Mægtige Megadeth lagde lørdag aften vejen forbi Vega og gav en gennemført og godkendt koncert, der dog var alt for kort for et band af så stort format.
Hatesphere og Helhorse delte hæderen mellem sig denne aften, hvor Devilution fik sit første besøg på det nye Skråen i Aalborg.
Hollandske Antropomorphia er ude med andet album siden gendannelsen i 2009, og det er et udmærket dødsmetal-album, der trods en klar oldschool forankring også har lejlighedsvist groove en en smule sort stemning.
Det nye album fra svenske The Moth Gatherer rummer alt fra et nær perfekt nummer over mellemvare til det decideret kedelige.
Elders tredje studiealbum er et festligt og ambitiøst orgie af mere eller mindre suveræn stoner-prog. Pladen viser et band med musikalsk overskud, der er i hopla.
Hatesphere foretager sig ikke meget nyt, men foretager sig rigtigt meget godt på det syvende album.
Riffene er stadig storladne, Myles Kennedy synger stadig fedt. Alt er helt ved det gamle på Alter Bridges tredje udspil. Det er både godt og skidt.
Enochian Theory tager favntag med utroligt meget og har en langvarig succes med det på tredje udgivelse.
Behemoth spiller black metal, som var det stadionrock. Fredag aften viste de sig som ekstremmetallens nye store rockstjerner, og det var både professionelt, majestætisk, indstuderet og selvfedt.
Der er løbet meget vand under åen, siden tyske Heaven Shall Burn album-debuterede i 2000. Nu er kvintetten tilbage med et ganske potent udspil.
Dave Grohls indpiskende spilleglæde reddede Foo Fighters’ koncert på Refshaleøen, hvor 17.000 fans var mødt frem for at hylde gruppens poppede rock.
Yob er sjældent til at skyde igennem og var det heller ikke fredag aften i Pumpehuset.
Ved at ryste den musikalske rockpose beviser Roskilde-aktuelle The Cult at de er still going ufattelig strong, 9 album og 30 år inde i karrieren.
Cattle Decapitation indfriede forventningerne og serverede 40 minutters intensiv og ekstrem, velspillet dødsgrind.
Norske Triospheres tredje album bør give bandet et velfortjent gennembrud.
Anvil viser på deres 16. udgivelse, at de stadig er et charmerende, men ikke særligt dygtigt band.
Skønhedsfejl og et småpinligt optrin fra yngre udgaver af Cavalera fik en ellers fremragende begyndelse til at trække i langdrag og blive lidt ligegyldig mod slutningen.