Genudgivelse med bonus og nostalgi
Populær
Hvis man ikke fik fat i Abominations death/thrash i starten af 90'erne så er muligheden der atter, og det med en masse bonusmateriale.
Bag Abomination står Paul Speckmann, som nok er mere kendt for proto-dødsmetalbandet Master. Begge bands var i starten af 90'erne signet på Nuclear Blast, der her 20 år efter har valgt atter at smide de to skiver 'Abomination' (1990) og 'Tragedy Strikes' (1991) i handlen igen. Det sker på et dobbelt album, som også rummer EP'en 'Final War' fra 1999, hvor Paul forsøgte sig med bandet igen, samt to demoer fra hhv. 1987 og 1988.
Der er masser af uheldige omstændigheder, som har holdt bands nede gennem tiden, så retmæssig succes ikke er opnået. Tænk bare på Artillery. Men andre gange må man også sige, at der måske var en grund til, at nogle bands ikke slog igennem dengang. Og en deal på Nuclear Blast i 1990 var ikke så skidt for det dengang unge, men fremadstormende selskab.
Så måske var og er Abomination bare ikke fede nok til for alvor at blive et af de store stjernebands? Det skete i hvert fald ikke rigtigt for 20 år siden. Alligevel kan en genudgivelse være interessant nok; og det er den da heldigvis også, selvom begejstringen er til at overskue.
For bandet spiller sin thrash med dødsmetal-tendenser ganske vel, og det er nemt at lade sig rive med af en lyd, som vækker minder om de glade dage før Protools og klinisk tight musik. Abominations gamle skiver er herligt dynamiske og med en god energi, selvom produktionen set med nutidige øjne virker en anelse flad i det - ligesom nogle numre bliver lidt gumpetunge i det.
Trioformationen med Paul som frontmand på bas og vokal, gjorde at netop bassen fik meget plads i lydbilledet, og det fungerer ret fedt. Sangskrivningsmæssigt er det en bunke helt i orden sange - lige fra de to albums til de mere rå demoer - men de store fantastiskeriffs og sange, som bare ikke er til at få ud af hovedet igen, udebliver desværre.
Udgivelsen er derfor mest spændende som en historielektion med fine nostalgimuligheder, specielt for de, som opdagede (undergrunds)metal i slutfirserne og starthalvfemserne. Meget andet har udgivelsen ikke at byde på. De gode takter er nemlig hurtigt glemt.