Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gamle grise

Populær
Updated
Gamle grise

I en afstikker til thrash-bandet Holocausto holder de brasilianske crust-metallere et næsten imponerende lavt niveau tre årtier efter debuten og nægter at lade alderen modne dem det mindste.

Titel
(ÓDIO) 666
Genre
Trackliste

Not a Drop of Blood
O Lavrador
Hate Never Ends
FO.D.A
All Right Pigs!
Pedophiliac Priest/Nynphomaniac Nun
Secret Society
Marcha para Certo Porcos!
Failure
Albergue 35
F.F.F.F.
You Gotta Fucked Till Die
Usina de Bosta
Surfin in Gaza
Auschwitz
Goat Legs Red Eyes
Karakter
1

I forårets Briller Af Stål-artikelserie om genopdagelsen af den tidlige brasilianske thrashs glemte navne var Holocausto et af de navne, der dukkede op. I 1987 udgav de den overordentligt primitive ‘Campo de Extermínio’, hvis omdømme nok mest skyldes dens temmelig smagløse coverillustration forestillende en afmagret KZ-fange der bliver angrebet af en vagthund, men nok også bandets forkærlighed for svastikaer og kampuniformer. Holocausto var godt nok ikke nazister, de var bare politisk naive og ville provokere for at få opmærksomhed, og det havde de så også brug for, musikkens uimponerende kvalitet taget i betragtning.

Holocausto fortsatte over et par plader, indtil de som alle andre gik i opløsning i midten af 90’erne. Og som alle andre blev også Holocausto gendannet under thrash-revivalen i midten af 00’erne, lavede en plade til og har så ellers hængt lidt i uvished sammen med de andre veteraner, mens medlemmerne er fortsat med deres andre projekter.

Et af dem er sanger og trommeslager Rodrigo Führers Certo Porcos! Som i “klart, svin!”. Rodrigo F. er med andre ord ikke blevet træt af at provokere, men hvor nogle af os andre, der ikke har mistet vores skepsis over for autoriteter sammen håret, så i det mindste har efterstræbt at kvalificere den skepsis lidt og nuancere vores udtryk for den, så har Certo Porcos! ingen ambitioner om at blive voksne på det plan. Eller andre planer. I den et minut lange ‘F.F.F.F.’ lyder omkvædet “fist fuck your fucking asshole”, og selvom jeg bestemt ikke skal gøre mig til moralsk dommer over andres seksuelle præferencer, synes jeg strengt taget ikke, det er særlig fedt, når sådan en praksis gøres til en trussel. Det er puerilt og bøvet og ufølsomt, og det er lidt ubehageligt, når det sådan kommer fra en samling familiefædre.

Er det så gerontocistisk – eller aldersfascistisk, om man vil – at forvente et lidt mere veludviklet ræsonnement af en flok gråsprængte mænd end af en flok teenagere? Muligvis, men hvor det godt nok kan være uskønt at opleve teenagere te sig som teenagere, så bliver det altså direkte ynkeligt at se granvoksne mænd gøre det, fordi de dårligt kan forsvare sig med manglende erfaring eller hormonel rasen. Napalm Death er et glimrende eksempel på et band, der er vokset i deres udtryk med bandets medlemmer, og mens deres kerneværdier i dag i bund og grund er de samme, som da de startede, er deres agitation for dem mindre sloganpræget i dag og mere velovervejet, mens de musikalsk har gennemgået og fortsat gennemgår en markant udvikling.

Men den grad af sofistikerethed, de britiske grindcore-veteraner har opnået, er Certo Porcos! ikke i nærheden af, selvom coveret til ‘(ÓDIO) 666’ ret tydeligt kalkerer stilen fra de senere Napalm Death-covers. Musikalsk ligger de i umiddelbar forlængelse af det tidlige Holocaust, og der må man jo et eller andet sted tage hatten af for, at man, 28 år efter den plade kom, kan holde det tekniske niveau så sikkert. Certo Porcos! fremstår godt nok mere bevidst crustpunkede, men det vidner i virkeligheden mere om den tekniske og stilmæssige udvikling, dødsmetallen og thrashen har gennemgået siden sine unge, famlende år, hvor punk og hardcore ofte skinnede meget tydeligere igennem, når bands forsøgte at gøre deres musik hurtigere og mere brutal. En sang som ‘Failure’ har da også en direkte hilsen i starten til bysbørnene fra Belo Horizonte, Sepultura, og deres klassiske ‘Troops of Doom’ med sit “Huh!” og sit midttemporiff. 


På den måde kunne ‘(ÓDIO) 666’ godt have været et hyggeligt, nostalgisk genhør. Specielt hvis de tre medlemmer var blevet voksne i de mellemliggende tre årtier og havde inkorporeret den erfaring i musikken.