En madeleinekage af sved
Populær
Når ens gamle yndlinge har for travlt med at diversificere og modne deres lyd i stedet for at lave noget, der er lige så fedt som det gamle, er det helt i orden, at andre tager stafetten og løber baglæns med den.
Absolved of Life / Spent Cells
Beacon of Faith
Gift Taker
Capsule
Outbreeding
Vicarious Trauma
Victim Service
Indigo Child
Eulogy Template
Bevel Down
Carbide
Nostrovia
En duft kan vække et minde til live igen eller hjælpe den genstridige hukommelse på gled. Sansernes indvirkning på hukommelsen er ikke bare noget, man arbejder med inden for behandlingen af senile, det er såmænd en rød tråd gennem Marcel Prousts syvbinds-romanværk ‘På sporet af den tabte tid’. Her er det en madeleinekage, der udløser en styrtblødning af minder hos fortælleren; når man selv oplever det, kan det være hvad som helst.
Således havde jeg godt bemærket, at Baptists nye, tredje plade, ‘Beacon of Faith’, ramte mig langt dybere, end jeg var forberedt på, at den ville gøre. Den foregående plade, ‘Bloodmines’, sagde mig ikke det store, da den udkom. På det tidspunkt var det dårligt til at slå sig frem for hardcore-bands, der blandede Entombed i deres Cro-Mags og gerne lagde vejen forbi GodCity Studios, når der skulle indspilles plader. Det gjorde det svært at abstrahere fra ensartetheden, mens billedet i dag er et lidt andet. Bølgen er svagt aftagende, og det gør det lettere at have et nogenlunde åbent sind over for nye plader i genren.
Så selvom jeg havde en sund skepsis med mig, fangede ‘Beacon of Faith’ mig allerede ved første lyt. Som om det her var den plade, jeg ikke havde været klar over, at jeg gik rundt og savnede i mit liv. Også selvom jeg har en god bunke lignende plader stående i reolen.
Tempoet ned
Jeg blev fejet væk, og jeg anede ikke hvorfor. Indtil jeg tog pladen i høretelefonerne på en løbetur, og det hele faldt på plads: ‘Beacon of Faith’ minder mig om Converges ‘No Heroes’, som jeg lærte at kende ved at løbe til den på et længere skoleophold i sin tid, og som i årevis har været min go-to-plade, når jeg skulle have ekstra fart på løbeturene.
Det er 12 år siden, ‘No Heroes’ udkom, og jeg skal ærligt indrømme, at der ikke er helt det samme sprint i mig længere som dengang. Det harmonerer så også fint med, at ‘Beacon of Faith’ holder et relativt mere adstadigt grundtempo end den plade og giver plads til at hænge lidt mere akkorderne. Når den minder så meget om ‘No Heroes’, skyldes det dog ikke kun, at den er passende at løbe til, men selve stilen og tilgangen til hardcore minder om den, Converge lagde for dagen på den plade, jeg fortsat regner for højdepunktet i deres karriere. Det var her, Converge for en stund lagde emoen bag sig og i stedet tonsede igennem, men gjorde det med et melodisk overskud og en kaotisk elegance, som de færreste i det hjørne af genren har kunnet matche.
Sidenhen er Converge søgt over mod det – igen: relativt – stadigt mere strømlinede og sensible. Men på Baptists’ ‘Beacon of Faith’ er allerede åbneren ‘Worse Than Hate’ et ekko af åbneren fra ‘No Heroes’, ‘Heartache’, mens den efterfølgende ‘Absolved of Life/Spent Cells’ har det samme kollapsende bækken som ‘Hellbound’. Sådan fortsætter det mere eller mindre, om end den store, svulstige Converge-powerballade ‘Grim Rose/Black Heart’ hos Baptists tager form af den noget mere anstændigt sagtmodige ‘Indigo Child’.
Ud af civilisationen
Det er selvfølgelig en oplagt sammenligning, når nu det er samme mand – Converges guitarist Kurt Ballou – der har produceret begge plader, og når både genre og udtryk er det samme. Men hvor den slags normalt ville være en kritik af det efterfølgende band for ikke at være selvstændigt og originalt nok, skal det her tages som en varm anbefaling. Der er masser af bands, der har prøvet at gøre Converges ‘Jane Doe’ efter. Langt de fleste af dem sucks. Der er masser af andre bands, der i større eller mindre grad har taget afsæt i Converges lyd.
Baptists er et band i sidstnævnte kategori. Men hvor så mange andre har fokuseret på at reproducere Jacob Bannons sjælelige trængsler og kanalisere hans eksistentielle angst og på at skabe lige så intrikat guitararbejde som Kurt Ballous, så er Baptists udgangspunkt tilsyneladende at tonse igennem. Ligesom det var på ‘Bloodmines’. Råt hærg og en musik, der giver sig i sammenføjningerne. Så må følelser og forsiringer hægte sig på, så godt de nu magter det.
Derfor virker ‘Beacon of Faith’ så fortrinligt. Der er ikke en masse andet, man er nødt til at tage stilling til, inden man bare sætter i gang. Det står i udpræget grad én frit for at lade den vække det hos én, man ønsker at lade den vække. Om det så er lysten til at brænde civilisationen ned eller bare løbe en tur ud af den. Det er en plade, der minder én om, at spændet mellem de to yderpunkter sjældent er så stort igen. Og som minder én om, hvor fedt det er at føle sådan.
Nogle gange er madeleinekagen simpelthen sved silende ned over ansigtet på en.