Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Slam-it! 2018: Acres

Updated
Slam-it! 2018: Acres

Acres er et af de udenlandske navne, der spiller på Slam-It! den 2. juni. Vi har talt med guitarist Theo Sandberg, der giver et indblik i hvem Acres er, deres mål med at spille og hvad vi kan forvente af deres koncert til Slam-it!

Først of fremmest tak for at du tager dig tid til at snakke med os. Det er ikke mit indtryk, at Acres er specielt kendte i Danmark, så gider du starte med at introducere dig selv og resten af bandet?

– Mit navn er Theo Sandberg og jeg spiller guitar i rock/post hardcore bandet Acres, sammen med Ben Lumber (sang), Alex Freeman (guitar), John Osola (bas) og Konnor Bracher-Walsh (trommer). Og vi er fra England.

Inden vi begynder at snakke om hvem Acres er, kunne du måske kort forklare hvordan I fandt på navnet Acres, betyder det noget specielt?

– Navnet er simpelthen taget fra navnet på en vej, der lå tæt på hvor vi første gang øvede, haha. Den hedder Long Acres, som var bandets oprindelige navn. Vi tænkte alle, at det lød sejt og besluttede at bruge det. Sidenhen har vi kortet det ned til Acres og har egentlig bare hængt fast. Så der er ikke nogen videre spændende eller dybereliggende årsag til navnet.

Hvad er essensen/hjertet af Acres?

– Personligt vil jeg sige, at essensen af Acres er kunne udtrykke sig, dele og udgive musik der har betydning. En platform for os, hvor vi kan dele hvad vi føler er relevant. I løbet af den tid vi har spillet sammen, har vores musik givet os en fan-base, som jeg føler forstår de følelser vi lægger i musikken (både instrumentalt og lyrisk). Når vi snakker med vores fans, er det altid meget positivt og nogen gange endda voldsomt at høre, hvordan vores musik har hjulpet dem igennem svære episoder i deres liv. På samme måde som den har for os. Det tror jeg er den primære årsag til at vi spiller musik. Essensen af Acres.

I 2017 udgav I jeres første ep ’Sickness & Health’, kan du fortælle lidt om den og tankerne bag udgivelsen?

– Først og fremmest var det første gang vores fans fik mulighed for at høre vores nye forsanger Ben. Det i sig selv var ret interessant, da hans vokal-styrke har givet os mulighed for- og inspireret os til at arbejde mod et bredere lydbillede. Forstået på den måde, at vi på ep’en arbejder med nogle elementer, som vi ikke før har gjort, og derfor nok lyder en del anderledes end hvad vores fans er vandt til. Derudover er det første gang, jeg har været med til at skrive numrene, og det har uden tvivl også påvirket den musikalske retning.

Kan du beskrive lidt mere specifikt, hvordan I lydmæssigt har udviklet jer?
– Det er et stort og solidt mix af den energi, der findes i rock og metal blandet med storladne lead-guitar, inspireret af post-rock-bands som This Will Destroy You og Explosions In the Sky. Det hele krydret med Bens vokal, der cementerer essensen af vores lyd. Vi er alle meget stolte af udgivelsen, som naturligvis kan findes på alle streaming-sites.

Skal vi forvente, at I udgiver nyt materiale inden for den nærmeste fremtid?
– Vi er faktisk i fuld gang med at skrive nyt, som vi ikke kan vente med at dele. Vi føler os virkelig privilegerede, ved at have musik som en mulighed for at formidle vores følelser og holdninger. Derfor ser vi det også som et must, at vi altid gør vores bedste for at skrive musik, der giver mening og som afspejler hvem vi er. Hvis jeg kort skal beskrive det nye materiale, så består det af de bedste dele af ’Sickness & Health’, komprimeret ned til numre, der vil få din pladespiller til at selvantænde. Det er følelsesmæssigt intenst og samtidig episk. Der burde være lidt for alle.

Hvordan har I det med at skulle spille på Slam-It! og hvad kan publikum forvente af koncerten?
– Vi glæder os helt vildt til at skulle spille på Slam-It! Og ikke mindst til at se alle der kommer. Det bliver en intens koncert og folk kan forvente høj energi. Vi elsker at spille live og forsøger at være så fysisk og emotionelt energiske som muligt, hver gang. Slam-It! bliver ikke en undtagelse. Der er også mulighed for, at vi spiller nogle af vores favoritter fra det nyeste materiale. Hvem ved?

Hvis folk skal forberede og have en ide om hvem Acres er, før koncerten, hvilke tre sange vil du da anbefale at de lytter til?
– Jeg tror de tre sange der bedst siger noget om hvem vi er, er ’Unwelcome’, ’In Sickness & Health’ (sangen) og ’Miles Apart’. ’Unwelcome’ er Acres fra tungeste og mest aggressive side, mens ’In Sickness & Health’ viser vores mere melodiske side. Og så synes jeg selv at ’Miles Apart’ er et godt mix af de to modpoler.