Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Intet nyt er godt nyt

Populær
Updated
Intet nyt er godt nyt
Intet nyt er godt nyt
Intet nyt er godt nyt
Intet nyt er godt nyt
Intet nyt er godt nyt
Intet nyt er godt nyt
Intet nyt er godt nyt
Intet nyt er godt nyt

De britiske oi!-punkveteraner i Cock Sparrer kom forbi Amager Bio på deres 40-års jubilæumsturné. Det blev som på forhånd forventet: En ølfest med plads til at synge med. Og i Cock Sparrers tilfælde er det forventede såmænd også det bedste.

Kunstner
Spillested
Dato
25-11-2012
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Forfatter
Karakter
4

Cock Sparrer er efterhånden nogle bedagede herrer. Arbejderklassepunkerne har været i gang, sådan on-off, siden 1972, men har alligevel kunnet nøjes med at udgive så lidt som seks album. Det store gennembrud har de aldrig fået, selvom Malcolm McLaren angiveligt forsøgte at signe dem samtidig med Sex Pistols. Det gik dog i vasken, idet McLaren afviste at købe bandet en omgang, og så gad de i hvert fald ikke have noget med ham at gøre.

Livets simple glæder

Anekdoten siger en del om Cock Sparrers lidt stivnakkede kompromisløshed. De gør tingene på deres måde, og er ikke modtagelige for inputs udefra. Det har ført til en høj grad og stilsikkerhed og en ringe grad af udvikling, selvom de da er blevet blødere og mindre aggressive med tiden. Det er ikke et band, der forekommer mig at være særligt cool at høre i alle punkkredse, hvor de ofte opfattes som lidt bøvede med deres gammeldags, syng-med-venlige røvballepunk (”røvballe” er ikke nødvendigvis et negativt tillægsord i min bog) og tekster om arbejderklasseværdier og sammenhold og loyalitet. Jeg forstår sådan set godt, at mere sofistikerede gemytter end jeg kan have problemer med Cock Sparrer, men personligt elsker jeg dem af et rent og oprigtigt hjerte.

Bandet skriver afsindigt fængende sangperler, teksterne har en cheeky, streetwise humor, ofte med ægte social indignation, og bandet udstråler en stor spilleglæde. Og hver eneste sang er en anthem. Det er fremragende, hvis ellers man har sans for livets simple glæder.

Jovial hitparade

Selvom det er søndag, og på trods af den noget hidsige billetpris, er der ganske pænt fyldt op, men bandet er heller ikke ligefrem flittige gæster i Danmark. Bandet bliver da også mødt med et brøl af publikum, og Cock'en kvitterer med at leve op til forventningerne. Egentlig er der ikke så meget mere at sige. Setlisten er i det store og hele en hitparade. Man kunne have undværet enkelte sange og enkelte steder have ønsket sig oversete perler som 'Battersea Bardot' eller 'We Know How to Live', men til gengæld får man de sjældent spillede 'Bird Trouble' og 'Even Tough Guys', og det er jeg ubetinget glad for.

Publikum fremstår som anmelderen svært tilfredse; der danner sig en ganske omfangsrig pit, og der er generelt landskampstemning (som til landskampe i 80'erne og 90'erne altså) blandt publikum. Der bliver drukket masser af øl, stemningen er god og jovial og forsanger Colin McFaull giver endda en halvfuld flaske whisky til de forreste rækker (der naturligvis kvitterer ved selv at hugge flaske nr. 2 fra ham). Cock Sparrer er måske ikke helt så intense som de må have været i velmagtdagene, men de vejer op for det med spilleglæde og med viljen til at få en fest ud af det. Man tror da også på McFaull, da han siger, at de både er glade og let besoffene, også fordi han misser et vers i 'Argy Bargy'.

Efter en god time sluttes der af ekstranumre i form af den relativt nye 'Suicide Girls', den klassiske (og ofte misforståede) 'England Belongs to Me' og 'We're Coming Back'. Da er man også lige præcis fuldt tilfredsstillet, godt hæs af at råbe med og i et fremragende humør. Det var fandeme en velgørende koncert. Gid de ville komme lidt oftere forbi København.