Musik for cello, guitar og elektronik, skrevet på et roadtrip, der fører til kysten, hvor et familiemedlems aske skal spredes. Det lyder som en indiefilm fra midten af nullerne – og måske skal den også høres på den måde.

Vi starter året, med at se tilbage. Offermose er blevet ekskaveret, og befinder sig nu placeret i en særlig montre, som kronjuvelen i samlingen over ting, jeg ikke vidste, jeg var gået glip af.

Timechild skruer tiden tilbage til kassebuksernes og plateaustøvlernes tid, og spiller britisk heavy rock, som da mor var dreng.

Unto Others begik et stærkt gothrock-album i 2021, og nok er mascaraen tørret ud bag de mørke solbriller siden, men forsinket ros er på sin plads.

Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat. 

Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.

Hvis man kunne lide Phreneliths monumentale debutplade, så vil man også glæde sig over den dødsmetal, der er på 'Chimaera'.

Hvis du har savnet stemningsfyldt post-rock/metal, kan du med fordel kaste dig over ’Lys’. Det er otte velskrevne kapitler, perfekt til tungsind og vintertræthed. 

Molok har leveret en plade, der er mere konceptuelt ækel end det meste, men byder på et noget mere spiseligt lydspor, end man skulle tro.

Det kan godt være, at man siger "if it ain't broke, don't fix it", men det er ikke helt nok for Grand Cadaver at have den fede HM2-lyd og fede growls, når den klassiske svenske dødsmetal får endnu et opkog.

Funeral Mist er klar med deres fjerde plade 'Deiform', der, ifølge manden bag, er en omgang eksperimenterende og holistisk black metal.

Efter et kvart århundredes dvale er Detest omsider tilbage med en opfølger til 'Dorval', der trods de bedste intentioner ikke rammer samme niveau.

Polske Spaceslug kæmper sig ind i nyt territorium på ‘Memorial’, der trækker os længere og længere fra udgangspunktet, men alligevel ikke skuffer.

For andet år i træk giver Baest koncert i Aalborg mens coronaen lurer i horisonten, og igen lykkedes det, trods siddende publikum, at levere festen.

Temple of Scorn er dødsmetal, der både hylder fortidens helte og lyder friskt. De fem musikere er alle kendte i miljøet. En vaskeægte supergruppe!

Joan Avant kommer på sit andet album langt omkring på en mærkelig rejse.

The Night Eternals debuts vinder på en rocket sanger, der får episk heavy metal til at lyde af garage.

Stonerrockidolerne i Kadavar og Elder har slået pjalterne sammen i et anfald af lockdown-selvmedlidenhed. Resultatet er intet mindre end fælt skuffende.

‘Home’ er et nuværende højdepunkt for den danske kvintet. En nær gennemført udspil, der formår at fremstår ærligt, uden at gå på kompromis med sit ophav.

Der er ikke meget nyt at finde på EDM-core-bandet The Brownings femte fuldlængdeudgivelse, der med få undtagelser nok er glemt om et halvt års tid.

EP’erne er musikkens svar på en chokoladekalender. En lækkerbisken, men kun én mundfuld af gangen.

Lock Up er stadig Lock Up på bandets seneste album, selvom allstar grindcore-bandet disker op med vokale overraskelser, og har sat Adam Jarvis i trommestolen, hvorfra han tæsker kompetent løs.

Ofermod er klar med deres femte plade 'Mysterium Iniquitatis', og er man fan af Marduk og Watain, så er her noget at lytte til.

Omnium Gatherum har proppet lyden fra Arch Enemy, Amon Amarth og Miami Vice ned i en blender og ud af det er kommet pladen 'Origin'.

Bindegale Hexenbrett – eller måske er det ikke Hexenbrett, men nogle andre? – er klar med en firenumres EP, der viser spændvidden i projektet.