Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – De bedste fra Barnes

Populær
Updated
Top 5 – De bedste fra Barnes

Six Feet Under udsender ny plade, og vi samler op på de fem bedste plader med Chris Barnes som forsanger.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)

Chris Barnes blev først kendt som manden bag den nærmest uvirkelige stemme, der var at finde på Cannibal Corpses plader. Siden gik han videre i bandet Six Feet Under. På den danske befrielsesdag, den 5. maj, udsender netop Six Feet Under deres nye plade ’Crypt of the Devil’, og vi kigger tilbage på Chris Barnes’ fem bedste plader.

1. Eaten Back To Life – Cannibal Corpse
"Debutpladen fra Cannibal Corpse, der for alvor gjorde Chris Barnes kendt i metalmiljøet. Han fik hjælp fra Glen Benton (Deicide) og Francis Howard (Incubus, nu Opprobrium) på to af sangene. Det er dog ikke det, der står tilbage som det, vi kender pladen for. Den vil for altid være kendt for de grænseoverskridende tekster og omslagsdesign... og for stemmen bag teksterne. Både stemme og tekster kom fra Chris Barnes. Han fik med den plade sat sit navn på landkortet."

2. Haunted – Six Feet Under
"Efter at Chris blev smidt ud af Cannibal Corpse i 1995, kunne han pludselig dedikere al sin tid til det sideprojekt, han havde haft i et par år. Så kun få måneder efter annonceringen om, at han ikke længere var at finde i Cannibal Corpse, kom debutpladen fra Six Feet Under. Det var utrolig vigtigt for både Six Feet Under og Chris Barnes, at den kom så hurtigt efter hans fyreseddel fra Cannibal Corpse. Det gav dem moment og en platform at bygge bandets renomme på, inden hans navn var blevet koldt i medierne. Der gik næsten et helt år, førend Cannibal Corpse selv udgav ’Vile’ i maj måned 1996, som var deres første med den nye forsanger George ’Corpsegrinder’ Fisher fra Monstrosity."

3. Tomb of the Mutilated – Cannibal Corpse
"Cannibal Corpse har ligesom så mange andre en plade, der er det endelige gennembrud. Med Cannibal Corpse kan man fra nu, og til Chris Barnes begynder at synge falset, diskutere, hvorvidt det er ’Tomb of the Mutilated’ med hitsinglen ’Hammer Smashed Face’ eller den efterfølgende ’The Bleeding’ med ’Stripped, Raped and Strangled’, ’Fucked with a Knife’ osv. Men vi går med ’Tomb of the Mutilated’. Af flere årsager. ’Hammer Smashed Face’ er stadig deres mest populære sang og det ikke mindst takket været en optræden i filmen ’Ace Ventura: Pet Detective’, der blev et kæmpe hit for skuespilleren Jim Carrey. Cannibal Corpses lille rolle gjorde samtidig dem til det mest berømte og eksponerede dødsmetalband nogensinde."

4. Unborn – Six Feet Under
"Efter næsten 20 år med Six Feet Under udgav de i 2013 pladen ’Unborn’, som flere på redaktionen var glade for, hvilket betød, at vi mente, den var årets bedste internationale metaludgivelse det år. Det har vi (heldigvis) stadig delte meninger om. Faktum er dog, at Six Feet Under efter nogle middelmådige plader fik bevist, at den kunstneriske åre endnu ikke var helt tørlagt."

5. Swarm! – Torture Killer
"Historien om det finske Six Feet Under-coverband Torture Killer, der ville udsende deres egen debutplade og kontaktede manden, de havde haft som idol i mange år for at høre, om han ville være deres forsanger, og som kvitterede med at sige ja tak til opgaven, kunne selv den bedste manuskriptforfatter ikke have opfundet. I hvert fald ikke med mindre vedkommende var under indflydelse af vodka, gik med kniv og skrev den i en sauna. Det er ikke desto mindre præcis historien bag Chris Barnes’ medvirken på Torture Killers debutplade ’Swarm!’ fra 2006. Han var officielt forsanger i et par år, men turnerede aldrig med dem. Det blev kun til den ene plade. Finnerne har dog fundet en erstatning bag mikrofonen og har sågar udsendt flere plader siden da og er stadig aktive."

Boblere: Denne skribent har en svær forkærlighed for ’Butchered at Birth’, da det var dennes første oplevelse med Cannibal Corpse, men det er nok alligevel de færreste, der er så afsporede, at de med guldssprittusch skrev sangtitlen ’I Cum Blood’ med store fede bogstaver på skoletasken i folkeskolen og gymnasiet. Så den forbliver blot en nostalgisk anekdote fra dengang, dødsmetallen eksploderede i starten af halvfemserne."