Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sympatisk thrash for de få

Populær
Updated
Sympatisk thrash for de få
Sympatisk thrash for de få
Sympatisk thrash for de få
Sympatisk thrash for de få
Sympatisk thrash for de få

The Rock åbnede op for en thrash aften, der blev for de få dedikerede, da tyske Assassin spillede op for kun 30-40 mennesker.

Kunstner
Titel
+ Battery + Impalers
Spillested
Dato
23-07-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
C.V
Karakter
4

Da danske Impalers havde afsluttet sit korte opvarmningssæt, havde bandet gjort sig skyldig i to løgne via forudgående beskeder på sin Facebook-profil. Dels havde man annonceret, at Battery ville lægge ud denne aften, og dels havde man lovet, at sangen 'Death in Fire' ville runde sættet af, hvilket ikke blev tilfældet.

Måske var der rykket lidt rundt på planerne, fordi bandet måtte stille med en stand-in på trommer. Det gik ikke helt ubemærket hen, og man kunne spørge sig selv, om bandet burde have meldt afbud, for det er set i langt bedre form ved andre lejligheder. Frontmandens fokus var ikke så meget på det fåtallige publikum, da der ofte krævedes øjenkontakt for at signalere til trommeslageren, om det var nu, at der skulle være break eller sangafslutning.

Impalers fik da rykket lidt med sin old school thrash, for trods problemet med den lånte trommeslager - i øvrigt fra Battery - så kunne han naturligvis godt spille en god bobti-bopti-rytme, så dele af sættet blev helt fint. Bedst held denne aften havde gruppen med sit afsluttende syng-med-nummer i form af Accept-coveret 'Balls to the Wall', hvor forsanger/guitarist snørede struben mindre sammen og fremviste en anden og interessant vokalstil i stedet for sin vante snerren. En variation, som måske kunne benyttes med succes som krydderi i bandets egne numre?
(karakter: 2)

Til den sidste trommestik knækker


Der havde ikke været så fantastisk meget fylde i Impalers lyd, men det hjalp lidt, da Battery smed kablerne i sine instrumenter. I hvert fald lidt efter lidt. Måske blev lydmanden varm og fandt de rette indstillinger, eller også var det så simpelt, at et dobbelt guitarangreb også gav dobbelt effektivitet. Desværre blev der ikke rettet op på den mindste tamtam, hvis lyd var så "spids", at Safri Duo kunne have brugt den.

Selvom salen ikke var fyldt af mange folk, så var det tydeligt, at der var nogle dedikerede personer til stede, som rykkede så tæt på scenen, det var muligt og med knyttede næver eller en pegende finger bankede takten sammen med bandet. Det blev på sin vis lidt havefest-agtigt med bandets joviale stil og forkærlighed for klassiske danske pilsnere.

Musikalsk var det ingen revolution, men der var alligevel lidt af den her ægte thrash-essens, som var ganske charmerende, og fremkaldte instinktiv headbangning. Og til fællessang - da bandet inviterede folk på scenen i det sidste nummer, som relativt impulsivt blev smidt ind i sættet, da trommeslageren havde vurderet, at trommestikkerne, trods en ellers kritisk stand, godt kunne tåle lidt flere tæsk. Se et nummer fra koncerten " target="_blank" title="Battery - Toxic Attack (Live)">HER.
(karakter: 3)


Den evindelige kalden på SLAYER!

"You're not many but you're LOUD!" Det var måske en kliché, men på den måde passede det også fint til tyske Assassins sæt. Der var absolut ingen skuffelse at spore over det begrænsede fremmøde, da bandet gav den fuld gas, som kørte de på autobahn i en snerrende og smadret Golf GTI.

Flere gange blev der råbt på Slayer, og dette blev kvitteret med humor og anekdoter. Guitaristen med det lange hår sagde, at det ville være billigere at "nøjes" med Assassin, for hvis de skulle spille Slayer ville de have 100 Euro for det. Sangeren gik med på hyldesten til Araya og Co., og kunne berette, at han faktisk havde været med til Slayers allerførste koncert i Europa.

Det var måske ikke så sært, at folk så ivrigt gennemførte den (gode?) gamle kliché med at råbe "spil noget med Slayer" efter tyskerne. For Assassin trækker på genrens varemærker i en sådan grad, at det er svært at finde ud af, hvad der skulle være bandets helt personlige træk. Måske det blot var at spille røven ud af bukserne, som om der ingen i morgen var.

Lyden var ikke absolut i top, men den var tilstrækkeligt acceptabel, så hvert et fræsende riff kunne høres ovenpå bas og trommer, som ligeledes gjorde et udmærket job i den tunge ende. Robert - forsanger, bandstifter og eneste oprindelige medlem, blev dog mere og mere slidt i vokalen, som koncerten skred frem.

Der var da også valuta for pengene, så stemmen måtte stå model til lidt af hvert i det relativt lange sæt. I nogle tilfælde gav sliddet på struben en fin patina, men andre steder betød sliddet, at den tykke tyske accent på den engelske lyrik trådte træt og tydeligt frem.

Ikke desto mindre var Assassin et fantastisk underholdende og sympatisk band, som blev ved med at spille selvom de få mennesker og en knækket streng måske kunne have fået andre til at droppe sidste nummer. Men 'Bullets' blev spillet - og ikke nok med det, ekstranummer og så rundt og give hånd til de vildeste moshere forrest ved scenen. Ja, den ene guitarist havde endda taget forskud på dette tidligere på aftenen ved at tage sin trådløse guitar med ned på gulvet for at rocke igennem med publikum.
(Karakter: 4)

Oplev lidt af stemningen fra showet med Assassin herunder: