Grumme, gnavne grækere
Populær
Dead Congregations første fuldlængde siden 2008, ‘Promulgation of the Fall’, er noget af venteviden værd. Men ikke hele den lange ventetid.
2.Promulgation of the Fall
3.Serpentskin
4.Quintessence Maligned
5.Immaculate Poison
6.Nigredo
7.Schisma
8.From a Wretched Womb
Med ‘Promulgation of the Fall’ udgav de græske dødsmetallere i Dead Congregation i maj sidste år deres blot anden fuldlængde i bandets nu godt 10-årige levetid. Om tålmodigheden har betalt sig kan være vanskeligt at svare på. For nok er det et udmærket album, der synes at leve op til bandets selvproklamerede mål om “mørke og blasfemi” og til den bredside, som deres kortfattede pressetekst giver dødsmetallen af i dag, men alligevel har jeg svært ved at forestille mig, at ‘Promulgation of the Fall’ vil gå over i historien.
En rigtig plade
Et af de største plusser ved Promulgation of the Fall’ er, at Dead Congregation tilsyneladende bevidst har valgt at udelade de efterhånden, tør man sige, vanlige opbrud mellem numrene. De kommer i stedet lige i røven af hinanden, og selvom det til tider kan virke en kende kunstigt, så giver det en følelsen af, at man lytter til en Plade med stort P og ikke blot otte singler.
Kritik af den dødsmetalliske fornuft af i dag
For at uddybe det førnævnte, så skriver Dead Congregation i deres pressemeddelelse, at dødsmetallen af i dag mangler “følelse, ånd, atmosfære” og generel “kvalitet”. Især pladens første halvdel forsøger at leve op til dette, hvor titelnummeret står ud som en atmosfærisk perle. Den i dette nummer skabte atmosfære synes imidlertid ikke at blive efterlevet på resten af pladen, hvilket er både synd og skam, for dette nummer giver mindelser om et band som eminente Ulcerate.
Gode traditionelle dødsmetalnumre
Herefter får lytteren ‘Serpentskin’, der lægger hårdt og hurtigt ud, men bremses i b-stykkets opbrudte riff for dernæst at blive sat helt ned i et tonstungt tempo i sangens tålmodige outro, et mere traditionelt dødsmetalnummer. Stilen fortsættes ind i ‘Quintessence Maligned’ og ‘Immaculate Poison’, der begge bulldozer sig vej gennem det musikalske landskab. Åbningsriffet i sidstnævnte besidder dog et tiltrængt og forløsende groove-skifte til det mere lystige.
...men uden atmosfære
Herefter er det imidlertid småt med de store overraskelser og interessante indslag. Pladens sidste halvdel er med andre ord death metal lige ud ad landevejen og mangler derved at følge op på den indledende atmosfære, der var så spændende. Derfor må Dead Congregation nøjes med en bedømmelse lige over middel. (Og så hjalp det ikke på den generelle bedømmelse, at Cannibal Corpse var umiddelbart efter på playlisten – det highlighter forskellen lidt for tydeligt i mine øren).