 'Ironbound' og nye 'The Electric Age', og dermed understreger Overkill, at de har været ganske forrygende i de seneste år.
Keep of Kalessins metal var velspillet kaos og lød ikke som noget, man skulle forvente havde dystet i norsk melodi grand prix.
Jofrohemas debut-EP viser et vist potentiale, men energi og intensitet er virkeligt savnet.
Lørdagen til Royal Metal Fest bød på masser af brutale indslag, men det blev afslutterne i Pretty Maids, der for alvor introducerede festen, selvom Crocell også bød godt op til dans.
Mad Max leverer trods erfaring fra de sjove firsere kun en omgang hurtigt glemt hard rock.
Solbruds debutalbum er velspillet og godkendt, men langt fra en original åbenbaring.
Pretty Maids var en af denne anmelders allerførste koncertoplevelser. Her 20 år senere fik jeg genset dem og minderne væltede ind.
Høst og resten af Taake leverede et show, der minder os om hvordan det startede tilbage i starten af halvfemserne. En nostalgisk og underholdende oplevelse.
Da Evergrey skulle lukke og slukke fredag aften, gjorde de det næsten helt alene. Det var ikke rart at se på.
Omsider fik jyderne lov til at opleve Decapitated. Polakkerne kvitterede med et solidt slag i mellemgulvet til gæsterne på Royal Metal Fest.
Aalborgensiske Mercenary trådte til i allersidste øjeblik for at erstatte Aborted, der måtte aflyse. Det kom der noget lækkert guitarspil ud af.
Det var guitarernes skønsang, der vil blive husket fra fredagen, mens Saturnus og Decapitated vandt Voxhalls gunst. Evergrey blev svigtet af publikum.
De venstreorienterede, hidsigt velspillede krabater i Killing Joke udgiver karrierens 14. album med 'MMXII', der, som forventet, er en dyster, apokalyptisk størrelse af forrygende format.
Norma Jean afsluttede en i øvrigt god aften ved at demonstrere, at deres gode sange slog de opvarmende bands' sceneshow.
Meshuggah er blevet mere ligefrem og groovende på bekostning af ondskaben, og det kan godt ærgre lidt.
Naglfar har en klassiker gemt i den melodiske death/black perle i 'Vittra' og kommer måske aldrig til at toppe den, men den hårdtslående 'Teras' viser, at bandet er tilbage i storform.
Iron Maidens nyeste liveudgivelse skal ses for de dedikerede sydamerikanske fans, dokumentaren og den skal ses i HD.
Vinderen af W:O:A Metal Battle 2010, Battle Beast er et af den slags bands, der graver sig grundigt ned i fortiden, og gør det med så meget stil, at der kommer noget virkeligt godt ud af det.
Med Borknagars niende skive 'Urd' beviser bandet, at Norge stadig er og bliver bannerfører for den sorte metalgenre.
3 Inches of Blood overgår sig selv med deres femte og bedste album, der lever op til idolerne i Judas Priest, Iron Maiden, Rainbow og ikke mindst Mercyful Fate.
Københavnske Saint Rebel lyder som en vellykket kloning af Audioslave og Alter Bridge på deres potente debutalbum.
Markeringen af bandets 30-års jubilæum er den første live-dvd og det tredje livealbum. Vi anmelder cd'en og uddeler masser af plusser.
På deres fjerde udspil, 'Fire Make Thunder', gør OSI, som de altid har gjort: de moderniserer prog-musik fra forskellige æraer og tilføjer deres helt eget udtryk.
Den såkaldte supergruppe Flying Colors - med blandt andre Mike Portnoy bag tønderne - serverer belastende og forkyndende pop/rock indenfor pleasende, easy-listening rockrammer.
Roadburn-aktuelle Christian Mistress er det uoriginale bekendtskab værd. Deres andet fuldlængdeudspil, 'Possession', er sexet, semiokkult 80’er-metal tilsat masser af langtidsholdbare riffs.
Hollandske Heidevolk har med en kraftig forbedret produktion og en mere fokuseret sangskrivning begået et fængende fjerde album.
The Safety Fire spiller progressiv metal, men går en i en lidt anden retning end man normalt ville forvente. Der er nemlig også elementer noget mere moderne fra emo til djent.
Det relativt unge band Deadly Carnage viser, at black metal også udøves andre steder end i Norge. Resultatet er dog middelmådigt.