Nekrolog: Chuck Berry (1926-2017)

Faderen har forladt os. Chuck Berry sov sidste uge ind i sit hjem uden for St. Louis. Vi hylder og kigger tilbage på rockhistoriens absolutte foregangsmand, der som den første bragte rock ’n’ roll ud til den brede befolkning.

Rockens fader er død.

Chuck Berry blev den 18. marts fundet i sit hjem uden for St. Louis, Missouri, hvor han sov ind. Han blev 90 år.

Chuck Berry debuterede i 1955 og var aktiv som musiker helt op til sin død. Man skal ganske vist helt tilbage til 1979 for at finde hans seneste udgivelse, ’Rock It’, men så sent som i 2014 var han på en omfattende turne, der blandt andet bragte ham forbi Danmark.

Nyheden om Berrys død fik over weekenden adskillige rockmusikalske fyrtårne som Paul McCartney, The Rolling Stones, Slash, Gene Simmons, Alice Cooper, Glenn Hughes, Rush og Bruce Springsteen til tasterne for ærbødigt at anerkendte Berrys arv og betydning.

Som rock ’n’ rollens absolutte foregangsmand har Berry retmæssigt fortjent status som rock- og musikhistorisk pioner, og han har haft uvurderlig betydning for den rock og metal, som vi hylder hver uge her på Devilution.

På sin 90-årsfødselsdag sidste år annoncerede han udgivelsen af et sidste album med den simple titel ’Chuck’. Det udgives nu posthumt til sommer.

Berrys død kom ikke som et chok. Han havde på sine senere år givet en række koncerter af meget tvivlsom karakter, måske bedst eksemplificeret ved hans optræden i Randers i 2014, hvor koncertarrangørerne efterfølgende måtte give publikum erstatningsbilletter, da Berry ikke var i stand til at spille og måtte lade backingbandet bære showet hjem. Her var der meget langt til fortidens showmanship, og den skandaløse optræden var ikke en rockhelt værdig.

Men det rykker ikke ved hans musikalske bedrifter, der skal findes i 1950’erne og 1960’erne. Og dem stod han fast på.

Transgressiv nyskabelse
Mens rocken udviklede og forgrenede sig op gennem anden halvdel af det 20. århundrede, stod Berry som stamfaderen. En person, der ikke udviklede sig voldsomt meget musikalsk, men som var stærkt bevidst om sin arv, og som aktivt formidlede den videre.

Chuck Berry, der havde det borgerlige navn Charles Edward Anderson Berry, voksede op i St. Louis i Missouri og begyndte angiveligt at spille elektrisk guitar efter at have hørt bluesmusikeren T-Bone Walkers ’Call It Stormy Monday’. Som del af den lokale klubscene erfarede han, hvordan det sorte publikum foretrak rhythm and blues og ballader, mens det hvide publikum var særligt glade for country.

Berry brugte et musikalsk alsidigt bagtæppe af rhythm and blues, gospel, boogie woogie og country og kombinerede det i en ny harmonisk og rytmisk sammensmeltning, der blev til det, der skulle blive kendt som rock ’n’ roll.

Efter at have skrevet kontrakt med bluesmusikeren Muddy Waters’ pladeselskab Chess Records indspillede Berry sangen ’Maybellene’, en omskrivning af country-traditionalen ’Ida Red’, som måske ikke var den første rock 'n' roll-sang, men ofte krediteres for at være det første rock 'n' roll-hit. 'Maybellene' vakte genklang hos både det sorte og hvide publikum, og i den forstand var Chuck Berry rockhistoriens første transgressive musiker, der brød barrieren mellem sort og hvid i et splittet og racesegregeret USA.

Politiske undertoner
Over en årrække forfinede og perfektionerede Chuck Berry rock ’n’ rollens skabelon, ligesom han skrev nogle af dens mest mindeværdige numre i form af blandt andre ’Carol’, ’Johnny B. Goode’, ’Roll Over Beethoven’, ’Rock and Roll Music’, ’No Particular Place to Go’ og ’You Never Can Tell’.

Når man lytter til Berrys musik i dag, kan den måske fremstå utidssvarende og gammeldags. Rocken har rykket sig langt siden, men i sin tidlige form har den stadig en frisk energi over sig. Når man tænker på datidens racesegregerede samfund og dens moralkristne værdier, hvor selv Elvis’ vuggende hofter var udfordrende nok til at blev klippet ud af hans tidlige tv-performances, kan det være svært helt at forstå, hvor langt fremme i skoene Berry egentlig var, som han stod der: En sort mand, der spillede farlig og fristende musik for den nye generation af baby boomers.

Berry insisterede på, at han ikke lavede politisk musik. Og selvom det bestemt var vigtigt for ikke at skræmme det hvide publikum, så ligger der i teksterne om ungdomsliv, hurtige biler, ny konsumerisme og dansefester fredag aften en lille strøm af politiske undertoner.



I sin biografi fra 1987 skriver Chuck Berry, at hovedpersonen i ’Johnny B. Goode’ til at begynde med var en "colored boy", men Berry valgte at nedtone det selvbiografiske element af hensyn til det hvide publikum. Johnny B. Goode endte dermed som en "country boy". Og et nummer som ’Brown Eyed Handsome Man’ er svært ikke at læse som en subversiv historie om racial stolthed i et diskriminerende samfund.

Lyden af det 20. århundrede
Det var dog langt fra det politiske, der var Berrys primære mission. Det var at underholde og rykke ved grænserne. Og dét gjorde han.

Berry pionerede rockens guitarspil, den energiske performance og måden at skrive medrivende, perkussivt klingende tekster på. Han var skarp og stilet, vittig og velklædt, frisk og fræk.

Som John Lennon selv så præcist sagde det: ”If you tried to give rock and roll another name you might call it Chuck Berry.”

Med sine hoftevrik, sit lurvede blik og sin karakteristiske duck walk var Chuck Berry rockhistoriens første showman. Og det var en rolle, han gladeligt tog på sig, som når han på kæk og selvbevidst facon bad musikhistoriens giganter om at rykke sig med de legendariske linjer: ”Roll over Beethoven, and tell Tchaikovsky the news!”



Chuck Berry inkarnerede mere end nogen anden rock ’n’ roll. Han indkapslede tidsånden og skabte populærkunst ud af det. Han var lyden af det 20. århundrede. Af urbanisering, ungdomskultur, generationsopgør, hurtige biler og modernitetens fristelser. Alt sammen pakket ind i et friskt musikalsk format på under tre minutter.

Derfor var det også mere end passende, at ’Johnny B. Goode’ blev inkluderet på de guldplader, der blev sendt op med NASAs rumsonder Voyager 1 og 2 i 1977. I tilfælde af at fremmed liv skulle opfange sonderne, ville et førstehåndsindtryk af planeten Jorden bestå af Berry på lige linje med Bach og Beethoven. I den forstand forlod Berry og hans musik jorden for lang tid siden.

Når ’Chuck’ til sommer bryder 38 års albumpause, bliver det det sidste, vi kommer til at høre fra legenden og pioneren. Albummet er dedikeret til Themetta Berry, hans kone gennem 68 år, og ved annonceringen udtalte han: ”My darlin’ I’m growing old! I’ve worked on this record for a long time. Now I can hang up my shoes!”

Det har han gjort nu. Efter et langt liv i musikkens tegn er Chuck Berry gået videre. Tak for alt.