Ingen har patent på en æstetik, men Deafheavens appropriation af drømmepoppen er trods en hæderlig indsats ultimativt forglemmelig.
Deafheavens tiårsjubilæum er blottet for stemning og charme og fremstår i stedet som en lappeløsning.
Deafheaven er gradueret til de voksnes rækker og viste sig på Vega som et professionelt band, som vi nok ikke slipper af med lige foreløbig
Deafheaven tager et langt, beslutsomt skridt ud af post-black og over i den støjrock, de har flirtet heftigt med siden begyndelsen. Det klæder sæsonens mest sommerlige plade.
Trods ihærdig indpiskning fra forsanger George Clarke ramte Deafheaven aldrig storformen fredag aften.
Amerikanske Deafheaven er et af de absolut bedste og stærkeste livebands, den brede metalscene har at byde på. Punktum. Det fik dog Myrkur til at virke endnu mere grøn, end hun egentlig er.
Deafheaven vender på 'New Bermuda' tilbage med en ny bølge, der nok engang formår at hæve sig selv over de enkelte stykker for i stedet at hellige sig et samlet, emotionelt brusende angreb.
De sol-indbagte californiere tændte et lys i den sorte nat og fik slået deres navn fast som et af nyere tids mest spændende metalbands.
Dirty Days of Summer på Amager-spillestedet Beta blev afsluttet på fornemste vis af Deafheaven, der spillede en stærk og intens, omend lidt kort koncert.