House of Franco #180

Jens anmelder Dawn Of Humans' debutalbum og deres vanvidskoncert i Malmø.

Der var solskin over hele Malmø den tirsdag, og jeg hookede up med nogle venner på banegården. New Yorker-bandet Dawn Of Humans skulle spille et lille sted, Area 51, som ingen af os havde hørt om før. Efter en halv times gåtur fandt vi et fabriksområde, der lignede Amager. Og det lille spillested, som var en slags kollektiv. Virkelig hyggeligt at sidde i solen udenfor, og med en entré på 30 danske samt øl til 15 var der ikke noget at klage over i svenskens land.

Første band var Nightmare, som leverede en fin lille koncert med typisk melodisk svensk punk a la The Vicious og Masshysteri. Catchy og fyldt med spilleglæde, en blid opvarmning til galningene i Dawn Of Humans.

Amerikanerne består af en guitarist og sanger (begge er også i de geniale Hank Wood And The Hammerheads) samt en bassist og en trommebasker. Sangeren Emil, med ungarske rødder, er nok den vildeste frontman, jeg endnu har set. Og jeg har set Iggy Pop og Lux Interior flere gange. Han var splitternøgen bortset fra persillekvast om dilleren. Halvdelen af kroppen havde han malet sort.

Musikken er en bizar form for hyperaktiv, crusty mutantpunk med udsyrede indslag. Emil væltede manisk rundt under hele koncerten, lavede hop, dansetrin, mens han kiggede på smadrede spejle og hoppede ud af skraldeposer. Performancekunst fra en anden planet. Han lavede også percussion i loops and shit.

De spillede længere, end jeg havde regnet med, og vi fik da også et ekstranummer. Absolut et af årets bedste shows indtil videre for undertegnede. Specielt fordi det var et floor show, hvor man kunne se alt det vanvid, Emil lavede, mens han rendte rundt blandt os. All hail the new madman of rock'n'roll!


Dawn Of Humans - Slurping at the Cosmic Spine LP (La Vida Es Un Mus)

Til Malmø-koncerten fik jeg endelig fingrene i debutalbummet med Dawn Of Humans. Jeg havde kun hørt deres ep'er på Youtube, nu har jeg 12-tommeren i krigsgudvinylsamlingen.

Bandet viser på deres nyeste udspil, at de stadig til fulde mestrer deres muterede form for hardcore. Det er manisk og crusty, men samtidig også eksperimenterende og komplet udsyret. Som Rudimentary Peni og Bad Brains på nogle meget ulovlige piller. Både tight og kaotisk. Emils vokal er som en besat tasmansk djævel, det samme gælder trommeslageren.

Dawn Of Humans er et galehus og et af verdens bedste på en stagnerende punkscene, hvor de fleste vil lyde som Black Flag eller Poison Idea. Og et af verdens vildeste livebands. Deres lp levede op til alle mine forventninger, og de var store. Stor tak til galehuset Dawn Of Humans.