Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Forårskoncerter, vi glæder os til

Populær
Updated
Top 5 - Forårskoncerter, vi glæder os til

Foråret er endelig over os, og det betyder heldigvis masser af koncerter! Her er fem af dem, vi glæder os allermest til at opleve. 

1. Cannibal Corpse – Vega d. 16. april

Cannibal Corpse er nogle af dødsmetallens absolutte gudfædre, og når de tilmed vender forbi landet på en lørdag, er der vist ingen undskyldning for ikke at dukke op på Vega og hylde et af dødsmetallens mest kompromisløse orkestre med utallige vindmøllesving med nakken. Der er garanti for fuld smadder, masser af tykke, svedende mænd og et sort hav af tvivlsomme t-shirt-designs.

2. Dawn of Demise – Huset d. 29. april

Vi har tørstet lidenskabeligt efter at opleve Dawn of Demise igen, efter at Silkeborg-drengene forrige år lagde Copenhells Pandæmonium-scene eftertrykkeligt ned. Bandet har netop været en tur forbi Tue Madsens musikalske myretue, så vi kan forhåbentlig glæde os til også at opleve noget nyt materiale fra altid underholdende Scott Jensen og hans stramt spillende kumpaner. 

3. Elder – Loppen d. 25. april

Elder imponerede i den grad vores anmelder, da de sidste år gæstede Pumpehuset. Det amerikanske doomband høstede topkarakter og fik følgende skudsmål med på vejen: "bandet leverer deres tunge, progressive doom som en drøm, hvor hvert anslag, hvert fill, hver tone ligger lige der, hvor den skal, og fører publikum på en færd ind i en svævende eventyrverden af fede riffs ledt godt på vej af psykedelisk pulserende visuals projiceret op på lærredet bag bandet." Nu glæder vi os til at se, om de kan følge den gode koncert op på et forårsramt Loppen.

4. Mantar – BETA d. 5. maj

Den ekstremmetalliske tyske duo Mantar har formået at vække en sjældent set begejstring hos indtil flere ledende redaktionsmedlemmer. Bandet spillede sidste år for en stuvende fuld Dødsmaskinen under sidste års Heavy Days in Doomtown i Ungdomshuset og imponerede ved den lejlighed vores udsendte ... i hvert fald i en halv time, inden gassen gik af den tyske Zeppeliner. Vi er spændte på at se, om de kan stå distancen denne gang i Betas intime rammer, som umiddelbart bør være helt perfekte til duoens udladninger.  

5. De Underjordiske – Pumpehuset d. 6. maj

De Underjordiske er måske en af den storblomstrende psychrock-scenes mest talentfulde knopskydninger. Det unge band formåede at imponere os på sidste års Roskilde Festival, hvor de indtog Rising-scenen under opvarmningsdagene. Efter flere job på festivaler i Danmark og senest en lille turne i Norge, er de nu klar til et ægte headlinershow i Danmark, når Pumpehusets skrå brædder byder velkommen.